Denne information er til dig, der har en simpel fistel, der kan gennemskæres, fordi den involverer så lidt af lukkemusklen, at der kun er en lille risiko for utæthed for luft og tynd afføring.
På hospitalet
Du bliver bedøvet
Operationen foregår under fuld bedøvelse. Narkoselægen vil fortælle dig nærmere om bedøvelsen.
Operationen
Kirurgen fører en metalsonde ind i fistlen og skærer fistlen igennem, så fisteltunnellen bliver omdannet til et åbent sår, der skal hele fra bunden.
I nogle tilfælde (7%) kan den indre åbning ikke lokaliseres i første forsøg. Da må man i stedet forsøge igen ved en ny operation.
For at gøre såret så lille som muligt syer man nogle gange huden ned til bunden af fistlen, efter den er gennemskåret. Trådene skal ikke fjernes, men forsvinder af sig selv efter nogle uger.
Kvalme
Nogle oplever at have kvalme og opkastning efter operationen. Hvis du selv oplever det, vil du få tilbudt kvalmestillende medicin.
Efter operationen
Du bliver udskrevet samme dags som operationen. Hvis alt er gået som forventet, bliver du udskrevet af sygeplejersken, som vil gennmgå operationen og efterforløbet med dig.
Hjemme igen
Smerter
Det er normalt at være øm og at have smerter i og omkring sårene efter operationen. Du skal tage 1g paracetamol (Pinex®/Pamol®/ Panodil®) kl.__________
Herefter anbefaler vi, at du fortsætter med nedenstående medicin på følgende faste tider i 3 dage efter operationen:
| Tidspunkt: | Kl. 08 | Kl. 12 | Kl. 15 | Kl. 17 | Kl. 22 |
| Tablet paracetamol á 500 mg, 2 tabletter | ☐ | ☐ | | ☐ | ☐ |
| Tablet ibuprofen á 400 mg, 1 tablet | ☐ | | ☐ | | ☐ |
Desuden kan der efter behov suppleres med Morfin á 10 mg - 1 tablet efter anvisning. Efter 3 dage er det som regel nok med håndkøbsmedicinen.
Vi forventer, at du før operationen har købt paracetamol (Pinex®/Pamol®/Panodil®) og ibuprofen (Burana®/Ipren®/Ibumetin®).
Det er meget vigtigt, at du tager den anbefalede medicin.
Kost
Der er ingen regler for, hvad du må eller ikke må spise efter operationen - du må spise og drikke, hvad du har lyst til.
Tarmfunktion
Du skal sørge for at have lind og helst daglig afføring. Du skal drikke 2 liter væske dagligt og evt. tage tablet Magnesia 1000 mg (2 tabletter) 1 gang dagligt. Magnesia modvirker forstoppelse og kan købes på apoteket i håndkøb.
Fysisk aktivitet
Der er ingen særlige restriktioner for din fysiske aktivitet. Afhængig af hvor stort såret er, vil du formentlig ikke kunne cykle den første uge eller to efter operationen.
Hygiejne og badning
Vi anbefaler, at du bruser området med lunkent vand morgen, aften og efter afføring med en håndbruser. Undgå sæbe i såret. Indtil såret er helet, kan det sive med lidt blod og sårvæske. Brug evt. bomuldstrusser eller et trusseindlæg for sårvæsken.
Du må bade i havvand efter 14 dage, men du skal holde dig fra pool og svømmehal, indtil fistlen er helet.
Det skal du være opmærksom på
Bilkørsel
Du må ikke føre bil, cykle eller betjene maskiner/ værktøj de første 24 timer efter operationen. Dette skyldes, at medicinen fra bedøvelsen først er ude af kroppen på det tidspunkt, og at din evne til hurtig reaktion vil være nedsat.
Sygemelding
Du kan forvente at skulle være sygemeldt fra et par dage op til 1 uge. Hvis det ydre sår er stort, kan det være et problem at sidde på en stol i længere tid. Du kan derfor få udleveret en skumgummipude.