Gå til hovedindhold

Ultralydsskanninger i graviditeten

Alle gravide tilbydes en ultralydsskanning i graviditetsuge 11-14 og igen i uge 18-21.

Kort om skanningerne

Alle gravide bliver minimum tilbudt to ultralydsskanninger på hospitalet. Det er dig/jer, der bestemmer, om du/I vil tage imod tilbuddet.

Du bliver som regel skannet udvendigt på maven til begge skanninger, og det er uden risiko for dig og barnet.

Du skal forvente at være på hospitalet i cirka 1 time ved begge skanninger, men der kan opstå ventetid, som forlænger opholdet.

1. trimesterskanning

Den første skanning tilbydes i graviditetsuge 11-14 og kaldes for 1. trimesterskanning. Her undersøger vi:

  • om der er liv
  • om der er ét eller flere fostre
  • hvor langt du er henne.

Det er også ved denne skanning, at vi fastsætter datoen for forventet fødsel.

Hvis du/I ønsker at vide, om der er en øget sandsynlighed for en genetisk afvigelse hos fosteret, skanner vi også fosterets nakkefold. Her beregner vi sandsynligheden for en genetisk afvigelse ud fra din alder, skanningen og en blodprøve, du skal have taget inden du kommer til skanning. Det er din egen læge, der bestiller tid til blodprøven. En genetisk afvigelse kan betyde, at barnet fødes med mentale eller fysiske handicap og ikke udvikler sig normalt.

2. trimesterskanning

Anden skanning tilbydes i graviditetsuge 18-21 og kaldes 2. trimesterskanning eller gennemskanning. På det tidspunkt undersøger vi:

  • fosterets organer (nyrer, hjerte, lunger m.v.)
  • moderkagens placering i livmoderen
  • om fosteret vokser, som det skal.

Skanningen kan også vise, om fosteret har tegn på:

  • en genetisk afvigelse
  • misdannelser, fx hjertefejl.

Vigtig forberedelse

Få taget en blodprøve inden 1. trimesterskanningen

Hvis du/I ønsker at få undersøgt, om fosteret har en genetisk afvigelse, skal du have taget en blodprøve. Blodprøven skal være taget, inden du kommer til 1. trimesterskanning, så vi har resultatet ved undersøgelsen. Du kan tidligst få taget blodprøven fra 8 fulde graviditetsuger til og med graviditetsuge 13.

Tag én voksen ledsager med

Du er velkommen til at tage din partner eller én anden voksen ledsager med. Vi anbefaler, at du ikke tager børn med.

På hospitalet

Der kan være flere personer til stede

Der kan være flere sundhedsfaglige personer til stede, når du bliver skannet. Det kan være personer under uddannelse, og vi kan også have behov for at være flere til at vurdere skanningsbillederne.

Skanningerne

Ved både 1. og 2. trimesterskanningen ligger du på ryggen. Vi fører et ultralydshoved hen over huden, så vi kan se billeder af fosteret, moderkagen og fostervandet på en skærm. I nogle tilfælde vil det ikke være muligt at gøre undersøgelsen færdig på grund af måden, som fosteret ligger på. Vi beder dig så eventuelt om at komme igen senere på dagen eller en anden dag.
Nogle gange kan det være nødvendigt at skanne indvendigt gennem skeden.

Svar på skanningerne

Du/I får svar på begge skanninger med det samme.

Hvis du/I til 1. trimesterskanningen ønsker at få beregnet sandsynligheden for, at fosteret har en genetisk afvigelse, får du/I at vide, om der er lav eller øget sandsynlighed:

  • Lav sandsynlighed: 95 % af gravide har lav sandsynlighed for en genetisk afvigelse.
  • Øget sandsynlighed: Selvom der er øget sandsynlighed for en genetisk afvigelse, er det stadig mest sandsynligt, at fosteret har normale kromosomer. Sandsynligheden er øget, når den er 1 ud af 300 eller mere. En sandsynlighed på 1 ud af 300 betyder, at fosteret har normale kromosomer i 299 tilfælde og kun i 1 ud af 300 tilfælde vil have en genetisk afvigelse.

Yderligere undersøgelser

Hvis vi ved en af skanningerne finder øget sandsynlighed for en genetisk afvigelse, eller hvis en skanning giver formodning om en misdannelse, bliver du/I tilbudt flere undersøgelser. Det kan fx være en blodprøvetest, en moderkage- eller fostervandsprøve eller ekstra skanninger.

Der er ikke nogen garanti for, at barnet er raskt ved fødslen, selvom undersøgelserne er normale.

Undersøgelserne kan også vise, at fosteret måske fejler noget, uden at vi kan sige det med sikkerhed. Du/I kan derfor blive stillet overfor svære overvejelser og vanskelige valg. Det er dig/jer, der afgør, hvad der skal ske, hvis undersøgelserne tyder på, at noget er unormalt. Vi fortæller om, hvilke muligheder der er i den konkrete situation. Vi respekterer og støtter dit/jeres valg.

Du/I bliver tilbudt mere information og vejledning

Hvis undersøgelserne viser noget unormalt, bliver du/I tilbudt mere information og vejledning på hospitalet. Vi taler om, hvad det betyder at få et barn med den sygdom eller det handicap, som barnet vil blive født med. Du/I kan også få mere information om mulighederne efter fødslen.

Du/I kan tale med en socialrådgiver i kommunen om, hvilken hjælp og støtte du/I kan få, når barnet er født.

Vi kan sætte dig/jer i kontakt med andre forældre med børn, der har samme sygdom eller handicap, eller relevante organisationer, der kan tilbyde yderligere information.

Få mere viden

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden