Kort om operationen
Du skal have fjernet en blæresten fra din urinblære. Operationen foregår i fuld bedøvelse. Ved operationen fører vi et kikkertinstrument op gennem urinrøret og fjerner eller knuser blærestenen.
Selve operationen tager cirka 30 min og du kommer hjem samme dag.
Hold pause med blodfortyndende medicin
Hvis du tager blodfortyndende medicin, skal du holde pause med den op til operationen, som vi har aftalt med dig i ambulatoriet. Kontakt Ambulatorie 2, hvis du har spørgsmål.
Køb smertestillende medicin på forhånd
Vi anbefaler, at du køber smertestillende medicin inden operationen, så du har det, når du kommer hjem. Det kan fx være paracetamol eller ibuprofen, som du kan få i håndkøb.
Aftal at blive hentet af en pårørende
Allerede inden operationen skal du lave en aftale med en pårørende, der kan følge dig hjem. Du må ikke selv køre bil eller cykle efter operationen. Du skal forvente at komme hjem samme dag, som du bliver opereret.
Kontakt os, hvis du bliver forkølet, får en infektion eller feber
Hvis du de sidste 2 dage inden operationen bliver forkølet, får en infektion i kroppen eller får feber, kan vi muligvis ikke operere. Du skal derfor kontakte os hurtigst muligt, så vi kan vurdere, om du skal have en ny tid.
Mød fastende
Du skal faste inden operationen. Det vil sige:
- 6 timer før din operationen skal du stoppe med at spise.
- 6 timer før skal du stoppe med at drikke mælkeprodukter og juice med frugtkød. Du må heller ikke drikke mælk i din kaffe eller te.
- 2 timer før skal du stoppe med at drikke alle former for kold og varm væske. Vi anbefaler, at du som det sidste 2 timer inden operationen drikker et stort glas saft. Sukkeret i saften modvirker kvalme og utilpashed.
Du skal ringe til os dagen før din operation
Dagen før din operation, skal du ringe til os mellem kl. 13 og 14 for at få dit præcise mødetidspunkt. Er din operation om mandagen, skal du ringe til os torsdagen før mellem kl. 13 og 14. Ring til os på vores telefon 38 67 12 80.
Gå i bad hjemmefra
Du skal tage et bad, vaske dit hår og tage rent tøj på, før du møder på hospitalet på dagen for operationen. Du må ikke bruge creme efter badet, da det øger risikoen for infektioner.
Lav en urinprøve
Når du ankommer til dagafsnittet, skal du lave en urinprøve, inden du skal ind til din operation.
Du får udleveret hospitalstøj
Vi udleverer hospitalstøj, som du skal have på ved operationen.
Du får lagt et drop
Vi lægger et drop i din hånd eller underarm, så vi kan give dig medicin og væskeunder operationen
Operationen
Lægen fører et kikkertinstrument op gennem urinrøret til blæren. Blærestenen enten knuses med ultralyd eller fjernes med kikkerinstrumentet ud gennem urinrøret. I sjældne tilfælde kan det være nødvendig, at skære et lille hul i huden og blæren og fjerne stenen den vej.
Efter operationen
Udskrivelse
De fleste kommer hjem samme dag, efter en kort observationsperiode. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt, at du bliver indlagt på vores sengeafsnit.
Lægen fortæller dig om operationen
Efter operationen kommer lægen og fortæller dig, hvordan det er gået. Du får også udleveret en beskrivelse af operationen, hvor der står, hvis der er noget, du skal være særligt opmærksom på.
Du får fjernet kateter
Under bedøvelsen har du fået lagt et kateter i blæren, så din urin kan løbe ned i en pose. Vi fjerner som regel kateteret når urinen er klar. I nogle tilfælde bruger vi også blærekateteret til at skylle blæren igennem.
Vent med at køre bil
Du må ikke selv køre bil et døgn efter operationen.
Hold dig i gang
Det er normalt, at du er træt og har mindre overskud. Det er vigtigt, at du alligevel bevæger dig, så meget som din krop kan holde til, for at undgå blodpropper og svækkede muskler. Prøv så vidt muligt kun at ligge i sengen, når du sover eller hviler dig.
Tag smertestillende medicin, så længe du har ondt
Du skal tage smertestillende medicin, så længe du har ondt. For de fleste er det cirka et par dage. Hvis du har brug for ekstra behandling af dine smerter, skal du kontakte din egen læge.
Undgå hård fysisk aktivitet
Det er vigtigt, at du bevæger dig og gradvist genoptager dine hverdagsaktiviteter, men du bør undgå hård fysisk aktivitet som fx træning og tunge løft i en uges tid.
Drik rigeligt med væske
Vi anbefaler, at du drikker 2-3 væske om dagen. Hvis din urin bliver grumset, uklar eller lugter grimt, kan du drikke cirka 1 liter ekstra. Det kan være en god idé, at drikke tranebærsaft, da det virker forebyggende på urinvejsinfektioner.
Det skal du være opmærksom på
Kontakt din egen læge eller Akuttelefonen 1813 ved disse symptomer
Du skal kontakte din egen læge eller Akuttelefonen 1813 uden for din egen læges åbningstid hvis du oplever ét eller flere af disse symptomer:
- Problemer med at lade vandet
- Blod i urinen, som tiltager i styrke
- feber over 38 grader
Ring 112, hvis du får voldsomme mavesmerter
I sjældne tilfælde kan du få voldsomme mavesmerter. Hvis det sker, skal du ringe 112.