Kort om Behandlingen
Gonoré er en kønssygdom, som skyldes en infektion med gonokok-bakterier. Gonokok-bakterierne kan give betændelse i urinrør, livmoderhals, endetarm og svælg. Symptomerne hos mænd kan være gult udflåd fra urinrøret eller svie ved vandladning. Har du haft analsex, kan du få smerter og udflåd fra endetarmen.
Behandlingen består af en enkelt indsprøjtning med antibiotika
Årsager til gonoré
Gonokokbakterien bliver overført ved ubeskyttet samleje eller oralsex. Gonoré kan også smitte ved dybe, sensuelle kys.
Vigtig forberedelse
Fortæl os, hvis du er overfølsom overfor penicillin
Fortæl os til konsultationen, hvis du ikke kan tåle penicillin. Hvis du er overfølsom overfor penicillin, kan du blive du behandlet med en anden type antibiotika.
På hospitalet
Du får antibiotika
Du får en indsprøjtning i skulderen med antibiotika. Behandlingen virker i løbet af få dage.
Du skal blive i ambulatoriet til observation
Da der i sjældne tilfælde kan opstå en allergisk reaktion, skal du blive i ambulatoriet til observation i cirka 20 minutter.
Behandlingen tager i alt cirka ½ time.
Det skal du være opmærksom på
Du kan få diarré
I få tilfælde kan du opleve at få trykken for maven og diarré.
Vær opmærksom på hævede testikler
I sjældne tilfælde kan infektionen sprede sig til bi-testiklerne, som vil føles hævede og være ømme. Du skal kontakte din egen læge, hvis du oplever ømme og hævede testikler.
Hjemme igen
Undgå sex
Du skal undgå seksuel kontakt den første uge efter behandlingen. Herefter skal du bruge kondom indtil du har fået svar på din kontrolpodning cirka 3 uger efter behandlingen.
Du skal informere dine partnere
Gonoré er meget smitsomt. Derfor er det vigtigt, at du informerer de partnere, du har haft seksuel kontakt med indenfor de sidste 4 uger. Hvis du har fået påvist gonoré uden at have haft symptomer skal du kontakte de partnere, du har haft de seneste 3 måneder. Dine partnere bør blive testet for gonoré, selv hvis de er symptomfrie
Du kan hos din egen læge få mere information om, hvordan du kontakter dine partnere.
Du skal til kontrol hos din egen læge
Efter 3 uger skal du til kontrol hos din egen læge, hvor du får lavet en podning igen. Podningen er nødvendig for at kontrollere om infektionen med Gonoré er helt væk.
Du skal selv bestille tid til undersøgelsen.
Få mere viden
Du kan få mere viden om Gonoré på patienthåndbogen.dk. Søg på ’gonorré’.m