Kort om behandlingen
Du skal opereres for dit brok med en åben operation, som foregår i fuld bedøvelse.
Ved et lyskebrok trænger bughinden, og ofte en del af tarmen, igennem en svaghed i bugvæggen. Det kan give ubehag og smerter, især ved hoste og fysisk arbejde. Brok forsvinder ikke af sig selv.
Vigtig forberedelse
Forbered din krop på operationen
Når du skal opereres, er det vigtigt, at du spiser sundt, bevæger dig mest muligt og undgår rygning og alkohol. På den måde styrker du dit immunforsvar og mindsker risikoen for komplikationer. De sidste 6 uger før en operation er vigtige, men også få dage uden især rygning har betydning.
Læs om, hvordan du bedst forbereder din krop på operationen på www.bornholmshospital.dk/patientguiden. Søg på ’Livsstil - vigtigt for dit behandlingsresultat’.
Køb medicin inden operationen
Du får brug for blandt andet smertestillende medicin efter operationen. Derfor anbefaler vi, at du på forhånd køber:
- Paracetamol
- Ibuprofen
- Magnesia.
Undlad at fjerne hår inden operationen
Du må ikke selv fjerne hår på operationsstedet fra 1 uge før, da det kan efterlade små rifter i huden, som øger risikoen for infektion.
Vi hjælper dig med at fjerne eventuelle hår umiddelbart inden din operation.
Kontakt os, hvis du bliver forkølet, får en infektion eller feber
Hvis du de sidste 2 dage inden operationen bliver forkølet, får en infektion i kroppen eller får feber, kan vi muligvis ikke operere. Du skal derfor kontakte os hurtigst muligt, så vi kan vurdere, om du skal have en ny tid.
Du skal ringe til os dagen før din operationen
Dagen før din operationen, skal du ringe til os mellem kl. 13 og 14 for at få dit præcise mødetidspunkt. Er din operationen om mandagen, skal du ringe til os torsdagen før mellem kl. 13 og 14. Ring til os på vores telefon 38 67 12 80.
Mød fastende
Du skal faste inden operationen. Det vil sige:
- 6 timer før din operationen skal du stoppe med at spise.
- 6 timer før skal du stoppe med at drikke mælkeprodukter og juice med frugtkød. Du må heller ikke drikke mælk i din kaffe eller te.
- 2 timer før skal du stoppe med at drikke alle former for kold og varm væske. Vi anbefaler, at du som det sidste 2 timer inden operationen drikker et stort glas saft. Sukkeret i saften modvirker kvalme og utilpashed.
Gå i bad hjemmefra
Du skal tage et bad, vaske dit hår og tage rent tøj på, før du møder på hospitalet på dagen for din operation. Vask hele kroppen og vær meget omhyggelig med at vaske og rense navlen fx med en vatpind. Du må ikke bruge creme efter badet.
Fjern makeup, neglelak og smykker
Du skal fjerne al makeup og neglelak inden din operation. Har du kunstige negle, skal du også fjerne dem hjemmefra. Vi har brug for at kunne se din huds og dine negles naturlige farver under operationen. Ur, smykker og piercinger skal du også tage af hjemmefra og lade blive hjemme.
Lad dine værdigenstande blive hjemme
Lad så vidt muligt smykker, kontanter og andre værdier blive hjemme. Du har selv ansvaret for de ting, du tager med. Hospitalet erstatter som udgangspunkt ikke tabte eller stjålne ting.
Tag løstsiddende tøj på
Det er en god idé at tage behageligt tøj på, der sidder løst på kroppen.
På hospitalet
Du får udleveret hospitalstøj
Vi udleverer hospitalstøj, som du skal have på ved operationen.
Operationen
I lysken laver vi et snit i bugvæggen, så vi kan lokalisere brokket. Bag bugvæggen indsætter vi et kunstoftnet, som hæftes fast på indersiden af bugvæggen. Nettet bliver siddende for altid, og vil forhindre, at tarmen trænger gennem svagheden.
Efter operationen
Udskrivelse
De fleste kommer hjem samme dag, efter en kort observationsperiode.
Vent med at køre bil og cykle
Du skal regne med, at du tidligst kan begynde at køre bil og cykle igen 1 døgn efter operationen, og når du føler, at det er forsvarligt.
Hjemme igen
Undgå forstoppelse
For at modvirke forstoppelse skal du drikke rigeligt. Afføringsmidler i form af HUSK, Magnesia, Laktulose eller Movicol kan modvirke forstoppelse. De fås i håndkøb på apoteket.
Tag smertestillende medicin, så længe du har ondt
Du skal tage smertestillende medicin, så længe du har ondt. Den smertestillende medicin er en del af behandlingen. Du skal følge de anvisninger, du fik, da du blev udskrevet fra hospitalet.
Fjern forbindingen eller plasteret efter 3-4 dage
Du må fjerne forbindingen eller plasteret 3-4 dage efter operationen. Du skal dog skifte forbindingen eller plasteret før, hvis det bliver vådt af blod eller væske.
Vent med at bade
Du skal vente med at bade, til du har fjernet forbindingen eller plasteret. Derefter må du kun brusebade. Du skal forsigtigt duppe såret tørt med et rent håndklæde. Sæt et nyt plaster på efter badet.
Undgå svømmehal, karbad og havbad, indtil du har fået fjernet tråde, eller de er opløst, da det øger risikoen for infektioner.
Få fjernet tråde
Du skal have fjernet tråde hos din egen læge 10-14 dage efter operationen. Husk selv at bestille tid.
Fysisk aktivitet
Det er muligt at genoptage almindelig aktivitet og arbejde inden for 1-2 dage. Hård fysisk træning og tunge løft frarådes de første 2 uger efter operationen.
Det skal du være opmærksom på
Du kan få misfarvning af huden og kønsdelene
Det er normalt at få misfarvning af huden og kønsdelene, som ligner et blåt mærke. Det forsvinder som regel efter 4-6 uger.
Vær opmærksom på din vandladning
Hvis du efter operationen ikke har kontrol med din vandladning eller hvis du har svært ved at komme af med vandet, skal du kontakte din egen læge eller Akuttelefonen 1813 udenfor din egen læges åbningstid.
Vær opmærksom på infektion
Det er normalt at være hævet og øm omkring sårene. Du skal dog være opmærksom på, at der kan gå infektion i sårene. Hvis det sker, skal det behandles. Du skal kontakte din egen læge eller Akuttelefonen 1813 uden for din egen læges åbningstid, hvis du oplever et eller flere af disse symptomer:
- Forværring af ømhed eller sviende fornemmelse.
- Øget hævelse og rødme
- Øget varme under forbindingen.
- Feber over 38 grader, uden at der er en anden grund til det.
Ring 112, hvis du får voldsomme mavesmerter
I sjældne tilfælde kan du få voldsomme mavesmerter. Hvis det sker, skal du ringe 112.