Gå til hovedindhold

Hjemme igen efter kikkertoperation i knæet (knæartroskopi)

Information om, hvad man skal være opmærksom på efter kikkertoperation i knæet.

Ubehag eller smerter

Du kan forvente flere smerter

Når du kommer hjem, er det almindeligt, at du får flere smerter. Det skyldes blandt andet, at bedøvelsen stopper med at virke, og at du er mere aktiv derhjemme. Sæt tempoet ned, når du kan mærke, at dine smerter forværres. Det er almindeligt, at du skal tage smertestillende efter operationen. Hvis du får smerter, som ikke kan dækkes med den smertestillende medicin, du har fået med hjem, skal du kontakte din egen læge eller Akuttelefonen 1813.
Du skal gradvist tage mindre smertestillende medicin. Følg den plan, du har fået udleveret.

Brug is ved smerter og hævelse

Du kan lindre smerter og hævelse i knæet med is. Tag fx en pose isterninger eller frosne grøntsager, og læg et viskestykke omkring. Læg det på knæet i 15-20 minutter ad gangen op til 5 gange om dagen.

Vær opmærksom på betændelse

Det er normalt at være hævet og øm omkring såret. Du skal dog være opmærksom på, at der kan gå betændelse i såret. Det er sjældent, at det sker, men hvis det sker, skal det behandles. Du skal kontakte din egen læge eller Akuttelefonen 1813 uden for din læges åbningstid, hvis du oplever et eller flere af disse symptomer:

  • Pludselige og kraftige smerter.
  • Øget rødme.
  • Øget hævelse
  • Øget varme omkring såret.
  • Gullig væske fra såret.
  • Såret åbner sig.
  • Feber over 38 grader. 

Vær opmærksom på tegn på blodprop i benet

Hvis underbenet hæver, bliver spændt eller begynder at gøre mere og mere ondt, kan det være tegn på en blodprop. Kontakt os, hvis det sker. Se også i symptomguiden, hvordan du bør reagere på forskellige symptomer.

Medicinen kan give forstoppelse

Noget smertestillende medicin kan give forstoppelse. Du kan hjælpe maven i gang ved at drikke vand og spise mad med mange fibre. Du kan også få medicin, som virker mod forstoppelse. Du kan købe medicinen i håndkøb på apoteket.

Du kan få kvalme

Noget smertestillende medicin kan give kvalme. Du kan få medicin mod kvalmen.

Du kan have blå mærker

Du kan få blå mærker omkring operationssåret og andre steder på benet. Det er helt normalt og forsvinder ofte efter 2-6 uger.

Pleje og hygiejne

Vent med at gå i bad

Du må ikke gå i bad de første 24 timer efter operationen. Derefter må du tage brusebad med plasteret på, da plasteret er vandafvisende. Du skal vente med karbad, svømmehal og badning i havet, indtil såret er helet, og der ikke er sårskorper tilbage. Tag et nyt plaster på, når du har været i bad.

Hold plasteret rent og tørt

Du skal beholde plasteret på de første 48 timer efter operationen. Du skal holde plasteret rent og tørt. Risikoen for betændelse øges, hvis plasteret har løsnet sig, og det bliver vådt indvendigt. Hvis plasteret bliver utæt, og der siver væske eller blod fra såret igennem plasteret, eller det bliver vådt på en anden måde, skal du skifte det. Vask altid hænderne grundigt med vand og sæbe før og efter, du skifter plasteret. Når såret er tørt, kan du tage plasteret af.

Plej og beskyt arret

Når såret er helet, og du får et ar, skal du beskytte det mod direkte sol og solarium. Vi anbefaler, at du dækker arret med tøj de første 12 måneder efter operationen og derefter er omhyggelig med at bruge solcreme med høj faktor.
Du kan desuden bruge fugtighedscreme til at gøre huden omkring arret mere smidig.

Hjælp din krop med at komme sig

Efter din operation har bevægelse, kost, rygning og alkohol stor betydning for, hvor hurtigt du får kræfterne tilbage. Læs om, hvordan du kommer dig bedst muligt på www.bornholmshospital/patientguiden. Søg på ’livsstil’.

Bevægelse og hvile

Skift mellem at bevæge og hvile knæet

De første 2-3 dage efter operationen skal du skifte mellem at bevæge dit knæ let og hvile det. Bevæg gerne knæet hver time ved at bøje og strække det så meget som muligt, eller gå lidt omkring. Vip ofte med foden, både når du sidder og ligger. Efter 2-3 dage skal du gradvist genoptage dine hverdagsaktiviteter.

I sjældne tilfælde vurderer vi, at du slet ikke må bevæge dit knæ de første dage efter operationen. Vi taler med dig om, hvad der gælder for dig.

Praktiske forhold

Vigtige forholdsregler de første 24 timer

Når du har været i fuld bedøvelse, skal du følge nogle forholdsregler de første 24 timer. Vær opmærksom på, at du:

  • helst skal følges hjem af en pårørende
  • ikke må køre bil eller andre køretøjer
  • ikke bør drikke alkohol.

Hvis der ikke er nogen, der kan være hos dig, anbefaler vi, at du har en, du kan ringe til, hvis du har brug for hjælp.

Vent med at køre bil og cykle

Du skal regne med, at du kan begynde at køre bil og cykle igen, når du kan bruge benet normalt, og det er forsvarligt, at du færdes i trafikken. Det vil sige, når du kan flytte fødderne mellem bilens pedaler på forsvarlig vis. Der går som regel 2-3 uger. Du må ikke køre bil eller cykle, hvis du tager stærk smertestillende medicin.

Få fjernet klips eller tråd

Du skal have fjernet klipsene eller trådene, der holder såret sammen, 14 dage efter operationen. Det sker hos din egen læge. Du skal selv bestille tid hos din læge.

Sygemelding

Du kan starte på arbejde igen når du føler dig parat til det efter operationen, afhængigt af dit arbejde. Får du brug for en sygemelding i en længere periode, kan du få den hos din egen læge.

Kontakt dit forsikringsselskab, hvis du skal ud at rejse

Hvis du skal ud at rejse i løbet af de første 3 måneder efter operationen, anbefaler vi, at du i god tid kontakter dit forsikringsselskab. Både forsikringsselskaber og flyselskaber kan have særlige retningslinjer, som du skal følge.

Værd at vide

Vi giver din læge besked

Vi sender information om dit forløb til din praktiserende læge. Hvis du ikke ønsker, at din læge skal modtage besked fra hospitalet, skal du sige det til os.

Fortæl om din oplevelse

Vi vil gerne høre fra dig med både ris og ros. Hvis du overvejer at klage, kan du kontakte hospitalets patientvejledere, som er uvildige rådgivere. Læs mere om dine rettigheder som patient på www.regionh.dk/patientrettigheder.

Få mere viden

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden