Om undersøgelsen
Undersøgelsen er et indgreb, som udføres for at afklare eventuel årsag til underlivssmerter eller for nærmere at udrede unormale fund, påvist enten ved almindelig gynækologisk undersøgelse eller ved ultralydsundersøgelse af underlivet. Fx mistanke om vandcyste, muskelknude, til sterilisation eller lignende. Ved kikkertundersøgelsen kan man direkte se, om der findes unormale forhold i bughulen omkring de indre kønsorganer og tilstanden kan behandles under samme indgreb.
Vigtig forberedelse
Bad og hårfjerning
Du skal tage brusebad om morgenen på operationsdagen. Navlen skal rengøres grundigt. Kønsbehåringen fjernes ned til kønsbenet. Du skal bruge en barbermaskine eller hårklipper. Du må ikke bruge en skraber, da det kan give små rifter og infektion. Der må godt være små stubbe på højst 2 mm
Faste
Du skal møde fastende, dvs. at du ikke må spise fast føde eller mælkeprodukter i 6 timer før mødetidspunkt og du må kun drikke vand eller the/kaffe uden mælk/fløde indtil 2 timer inden mødetidspunktet.
På hospitalet
Du vil blive forberedt til operationen i Ambulatorie 2. Her vil du få:
- En lægesamtale og optaget journal med det samme eller evt. ved et senere besøg.
- En samtale med et plejepersonale om indlæggelsesforløbet.
- En samtale med anæstesilægen om bedøvelse og fasteregler.
- Taget eventuelle blodprøver.
Sådan forgår undersøgelsen
Du skal have undersøgt bughulen ved en kikkertoperation. Operationen foregår i fuld bedøvelse, hvor en kikkert bliver ført ind i bughulen via et snit i/ved navlen.
Vi laver også nogle små snit, hvor de instrumenter, kirurgen skal anvende, bliver ført ind. Kikkertinstrumentet blæser luft ind i bughulen, så kirurgen kan orientere sig og se de indvendige organer og strukturer. Det gør det nemmere at afklare dine symptomer.
Hvis vi under operationen finder en årsag til dine symptomer, vil kirurgen så vidt muligt fjerne årsagen.
Efter indgrebet sys de små ”kighuller” med en tynd tråd, som forsvinder af sig selv i løbet af et par uger. Du får plastre på, som må fjernes efter 24 timer (er såret ikke tørt, skal der dog nyt plaster på). Hvis plasteret bliver vådt eller gennemsivet inden de 24 timer er gået, så skal plasteret skiftes. Hvis du har små aflange plastre på under forbindingen, så skal de blive på så længe som muligt. Dog max. 1 uge.
Påvises der unormale forhold, som er behandlingskrævende, vil dette i mange tilfælde kunne gøres ved en kikkertoperation. Selvom operationen indledes som kikkertoperation, kan det nogle gange være nødvendigt undervejs at ændre operationen til ”åben” operation, hvor der lægges et 10 - 20 cm langt vandret snit i hårgrænsen (”bikinisnit”).
Varigheden af selve operationen varierer meget, men er normalt omkring 1-2 timer. Når operationen er overstået, så kommer du på Opvågningsafsnittet
Komplikationer
Efter indgrebet er det normalt at have lette smerter i maven pga. den luft, der blæses ind i bughulen under operationen. Smerterne aftager i løbet af en uges tid. Efter en ”åben” operation vil der oftest være smerter i flere uger.
Hos nogle kan der være træthed, svimmelhed, hovedpine, kvalme eller opkastning, som hurtigt forsvinder.
Der kan der optræde blodansamling eller betændelse. Symptomer på blodansamling til typisk være blå/violet misfarvning af operationsområdet. Ansamlingen svinder oftest af sig selv. Ved betændelse viser der sig hævelse, rødme, smerter og evt. feber. Der kan opstå en byld i såret (<5%), som kan nødvendiggøre, at såret åbnes og renses op.
Der kan optræde føleforstyrrelser i huden omkring operationssåret.
Rygning er en kendt risikofaktor for komplikationer som f.eks. sårinfektion, så vi anbefaler så vidt muligt rygestop før kirurgi.
I sjældne tilfælde kan der opstå skade på, tarm, blære eller urinleder. Desuden kan man opleve blødning og læsion af blodkar i bugvæggen.
Efter operationen
Du får tjekket dit blodtryk, puls, vandladning, væskeindtag, plaster og effekten af smertebehandling.
Du skal hurtigt op af sengen
Herefter skal du op så hurtigt som muligt, da det er vigtigt at komme i gang igen efter operationen for at forebygge komplikationer. Du vil derfor blive hjulpet ud af sengen, så snartdu kommer tilbage fra Opvågningsafdelingen. Det er ligeledes vigtigt at komme i gang med at spise og drikke så hurtigt som muligt - også selvom du har kvalme.
Følger du disse råd, vil du meget hurtigere komme dig efter operationen.
Der kan være blødning fra skeden 2 - 3 uger efter indgrebet.
Hvor længe skal jeg være indlagt?
Ved kikkertoperation finder udskrivelse normalt sted samme dag eller dagen efter. Ved åben operation er indlæggelsestiden 1-2 dage.
Hjemtransport
Du skal selv sørge for hjemtransport. Du må dog ikke køre bil eller lignende før næste dag på grund af bedøvelsen. Du skal derfor arrangere, at der kan komme en og hente dig.
Når du kommer hjem
Du må gerne motionere og bevæge dig
Almindelig motion kan genoptages straks efter operationen, eller når du føler dig i stand til det. Du må bevæge dig til smertegrænsen. Efter en kikkertoperation er der ikke yderligere restriktioner, men efter en åben operation, hvor der er foretaget et længere snit i huden, fraråder vi tunge løft i 4-6 uger, da der er en lille risiko for at sårene kan springe op.
Du må tage bad efter et døgn
Du må ikke bade de første 24 timer efter operationen. Efter operationen kan der være øget risiko for infektion. Du skal derfor de første 2-3 uger undlade at gå i karbad og svømmehal.
Sygemelding
Behovet for sygemelding er individuelt og afhænger af, hvilket arbejde du har. Ved kikkertoperation anbefales som regel 2-3 dage og ved åben operation anbefales som regel 2-4 uger.
Smertestillende medicin
Du får smertestillende med hjem til den første tid.
Du får svar på dine prøver
Hvis der tages prøver under indgrebet, vil du modtage et brev, når svarene foreligger
Kontakt din egen læge eller 1813
Skulle der mod forventning opstå feber, kraftige smerter, rødme omkring såret eller svie ved vandladning efter udskrivelsen skal du kontakte egen læge eller vagtlæge.akuttelefonen 1813.
Hvis du oplever manglende vandladning trods vandladningstrang skal du også reagere