Gå til hovedindhold

Operation for vandbrok i pungen [hydrocele]

En vandbrokoperation (hydrocele) er et mindre, ambulant indgreb, hvor en væskeansamling omkring testiklen fjernes via et lille snit i pungen.

Kort om operationen

Du skal opereres for dit vandbrok. Operationen foregår i fuld bedøvelse.
Ved operationen laver vi et lille snit i pungen. Herigennem tømmes væsken ud, og de store hinder omkring testiklen gøres mindre.

Operationen tager ca. 30 minutter. 

Vigtig forberedelse

Hold pause med blodfortyndende medicin

Du skal holde pause fra blodfortyndende medicin inden operationen. Du skal aftale med ambulatoriet, der har henvist dig, hvor længe du skal holde pause, da det afhænger af din medicin. Du må ikke stoppe med nogen blodfortyndende medicin, før du har aftalt det med en læge. Kontakt ambulatoriet, der har henvist dig, hvis du er i tvivl.

Køb medicin inden operationen

Du får brug for smertestillende medicin efter operationen. Derfor anbefaler vi, at du på forhånd køber:

  • Paracetamol 500 mg.
  • Ibuprofen 200 mg.

Kontakt os, hvis du bliver forkølet, får en infektion eller feber

Hvis du de sidste 2 dage inden operationen bliver forkølet, får en infektion i kroppen eller får feber, kan vi muligvis ikke operere. Du skal derfor kontakte os hurtigst muligt, så vi kan vurdere, om du skal have en ny tid.

Du skal ringe til os dagen før din operationen

Dagen før din operationen, skal du ringe til os mellem kl. 13 og 14 for at få dit præcise mødetidspunkt. Er din operationen om mandagen, skal du ringe til os torsdagen før mellem kl. 13 og 14. Ring til os på vores telefon 38 67 12 80.

Mød fastende

Du skal faste inden operationen. Det vil sige:

  • 6 timer før din operationen skal du stoppe med at spise.
  • 6 timer før skal du stoppe med at drikke mælkeprodukter og juice med frugtkød. Du må heller ikke drikke mælk i din kaffe eller te.
  • 2 timer før skal du stoppe med at drikke alle former for kold og varm væske. Vi anbefaler, at du som det sidste 2 timer inden operationen drikker et stort glas saft. Sukkeret i saften modvirker kvalme og utilpashed.

Fjern hår

Cirka 1 uge før operationen skal du fjerne eventuelt hår på pungen, omkring pungen og omkring penisroden. Du skal fjerne hårene med en trimmer. Hvis ikke du har en trimmer, kan vi hjælpe dig på hospitalet. Du må ikke bruge en skraber, da det kan give små rifter i huden, som øger risikoen for infektion.

Gå i bad hjemmefra

Du skal tage et bad, før du møder på hospitalet på dagen for din operation.

Tag løstsiddende tøj på

Det er en god idé, at tage behageligt tøj på, der sidder løst på kroppen. Tag dog gerne et par tætsiddende underbukser på, som kan støtte pungen og hjælpe med til, at den ikke hæver op. 

På hospitalet

Du får udleveret hospitalstøj

Vi udleverer hospitalstøj, som du skal have på ved operationen.

Operationen

Vi laver et lille snit i pungen og tømmer væsken ud. For at forhindre, at vandbrokken kommer igen, gør vi hinderne omkring testiklerne mindre.

Efter operationen

Udskrivelse

Du kommer hjem samme dag, efter en kort observationsperiode. Før du kan tage hjem, skal du lade vandet.

Vent med at køre bil

Du må ikke selv køre bil et døgn efter operationen.

Hjemme igen

Hold dig i ro

Vi anbefaler, at du holder dig i ro de første par døgn efter operationen.

Undgå hård fysisk aktivitet

Det er vigtigt, at du bevæger dig og gradvist genoptager dine hverdagsaktiviteter, men du bør undgå hård fysisk aktivitet som fx træning og tunge løft i en uges tid.

Undgå at cykle

Du skal undgå at sætte dig op på en cykelsadel den første uge efter operationen.

Tag smertestillende medicin, så længe du har ondt

Du skal tage smertestillende medicin, så længe du har ondt. Den smertestillende medicin er en del af behandlingen. Du skal følge de anvisninger, du fik, da du blev udskrevet fra hospitalet.

Fjern forbindingen

Du kan fjerne forbindingen efter et døgn. Hvis det ikke siver fra sårene, behøver du ikke sætte et nyt plaster på.

Vent med at bade

Du skal vente med at bade, til du har fjernet forbindingen. Derefter må du kun brusebade. Du skal forsigtigt duppe såret tørt med et rent håndklæde.

Undgå svømmehal, karbad og havbad, indtil såret er helet, da det øger risikoen for infektioner.

Det skal du være opmærksom på

Du kan få misfarvning af huden og kønsdelene

Det er normalt at få misfarvning af huden og kønsdelene, som ligner et blåt mærke. Det forsvinder som regel efter 4-6 uger.

Vær opmærksom på betændelse

Det er normalt at være øm og at pungen og at pungen hæver lidt op efter operationen. Du skal kontakte din egen læge eller Akuttelefonen 1813 udenfor din egen læges åbningstid, hvis du oplever ét eller flere af disse symptomer:

  • Forværring af rødme
  • Øget hævelse af pungen
  • Øget varme omkring pungen
  • Forværring af smerter
  • Gullig væske fra sårene
  • Feber over 38 grader, uden at der er anden grund til det.

Pres på pungen, hvis den hæver op

Hvis pungen pludselig hæver op, skal du kontakte dine egen læge eller akuttelefonen 1813. Samtidig skal du komprimere omkring pungen. Det kan du gøre ved at lægge et sammenrullet håndklæde, vædet med koldt vand, ind omkring pungen i de tætsiddende underbukser og holde omkring pungen med en pude.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden