Gå til hovedindhold

Lungefunktionen - udvidet undersøgelse (Easy One Pro)

Ved en udvidet spirometri undersøges lungefunktionen, bl.a. hvor meget luft der kan være i lungerne, og hvor hurtigt de tømmes igen.

Kort om undersøgelsen

Når du skal have undersøgt, hvor godt dine lunger fungerer, måler vi hvor meget luft, der kan være i dine lunger, og hvor hurtigt du kan tømme lungerne for luft. Vi undersøger også, hvor godt ilten fra lungerne kommer over i blodet.

Du skal forvente at være på hospitalet i 45-60 minutter i forbindelse med undersøgelsen. Der kan dog opstå ventetid, som kan forlænge dit ophold.

Vigtig forberedelse

Kontakt os inden undersøgelsen

I enkelte tilfælde kan vi ikke gennemføre undersøgelsen. Derfor skal du kontakte os på forhånd, hvis du:

  • er behandlet for en infektion i luftvejene inden for de seneste 4 uger
  • har en hjertesygdom, som ikke er stabil
  • har en udposning af blodkar (aneurisme)
  • er opereret i øjnene inden for den seneste uge

Undgå disse former for medicin

Nogle slags medicin kan påvirke resultatet af undersøgelsen. Derfor skal du 6 timer op til undersøgelsen undgå korttidsvirkende luftvejsudvidende medicin, fx Ventoline, Bricanyl, Buventol og Airomir.

Undgå fysisk anstrengelse

Du må ikke anstrenge dig fysisk på dagen for undersøgelsen, da det kan gå ud over resultatet.

Undgå rygning

Du må ikke ryge 6 timer inden undersøgelsen.

Du må spise et let måltid

Du må gerne spise et let måltid 1 time før undersøgelsen, fx en skive brød eller lidt yoghurt.

Medbring din inhalationsmedicin

Tager du inhalationsmedicin, skal du tage den med, da den indgår i undersøgelsen.

På hospitalet

Undersøgelsen

Til undersøgelsen skal du sidde ned. Du trækker vejret gennem et mundstykke, som er forbundet med et måleapparat. Du skal trække vejret på flere forskellige måder gennem måleapparatet. Vi vejleder dig undervejs.

Svar på undersøgelsen

Hvis du ikke får svar med det samme, får du svar på undersøgelsen ved din næste aftale.

Få mere viden

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden