Gå til hovedindhold

Amputation af ben - hjemme igen

Information om hvad man skal være opmærksom på, når man er hjemme igen efter en amputation af ben.

Ubehag eller smerter

Kontakt os, hvis du får problemer med såret

Det er normalt at være hævet og have ondt omkring såret. Hvis du får betændelse i såret, skal det behandles. Du skal derfor kontakte os, hvis du oplever et eller flere af disse symptomer:

  • Øget rødme.
  • Tiltagende hævelse.
  • Tiltagende ømhed.
  • Tiltagende varme omkring såret.
  • Øget væske fra såret.
  • Såret åbner sig.
  • Feber over 38 grader.
  • Ændrede eller tiltagende smerter i stumpen, når du hviler eller bevæger dig.

Du bør også altid kontakte os, hvis du er i tvivl om, at såret heler, som det skal.

Tag smertestillende medicin, så længe du har ondt

Du skal tage smertestillende medicin, så længe du har ondt. Den smertestillende medicin er en del af behandlingen. Du skal følge de anvisninger, du fik, da du blev udskrevet fra hospitalet.

Bevægelse og hvile

Du bliver tilbudt genoptræning

Kommunen kontakter dig om, hvornår din genoptræning starter. Indtil du starter i genoptræning, skal du fortsat lave de øvelser, som fysioterapeuten har instrueret dig i.

Pleje og hygiejne

Brug fugtighedscreme, hvis din hud er tør

Når trådene er fjernet, anbefaler vi, at du smører stumpen med en uparfumeret fugtighedscreme om aftenen, hvis din hud føles tør. Vask altid stumpen, inden du tager creme på. Brug kun cremen om aftenen, så den når at trænge ind i huden, inden du skal have silikonelineren på næste morgen.

Sådan vasker du støttestrømpen

Da støttestrømpen sidder direkte på huden, skal den vaskes ligesom almindeligt tøj. Sådan vasker du den:

  • Gør støttestrømpen våd med lunkent vand fra vandhanen og vask den med flydende, uparfumeret håndsæbe.
  • Skyl grundigt med lunkent vand fra vandhanen, indtil sæben er væk.
  • Klem forsigtigt vandet ud af støttestrømpen uden at vride den. Brug eventuelt et håndklæde.
  • Placér støttestrømpen fladt på et håndklæde, og lad den tørre.

Spis kost med protein og vitaminer

Vi anbefaler, at du spiser kost, som indeholder mange proteiner, da det fremmer heling af dit sår. Der er fx mange proteiner i kød, mælk og bønner. Nogle af dine måltider kan suppleres med proteindrikke.

Hjælp din krop med at komme sig

Når du er blevet opereret, har bevægelse, kost, rygning og alkohol stor betydning for, hvor hurtigt du får kræfterne tilbage, og hvor godt dit sår heler. Læs om, hvordan du kommer dig bedst muligt efter operationen på www.bornholmshospital.dk/patientguiden. Søg på 'Livsstil'.

Praktiske forhold

Sygemelding

Det er individuelt, hvor længe man har behov for at være sygemeldt efter en amputation. Det kommer an på dit arbejde, og om tiden efter amputationen er kompliceret og kræver yderligere behandling. Du kan få en sygemelding hos din egen læge.

Få fjernet tråde

Du skal have fjernet tråde hos din egen læge eller ved hjemmesygeplejersken 3 uger efter operationen.

Kom til kontrol

Hvis du har et ukompliceret forløb efter amputationen, skal du til kontrol hos din egen læge. Du skal selv kontakte din egen læge for at få en tid.

Hvis du har et kompliceret forløb, der fortsat kræver behandling efter amputationen, skal du komme til kontrol hos os. Hvis vi ikke har aftalt en tid med dig på hospitalet, indkalder vi dig med digital eller fysisk post.

Det kan være en god idé at skrive dine spørgsmål ned hjemmefra, så du husker at stille dem. Du er meget velkommen til at tage en pårørende med.

Hvis du oplever forværring, skal du kontakte din egen læge eller Akuttelefonen 1813.

Muligheden for en protese

Under din genoptræning vurderes det, om det er muligt at give dig en protese, hvis du ønsker det. Tilpasningen af en protese tager tid og kræver tålmodighed og psykisk overskud. Samtidig kræver protesen en god fysik og vedholdende træning. Protesen kan først tilpasses, når benet ikke længere er hævet.

Aflevér hjælpemidler efter brug

Når du ikke længere har brug for de midlertidige hjælpemidler, som du har lånt, skal du returnere dem til hospitalet.

Værd at vide

Vi giver din læge besked

Vi sender information om dit forløb på hospitalet til din praktiserende læge. Hvis du ikke ønsker, at din læge skal modtage besked fra hospitalet, skal du sige det til os.

Fortæl om din oplevelse

Vi vil gerne høre fra dig med både ris og ros. Hvis du overvejer at klage, kan du kontakte hospitalets patientvejledere, som er uvildige rådgivere. Læs mere om dine rettigheder som patient på www.regionh.dk/patientrettigheder.

Få mere viden

Amputationsforeningen og Amputationskredsen tilbyder fællesskab, råd og støtte til patienter og pårørende. Du finder foreningen på www.amputationsforeningen.dk. Du finder kredsen på www.danskhandicapforbund.dk.

På Helbredsprofilen kan du se forskellige film om tiden efter en amputation: www.helbredsprofilen.dk. Søg på 'amputation'. Du kan også se filmene ved at holde din smartphones kamera op foran QR-koden:

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden