Behandling med ring eller pessar

Hvis du er generet af nedsynkning af livmoderen, skedetoppen, blæren eller tarmen, kan du eventuelt have glæde af at få lagt en ring eller et pessar.

Kort om behandlingen

Hvis du er generet af nedsynkning af livmoderen, skedetoppen, blæren eller tarmen, kan du eventuelt have glæde af at få lagt en ring eller et pessar. En ring eller et pessar er lavet af blødt silikone og lægges op i skeden for at holde det på plads, der ellers synker ned.

Sådan foregår behandlingen

I disse tilfælde har du gavn af behandling med ring eller pessar

  • I ventetiden til en operation for nedsynkning
  • Hvis du er i tvivl, om du ønsker operation for nedsynkning
  • Hvis du ikke ønsker operation for nedsynkning
  • Hvis du ikke kan tåle at blive opereret for eksempel på grund af alvorlig hjerte- eller lungesygdom
  • Hvis du planlægger en graviditet inden for en overskuelig fremtid, og du kan leve med generne fra nedsynkningen, til eventuelle børnefødsler er overstået – en graviditet og fødsel kan medføre ny nedsynkning

Smerter

Når ringen eller pessaret ligger rigtigt, kan du ikke mærke det. De fleste synes, det er lidt ubehageligt at få lagt det op i skeden. Det kan være nødvendigt at prøve forskellige størrelser for at finde den ring eller det pessar, der passer bedst til dig.

Hvis ringen eller pessaret falder ud

Hvis ringen eller pessaret er lidt for lille, eller hvis du presser i forbindelse med et toiletbesøg, kan det glide ned eller falde ud. Du skal derfor så vidt muligt undgå at presse ved toiletbesøg. Hvis ringen eller pessaret falder ud, skal du skylle eller skolde det. Herefter kan du selv prøve at lægge det op igen.

Du kan ikke gøre noget forkert. Hvis det er et pessar, du har, skal ”skålen” vende fremad og op mod livmoderen eller skedetoppen.

Hvis du ikke tør, kan eller bryder dig om selv at lægge ringen eller pessaret op, kan du bede din egen læge om hjælp.

Du kan selv tage pessaret eller ringen ud

Hvis du vil, kan du lære selv at tage ringen eller pessaret ud og lægge det op, når du synes, du har brug for det. Nogle vælger for eksempel at tage det ud om natten.

Du kan godt have samleje med en ring eller et pessar

Du kan godt have samleje med et pessar eler en ring i skeden, men hvis du eller din partner synes, at ringen eller pessaret generer, kan du bare tage det ud og lægge det op igen senere.

Behandling med lokalhormon

De fleste, der får en ring eller et pessar, har passeret overgangsalderen. Slimhinden i skeden mangler derfor oftest hormon, hvis ikke det tilføres kunstigt. Det er bedst at tilføre hormonet direkte i skeden. Hormon, der tages direkte i skeden, påvirker næsten udelukkende slimhinden i skeden og urinrøret. Der er derfor ikke risiko for brystkræft eller livmoderkræft.

Selv om du ikke plejer at bruge hormon til skeden, er det nødvendigt, hvis du har en ring eller et pessar, for at dette ikke skal irritere slimhinden. Hvis slimhinden er tynd, og ringen eller pessaret trykker uheldigt på slimhinden, kan der nemlig komme et sår i skeden.

Sådan tager du lokalhormonet

De første 14 dage skal du tage en stikpille til skeden hver aften ved sengetid. Herefter skal du fortsætte med at tage en stikpille to gange om ugen.

Behandlingen bør fortsætte resten af livet, hvis du har passeret overgangsalderen. Hvis du ikke har passeret overgangsalderen, bør behandlingen fortsætte, så længe du har en ring eller et pessar.

Det skal du være opmærksom på

Udflåd og blødning

Du kan få øget udflåd, som kan lugte ubehageligt – specielt ved sår i skeden. Blødning er ofte et tegn på sår i skeden

Manglende blæretømning

Manglende blæretømning kan være tegn på, at ringen eller pessaret er for stor

Inkontinens

Du kan opleve inkontinens i forbindelse med oplægning af ring eller pessar. Det er ikke ensbetydende med, at en operation for nedsynkning medfører inkontinens, men det kan forekomme.

Udskift ring eller pessar efter 3 måneder

Ringen eller pessaret, skal skiftes tre måneder efter, det er lagt første gang. Første gang ringen skal skiftes, foregår det i gynækologisk ambulatorium. Herefter skal du have ringen eller pessaret skiftet hos din praktiserende læge. Ringen eller pessaret tages ud og skylles, og lægen ser efter, at der ikke er kommet sår i skeden. Hvis alt ser fint ud, og du vil fortsætte med behandlingen, lægger lægen den op i skeden igen.

Kontakt din læge eller 1813

Hvis du får problemer med blødning, udflåd der lugter grimt eller smerter, skal du kontakte din læge.

Redaktør