Gå til hovedindhold

Springfinger - operation

Information om forberedelse til operation for springfinger og forholdsregler for tiden efter.

Kort om operationen

Du skal opereres for springfinger, så du igen kan strække fingeren uden smerter. Ved operationen deler vi seneskeden i fingeren, så der skabes plads til, at bøjesenen kan glide frit.

Vigtig forberedelse

Forbered din krop på operationen

Når du skal opereres, er det vigtigt, at du spiser sundt, bevæger dig mest muligt og undgår rygning og alkohol. På den måde styrker du dit immunforsvar og mindsker risikoen for komplikationer. De sidste 6 uger før en operation er vigtige, men også få dage uden især rygning har betydning.

Læs om, hvordan du bedst forbereder din krop på operationen på www.bornholmshospital.dk/patientguiden. Søg på ’Livsstil - vigtigt for dit behandlingsresultat’.

Du skal eventuelt holde pause med blodfortyndende medicin

Hvis du tager blodfortyndende medicin, skal du muligvis holde pause med det op til operationen. Det aftaler vi med dig i ambulatoriet. Du må ikke stoppe med blodfortyndende medicin, før vi har aftalt det. Kontakt os, hvis du er i tvivl.

Kontakt os, hvis du bliver forkølet, får en infektion eller feber

Hvis du de sidste dage inden operationen bliver forkølet, får en infektion i kroppen eller får feber, kan vi muligvis ikke operere dig. Du skal derfor kontakte os hurtigst muligt, så vi kan vurdere, om du skal have en ny tid.

Kontakt os, hvis du har sår eller rifter

Du må ikke have sår, rifter eller hudafskrabninger på hånden, da det øger risikoen for betændelse. I nogle tilfælde kan vi være nødt til at aflyse operationen.

Gør klar til, når du kommer hjem

Allerede inden operationen er det en god idé at gøre klar til, når du kommer hjem, da hverdagsaktiviteter kan tage længere tid og være mere besværlige end normalt. Du kan fx:

  • lave aftaler med venner eller familie om hjælp til praktiske ting, fx til at handle ind
  • have nem mad klar
  • indrette dit hjem, så det er nemt at komme rundt og nemt at få fat i dine ting
  • købe smertestillende medicin.

​Aftal at blive hentet af en pårørende

Inden operationen skal du lave en aftale med en pårørende, der kan følge dig hjem og hjælpe dig bagefter. Du må ikke selv køre bil eller cykle efter operationen.

Gå i bad hjemmefra

Du skal tage et bad, vaske dit hår og tage rent tøj på, før du møder på hospitalet på dagen for din operation. Du må ikke bruge creme efter badet, da det øger risikoen for infektioner.

Du skal ringe til os dagen før din operation

Dagen før din operation, skal du ringe til os mellem kl. 13 og 14 for at få dit præcise mødetidspunkt. Er din operation om mandagen, skal du ringe til os torsdagen før mellem kl. 13 og 14. Ring til os på vores telefon 38 67 12 80.

Fjern makeup, neglelak og smykker

Under operationen sætter vi et måleapparat på en af dine fingre, som måler iltmætningen i dit blod. Derfor skal du fjerne neglelak og kunstige negle inden din operation. Du skal desuden fjerne al makeup, ur, smykker og piercinger hjemmefra.

Sørg for at have rene og korte negle

For at mindske risikoen for betændelse, skal du have rene, kortklippede negle på dagen for din operation. Skrub neglene med en neglebørste, og klip neglene, så der er 1-2 mm fri kant.

Tag løstsiddende og praktisk tøj på

Det er en god idé at tage en løstsiddende bluse eller skjorte med brede ærmer på, da du efter operationen får en stor forbinding på hånden.
Vi anbefaler også sko uden snører og bukser med elastik, fx joggingbukser, som er nemme at tage af og på med én hånd.

Medbring gerne musik

Du er velkommen til at tage en telefon med musik og høretelefoner med, så du kan høre musik under operationen.

Lad dine værdigenstande blive hjemme

Lad så vidt muligt smykker, kontanter og andre værdier blive hjemme. Du har selv ansvaret for de ting, du tager med. Hospitalet erstatter som udgangspunkt ikke tabte eller stjålne ting.

Spis, som du plejer

Det er ikke nødvendigt at faste før operationen, så du kan spise og drikke, som du plejer.

På hospitalet

Du bliver lokalbedøvet

Du er vågen, mens vi opererer dig, men hånden er bedøvet. Du vil derfor ikke føle smerte, men du kan mærke berøring og tryk.

Operationen

Når bedøvelsen virker, laver lægen et snit i din hånd og åbner den del af seneskeden, som er tættest på håndfladen, så bøjesenen kan glide frit. Vi lukker såret med tråd og giver dig en forbinding på hånden.

Lægen fortæller dig om operationen

Efter operationen kommer lægen og fortæller dig, hvordan det er gået. Du får også udleveret en beskrivelse af operationen, hvor der står, hvis der er noget, du skal være særligt opmærksom på.

Risiko ved operationen

Ved alle operationer er der risiko for ubehag og komplikationer undervejs og bagefter. Hvis der er forhold, der gør, at du er udsat for en særlig risiko, taler vi med dig om det.

  • Blodansamling: Huden omkring såret kan være øm og hævet, og du kan få blå mærker eller en blodansamling under huden. Det forsvinder som regel af sig selv.
  • Betændelse i såret: Der kan gå betændelse i såret. Hvis det sker, behandler vi det.
  • Skade på nerver: Fingrenes nerver kan blive påvirket eller skadet under operationen. Det kan give føleforstyrrelser i fingrene. Føleforstyrrelserne går som regel over af sig selv efter 3-4 måneder.
  • Komplekst regionalt smertesyndrom (CRPS): CRPS er en tilstand, som giver smerter, hævelse og stivhed i hånden. Det er individuelt, hvordan CRPS behandles, og behandlingsforløbet kan være langt.

Hjemme igen

Vent med at køre bil og cykle

Du må ikke køre bil eller cykle, før du kan bruge din hånd normalt, og det er forsvarligt, at du færdes i trafikken. Du skal kunne holde ordentligt fast om rattet eller cykelstyret med begge hænder.

Sygemelding

Du kan starte på arbejde eller i skole igen, når du føler dig parat til det. Hvis du arbejder med tunge løft, kan det være nødvendigt at vente længere. Hvis du har brug for en sygemelding i en periode, kan du få den hos din egen læge.

Kontakt dit forsikringsselskab, hvis du skal ud at rejse

Hvis du skal ud at rejse i løbet af de første 2-3 måneder efter operationen, anbefaler vi, at du i god tid kontakter dit forsikringsselskab. Både forsikringsselskaber og flyselskaber kan have særlige retningslinjer, som du skal følge.

Du får mere information med hjem

Vi giver dig information om, hvad du skal være opmærksom på, når du er hjemme igen. I informationen kan du læse om praktiske forholdsregler og se, hvad du skal gøre i forhold til fx hygiejne eller smerter.

Få mere viden

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden