Gå til hovedindhold

Igangsættelse af fødslen

25 % af alle gravide i Danmark får sat fødslen i gang. Den mest almindelige årsag er, at graviditeten er gået længere over terminsdato, end det anbefales.

Kort om igangsættelse af fødslen

25 % af alle gravide i Danmark får sat fødslen i gang. Der kan være forskellige årsager til, at vi vil anbefale dig at få sat fødslen i gang. Den mest almindelige årsag er, at man er gået længere over sin terminsdato, end vi anbefaler. Andre årsager kan være svangerskabsforgiftning, graviditetsdiabetes, leverpåvirkning, forhøjet blodtryk, tvillingegraviditet eller mistanke om, at barnet ikke vokser, som det skal.

Der findes forskellige metoder til at sætte en fødsel i gang, og ofte kombineres flere metoder. Metoden afhænger af, hvor parat din krop er til at føde. Det kan tage fra få timer til flere dage at få fødslen til at gå i gang. Jo kortere og blødere din livmoderhals er, jo mindre skal der som regel til for at sætte fødslen i gang.

Du har tid til igangsættelse på Graviditet, Jordemoder og Fødsler den __/__- 20__ kl. __:__ Kontakt os, hvis du inden din aftale får veer, eller hvis fostervandet går.

Vi undersøger dig inden igangsættelsen

Inden fødslen sættes i gang, mærker en jordemoder med fingrene, hvor lang og åben din livmoderhals er. På den måde kan hun vurdere, hvordan igangsættelsen bedst kan foregå.

Du bliver også ultralydsskannet for at sikre, at dit barn stadig ligger med hovedet nedad, og vi måler barnets hjerterytme med CTG-registrering.

Hindeløsning

Hvis din livmoderhals allerede er afkortet, kan jordemoderen med fingrene løsne det nederste af fosterhinderne fra livmodervæggen. Det kan i nogle tilfælde sætte veerne i gang.
Nogle kvinder synes, det er ubehageligt at få løsnet hinder, og det kan bløde lidt og give flere plukkeveer.

Metoder til igangsættelse

Modning af livmoderhalsen med medicin

Hvis din livmoderhals stadig er fast og lukket, kan vi modne den med medicinen misoprostol (Angusta). Medicinen blødgør livmoderhalsen ved at give dig sammentrækninger i livmoderen.
Du får medicinen som piller hver 2. time. Jordemoderen vurderer, om du kan tage pillerne hjemme, eller om du bør blive på hospitalet under igangsættelsen. Vi instruerer dig grundigt i, hvordan og hvor ofte du skal tage pillerne. Du får et medicinskema, som du skal udfylde.
Virkningen af pillerne er forskellig fra gravid til gravid. Nogle kvinder får hurtigt begyndende veer, mens det for andre tager længere tid.
Hvis du ikke får veer inden for det første døgn, kan vi fortsætte behandlingen med nye piller næste dag eller skifte til en anden metode.

Der kan være bivirkninger ved medicinen, fx diarré, kvalme, opkastning, blødning eller feber. Der er en lille risiko for, at medicinen virker for kraftigt, så du får for mange veer. Det kan behandles med ve-hæmmende medicin.

Ballonkateter

Hvis du ikke har haft effekt af medicinsk modning, anbefaler vi, at du får lagt et ballonkateter op i din livmoderhals. Et ballonkateter er en blød gummislange med en eller to balloner for enden. Vi fylder ballonerne med saltvand, så de trykker på livmodermunden. Kateteret modner og blødgør på den måde livmoderhalsen, så den bliver afkortet og begynder at åbne sig.

Ballonkateteret skal ligge i cirka 12 timer. Når kateteret fjernes, vil det som regel være muligt at prikke hul på fosterhinderne.

For nogle kvinder føles det ubehageligt at få lagt kateteret op, og nogle får menstruationslignende smerter eller plukkeveer. I enkelte tilfælde sætter det veerne i gang.

Kontakt Graviditet, Jordemoder og Fødsler, hvis kateteret falder ud.

Prikke hul på fosterhinderne

Når livmoderhalsen er afkortet, og livmodermunden er begyndt at åbne sig, kan jordemoderen prikke hul på fosterhinderne. Det kan føles ubehageligt for dig, men barnet mærker det ikke.

Når vi har prikket hul på fosterhinderne, beder vi dig om at gå lidt rundt. Det kan hjælpe til, at der kommer veer. Hvis du ikke får veer i løbet af 1-4 timer, vil vi som regel give dig et drop med ve-stimulerende medicin.

Hvis barnets hoved ikke står fast i bækkenet, kan navlesnoren i meget sjældne tilfælde falde ned foran barnets hoved, når der prikkes hul på fosterhinderne. Hvis det sker, er det nødvendigt at lave et akut kejsersnit.

Ve-stimulerende medicin

Hvis dine veer udebliver, eller hvis de ikke er effektive, kan vi give dig medicin, der stimulerer veerne. Du får medicinen sammen med saltvand gennem et drop i en blodåre på din hånd eller arm. Droppet løber langsomt, og vi kan øge styrken gradvist efter behov og sikre passende pauser mellem veerne. Når veerne bliver kraftigere, vil din livmodermund åbne sig mere op. Det er forskelligt, hvor længe der går, før medicinen virker.

Der kan være bivirkninger ved medicinen, fx kvalme, opkastning, hovedpine og hjertebanken. Medicinen kan også give veer med meget korte pauser. Det kan vi regulere ved at skrue ned for droppet eller slukke det helt.

Vi registrerer barnets hjerterytme og undersøger dig undervejs

Vi overvåger barnets hjerterytme tæt gennem fødslen. Det gør vi blandt andet med CTG-registrering. Ved en CTG-registrering får du sat to bælter om maven med to målere. Den ene måler barnets hjerterytme, og den anden registrerer sammentrækningerne i din livmoder.
Når fødslen overvåges med CTG, er det ikke muligt at føde i vand, men du kan stadig bevæge dig lidt rundt.
Vi holder også løbende øje med, hvordan du har det, ved at måle dit blodtryk og din puls.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden