Kort om behandlingen
De kvindelige kønshormoner hedder østrogen og progesteron, og produceres i æggestokkene indtil overgangsalderen. Nogle kvinder stopper med at producere kønshormoner, før de naturligt går i overgangsalder. Det kan for eksempel skyldes sygdom i æggestokkene, beskadigede eller manglende æggestokke. Årsagen kan også være, at de områder i hjernen, som styrer de overordnede kønshormoner, har en nedsat eller ustabil funktion som fører til hormonmangel.
Du skal behandles med hormoner, som i medicinform hedder østradiol og gestagen.
Symptomer på hormonmangel
Østrogen er et vigtigt hormon for alle organer og væv i kroppen. Østrogen har en positiv virkning på bl.a. knogler og blodkar. Progesteron er et vigtigt hormon for slimhinden i livmoderhulen.
Når kvinder ikke selv laver nok østrogen vil menstruationerne udeblive. Der kan komme symptomer på overgangsalder f.eks. hedestigninger, svedeture om natten, forstyrret søvn, smerter i muskler og led og tørre slimhinder i skeden. På længere sigt er der øget risiko for knogleskørhed og åreforkalkning, som fører til hjertekarsygdomme.
På hospitalet
Behandling
Du skal normalt behandles med østrogen(østradiol) og progesteron(gestagen).
Formålet med østrogenbehandlingen er at forebygge knogleskørhed og udvikling af tidlig hjertekar sygdom samt at lindre de symptomer, man kan have på grund af den manglende østrogenproduktion. Hvis du har en livmoder, vil østrogen stimulere din slimhinde i livmoderen.
Formålet med progesteronbehandlingen(gestagen) er at sørge for, at livmoderslimhinden regelmæssigt bliver afstødt som en menstruationsblødning, eller alternativt at sørge for at den slet ikke bliver stimuleret. Har du ikke har en livmoder, kan du nøjes med østrogen alene.
Behandling med østrogen (østradiol)
Du kan få østrogen på forskellige måder. Det gælder om at finde frem til den løsning, der passer bedst til dig og dine behov. Der holdes ikke pauser, heller ikke når du har blødning. Hvis du glemmer at tage din østradiol en dag eller to, skal du blot fortsætte din behandling uændret. Der kan eventuelt komme en pletblødning.
- Plaster (fx Vivelle):
Plasteret skiftes 2 gange om ugen og bæres konstant.
Dosis: _____________mikrogram.
Kan påsættes på alle steder, dog ikke på brystet. Skift placering f.eks. fra side til side hver gang du skifter plaster. Rester af lim på huden kan fjernes med neglelakfjerner på lidt vat. Hvis du skal have taget blodprøve for at kontrollere dosis, er det bedst at få den taget på 2. dag efter plasterskift. - Gel (fx Estrogel/Divigel)
Smøres på huden 1-2 gange dagligt.
Dosis_____________
Vent med at tage tøj på eller at have hudkontakt med andre før gelen er tørret ind (ca. 5 min). Undgå at smøre gel på armene, når du skal have taget blodprøver. Hvis du skal have taget blodprøve for at kontrollere dosis, er det bedst ca. 4 timer efter påsmøring af hormongelen. - Kutanspray (fx Lenzetto)
Sprayes direkte på huden på indersiden af armen 1 gang dagligt. Dosis___________
Tørrer på 2 minutter. Huden kan vaskes efter en time. Undgå at spraye ved albuebøjningen, når du skal have taget blodprøver. Hvis du skal have taget blodprøve for at kontrollere dosis, er det bedst ca. 4 timer efter du har brugt din spray. - Tabletter (fx Estrofem)
Tabletterne tages dagligt, enten morgen eller aften. Kan godt tages sammen med anden medicin.
Dosis ________mg dagligt.
Hvis du skal have taget blodprøve for at kontrollere dosis, er det bedst ca. 2-4 timer efter indtagelse af hormontabletterne.
Behandling med progesteron (gestagen)
Hvis du har en livmoder, skal østrogenbehandlingen altid suppleres med progesteron (gestagen) Du kan få gestagen på forskellig vis:
- Tabletter, medroxyprogesteronacetat (fx Provera) 5 mg.
Tages regelmæssigt som en cyklus:
______1 tablet dagligt i 10 dage hver 4.-6. uge eller
______1 tablet dagligt i 12 dage hver 6.-8. uge - Kapsler, naturligt mikroniseret progesteron (fx Utrogestan) 100 mg.
Tages regelmæssigt som en cyklus:
____2 kapsler dagligt i 12 dage hver måned
Progesteron kan virke beroligende/søvndyssende. Derfor anbefaler vi, at du tager kapslerne om aftenen, inden sengetid.
Blødningen vil typisk komme i slutningen eller et par dage efter gestagenbehandlingen. Ved denne behandling kan du selv planlægge, hvornår du vil have menstruationsblødning. - hormonspiral (Fx Mirena/Levosert)
Ved denne behandling undertrykkes slimhinden, så den slet ikke stimuleres af østrogen. Det er derfor ikke nødvendigt med en menstruationsblødning. Spiralen virker også som prævention, hvis du vil være helt sikker på at du ikke bliver gravid.
Behandling med Østrogen og gestagen i kombination
Der findes tabletter, der både indeholder østrogen og gestagen (fx Trisekvens) i en fast cyklus, hvor du blot skal tage en tablet dagligt. Din cyklus er styret af det hjul, som tabletterne ligger i. Her vil du få afstødt din livmoderslimhinde som en menstruationsblødning fast hver måned.
____Tablet Trisekvens
I nogle tilfælde kan man behandle med tabletter med østrogen og gestagen (fx Activelle/Kliogest) i kombination, hvor du ikke får en blødning. Din læge vil vejlede dig om, hvornår det er en mulighed.
____Tablet Activelle (blødningsfri)
____Tablet Kliogest (blødningsfri)
Anbefalinger
Normalt anbefaler vi, at du som førstevalg prøver behandling med østrogen, som optages gennem huden, dvs. plaster, kutanspray eller gel. Kun hvis dette ikke fungerer for dig, vil vi anbefale tabletter.
Behandlingen kan ikke erstatte prævention
Uanset hvilken type af behandling, du vælger, virker hormonbehandlingen ikke som prævention. Undtagen dog behandling med spiral. Du kan derfor blive gravid, også selvom du umiddelbart ikke har funktion af dine æggestokke, og risikoen/chancen er meget lille. Du kan vælge at kombinere din østrogenbehandling med en hormonspiral, hvis du vil være helt sikker på at du ikke bliver gravid.
Kontrol og afslutning af behandling
I starten vil vi med blodprøver kontrollere, at niveauet af kvindeligt hormon er tilstrækkeligt, og du vil blive fulgt til den rette behandling og dosis er fundet.
Behandlingen fortsætter frem til det naturlige tidspunkt for menopause, dvs. ca. 52-årsalderen, medmindre funktionen af dine æggestokke genvindes inden da.
Det skal du være opmærksom på
Det er vigtigt at understrege, at medicinen, fra producenternes side, er rettet mod kvinder, der har gener i forbindelse med naturlig overgangsalder, dvs. kvinder i 50’erne, som af den ene eller anden grund ønsker videre hormonbehandling. For disse kvinder er der en lille risiko ved behandlingen, som er beskrevet i indlægssedlerne.
For kvinder, som dig, hvor behandlingen består af naturlige (bioidentiske) hormoner, som erstatter den manglende hormonproduktion i æggestokkene, mener vi ikke, at der en forøget risiko for hverken brystkræft eller blodpropper. Tværtimod kan der være flere helbredsrisici ved ikke at være i hormonbehandling, som nævnt ovenfor.