Yderligere undersøgelser
Hvis vi ved en af skanningerne finder øget sandsynlighed for en genetisk afvigelse, eller hvis en skanning giver formodning om en misdannelse, bliver du/I tilbudt flere undersøgelser. Det kan fx være en blodprøvetest, en moderkage- eller fostervandsprøve eller ekstra skanninger.
Der er ikke nogen garanti for, at barnet er raskt ved fødslen, selvom undersøgelserne er normale.
Undersøgelserne kan også vise, at fosteret måske fejler noget, uden at vi kan sige det med sikkerhed. Du/I kan derfor blive stillet overfor svære overvejelser og vanskelige valg. Det er dig/jer, der afgør, hvad der skal ske, hvis undersøgelserne tyder på, at noget er unormalt. Vi fortæller om, hvilke muligheder der er i den konkrete situation. Vi respekterer og støtter dit/jeres valg.