Graviditet, som ikke kan ses på en ultralydsskanning

Symptomerne på en graviditet uden for livmoderen starter gerne seks til otte uger efter sidste menstruation. Symptomerne er udebleven menstruation, underlivssmerter, blødning fra skeden og en positiv graviditetstest.

Kort om graviditet, som ikke kan ses på ultralydsskanning

Graviditet med ukendt lokalisation, eller på engelsk: ”Pregnancy of Unknown Location” (PUL) er en tilstand, hvor man kan måle graviditetshormon i blodet eller urinen, men hvor man ikke med ultralydsskanning kan se en graviditet i livmoderen. Det kan der være flere årsager til. Nogle af dem er:

  • at graviditeten er fuldstændig normal, men meget tidlig
  • at graviditeten er gået til grunde og er blevet udstødt
  • at graviditeten sidder udenfor livmoderen.

Om graviditetshormonet s-hcg (serum - Human Chorion-Gonadotropin)

Graviditetshormonet produceres i graviditetsvæv og kan måles i blodprøver. I en normal graviditet vil mængden af s-hcg i blodet som regel fordobles hver 2-3 døgn, mens mængden af s-hcg ved en graviditet udenfor livmoderen oftest vil være meget længere tid om at stige. Hvis graviditeten er gået til grunde, vil mængden af s-hcg i blodet falde.

Om undersøgelsen

Du skal have taget blodprøver

Du skal have taget 2 blodprøver med cirka 2 døgns mellemrum for at finde forklaringen på, hvorfor graviditeten ikke kan ses ved en ultralydsscanning. Den første blodprøve tager vi, mens du er her. Den anden blodprøve kan du få taget i Prøvetagningen, Opgang C eller hos din egen læge. Vi aftaler med dig, hvornår du skal have taget den anden blodprøve.

Du får svar på blodprøverne

Du får svar på blodprøverne efter, at du har fået taget den anden blodprøve. Du skal forvente, at vi ringer enten samme dag, du har fået taget blodprøven eller den efterfølgende hverdag. Ved samtalen giver vi dig svaret på prøverne og aftaler det videre forløb med dig. I nogle tilfælde er det nødvendigt at få taget flere blodprøver.

Kontakt os, hvis du ikke hører fra os

Hvis du ikke har hørt fra os i 2 hverdage efter, du har fået taget blodprøven, skal du kontakte os på nedenstående telefonnummer

Det skal du være opmærksom på

Vær opmærksom på blødning og smerter fra underlivet

Hvis du bløder mere end en kraftig menstruation, eller du får smerter i underlivet, skal du kontakte os med det samme. Udenfor telefontiden skal du kontakte Akuttelefonen 1813.

Ring 112, hvis du får meget kraftige mavesmerter og bliver dårlig

Hvis du pludselig får meget kraftige mavesmerter og bliver meget dårlig, skal du ringe 112 med det samme, da det kan det være tegn på en graviditet uden for livmoderen som bløder.

Redaktør