Undersøgelse for sukkersyge

Sukkerbelastningstest, glukosebelastningstest. (Oral Glukose Tolerance Test, OGTT) er en prøve, som anvendes for at undersøge for sukkersyge hos både gravide og ikke-gravide.

Kort om undersøgelsen.

En undersøgelse for sukkersyge (sukkerbelastningstest) udføres først og fremmest, når der er i tvivl om, hvorvidt du har diabetes mellitus (sukkersyge).

Efter indtagelse af en bestemt mængde glukose (druesukker), måler vi dit blodsukkerniveau. Det vil være unormalt forhøjet hvis, du har sukkersyge.

Vigtig forberedelse

Du skal være fastende, dvs. du må ikke indtage føde eller andre drikke end 1-2 glas vand fra kl. 22 aftenen før prøvetagningen.

Livsvigtig medicin tager du som sædvanlig, medmindre andet aftales med lægen.

Du må ikke ryge tobak eller tygge tyggegummi i de sidste 2 timer før prøvetagning.

Du må ikke motionere kraftigt lige op til undersøgelsen.

Medbring læsestof

Du skal holde dig i ro under undersøgelsen, som varer ca. 2 timer. Medbring derfor lidt læsestof, så ventetiden ikke virker for lang.

Sådan foregår undersøgelsen

Du får ved undersøgelsens start taget en blodprøve i armen.

Herefter skal du drikke 250 ml vand indeholdende glukose(druesukker) tilsat citron. Smagen er sødlig, men ikke ubehagelig. Det er vigtigt, at du drikker hele sukkeropløsningen i løbet af 5 minutter.

Der er ingen bivirkninger ved undersøgelsen, udover at sukkeropløsningen kan give lidt kvalme.

Efter 2 timer tager vi en ny blodprøve i armen.

Undersøgelsen varer cirka 2 timer. Derefter må du spise og drikke frit.

Svar på undersøgelsen

Du kan forvente at få svar på undersøgelsen i løbet af et par dage hos den henvisende læge

Redaktør