Udrensning af tarmen med udrensningsmiddel før kikkertundersøgelse (movi_3dage)

Dette er en vejledning i hvordan du foretager en udrensning af tarmen før kikkertundersøgelse af tarmen (koloskopi)

Udrensning af tarmen

Du skal have foretaget en kikkertundersøgelse af tarmen. For at opnå det bedst mulige resultat er det vigtigt, at tarmen er helt ren. Det er en god idé at drikke så meget væske som muligt i ugen op til undersøgelsen.

Din forberedelse til undersøgelsen

Du skal hente udrensningsmidlet på Apoteket. Det gør du ved at vise dit indkaldelsesbrev til personalet. Apoteket vil herefter udlevere det gratis udrensningsmiddel til dig.

7 dage før undersøgelsen

  • Du må ikke spise jerntabletter.

3 dage før undersøgelsen

  • Du må ikke spise fiskeolie og jerntabletter, herunder naturmedicin/kosttilskud med højt indhold af jern. Hold pause med det, indtil undersøgelsen er ovre.
  • Spis kun ”kernefri” kost.
  • Dvs. at du skal undlade frø/kerner i frugt, grønt og brød.
  • Du må ikke spise:
    • Brød, inkl. rugbrød, med frø og kerner, fx hørfrø, sesam, birkes, solsikkekerner, rugkerner og nødder.
    • Kiwi, jordbær, hindbær, figner, vindruer, citrusfrugt og tomater, hvor der er kerner.
  • Du må godt spise:
    • Brød, inkl. rugbrød, uden frø og kerner eller hvor disse er formalet til mel.
    • Kød, pålæg, pasta, ris og grønsager.

1 dag før undersøgelsen

Nu må du ikke drikke eller spise mælkeprodukter, herunder ost, smør og yoghurt. Du må gerne spise:

Morgenmad:

  • Kaffe eller te uden mælk, men gerne med sukker.
  • Hvidt brød fx flutes eller toast, gerne ristet. Evt. med honning eller frugtgelé.
  • Kogt eller pocheret æg.
  • Frugt - uden skræl, kernehus, kerner og hinder (i citrusfrugt).

Frokost (skal spises senest kl. 15.00):

  • Klar suppe eller bouillon - uden fyld.
  • Kogt eller dampet lyst kød, fx kalkun, svinekød, fedtfattig fisk og rejer samt kylling uden skind.
  • Kogte eller bagte kartofler uden skræl, hvide ris, nudler eller pasta.
  • Hvidt brød fx flutes eller toast, gerne ristet.

Aftensmad (mellem kl. 17.00 og 19.00):

Spis et let aftensmåltid. Aftensmaden skal være afsluttet kl. 19.00.

  • Klar suppe eller bouillon - uden fyld.
  • Kogt eller dampet lyst kød, fx kalkun, svinekød, fedtfattig fisk og rejer samt kylling uden skind.
  • Kogte eller bagte kartofler uden skræl, hvide ris, nudler eller pasta.
  • Hvidt brød fx flutes eller toast, gerne ristet.

Herefter må du kun indtage klare væsker; vand, alkoholfri væsker, saftevand, juice u./ frugtkød, sodavand, kaffe, te og bouillon.

Udrensning

Nu skal du bruge det udrensningsmiddel, som du har hentet på apoteket. Indholdet i den ene pose med udrensningsmiddel skal drikkes aftenen før undersøgelsen, den anden skal drikkes på undersøgelsesdagen.

Aftenen før undersøgelsen (kl. 19.00)

Kl. 19.00 aftenen før undersøgelsen, skal du tage den første blanding med udrensningsmiddel. Sådan gør du:

  • Tag en kande med 1 liter koldt vand, æblejuice eller saft.
  • Hæld pulveret fra den ene forseglede pose (brev A og brev B) i væsken.
  • Rør i blandingen i 2-3 minutter, herefter er blandingen færdig.
  • Drik blandingen inden for 1 time og drik desuden ½ liter væske.
  • Drik gerne så meget som muligt i de næste timer.

Medicinen begynder at virke 1-3 timer efter, du har taget den. Sørg for at være i nærheden af et toilet.

På undersøgelsesdagen (4 timer før)

4 timer før undersøgelsestidspunktet skal du tage den anden blanding med udrensningsmiddel. Du må fortsat ikke spise noget. Sådan gør du:

  • Tag en kande med 1 liter koldt vand, æblejuice eller saft.
  • Hæld pulveret fra den anden forseglede pose (brev A og brev B) i væsken.
  • Rør i blandingen i 2-3 minutter, herefter er blandingen færdig.
  • Drik blandingen inden for 1 time og drik desuden ½ liter væske.
  • Drik gerne så meget som muligt i de næste timer.

Obs. Fra 2 timer før undersøgelsen og frem til undersøgelsen er overstået, må du ikke indtage yderligere væske eller ryge/tygge tyggegummi.

Spørgsmål

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Sekretariatet for Tarmkræftscreening på
Telefon 38 67 17 17
Hverdage kl. 8.15 - 15.00, fredag kl. 8.15 – 12.00.
Du kan også sende en e-mail til TKS@regionh.dk 

Redaktør