Gå til hovedindhold

Tapning af væske fra bughulen (ascitesdrænage)

Formålet med at tappe væske ud er blandt andet at mindske spændinger i maven og ikke mindst lette vejrtrækningen

Kort om behandlingen

Du skal have tappet væske (ascites) fra bughulen. Det gør vi ved at føre en kanyle ind gennem maveskindet og tømme væsken ud gennem en slange.

Formålet er at mindske spændinger i maven og lette vejrtrækningen.

Du skal forvente, at være på hospitalet i ca. 10 timer, i nogle tilfælde kan det blive nødvendigt, at du bliver indlagt natten over, så tag lidt ekstra tøj med.

Vigtig forberedelse

Få taget blodprøver

Du skal have taget blodprøver 7 dage inden din aftale. Prøverne er bestilt, så du skal bare møde op i Prøvetagningen, Bornholms Hospital, opgang C. Der er ingen tidsbestilling.

På www.bornholmshospital.dk/afdelinger-og-afsnit/proevetagning-laboratorie/kontakt-proevetagning/ kan du se åbningtider i Prøvetagningen.

Medbring adspredelse

Det er en god idé at tage en bog, et blad eller anden underholdning med, som du kan få tiden til at gå med, da der kan være ventetid. Der er wifi på afdelingen.

På hospitalet

Du får lagt et drop

Vi lægger et drop i din arm, så vi kan give dig medicin under behandlingen.

Du bliver lokalbedøvet

Du er vågen, mens vi behandler dig dig, men huden er bedøvet i det område, hvor drænet skal ligge.

Behandlingen

Når bedøvelsen virker, lægger lægen et dræn ind i maven under vejledning af ultralyd, så væsken i bughulen kan løbe ud i en pose. Det gøres under vejledning af ultralyd. Ultralydshovedet, som vi sætter på din mave, danner et billede på en skærm, som guider lægen, når kanylen stikkes ind i bughulen.

Selve behandlingen tager 15-20 minutter, hvorefter du kommer tilbage til Akut sengeafsnit, hvor drænet skal blive siddende indtil der ikke kommer mere ud af drænet. Sideløbende med tapningen, vil du få protein (albumin) tilført i droppet.

Oftest kan du komme hjem samme aften, men det kan være nødvendigt at indlægge dig natten over på vores sengeafsnit.

Før du kan tage hjem, skal du have fjernet drænet og tilses af en læge.

Det skal du være opmærksom på

Såret kan sive med væske

Det kan sive lidt fra indstiksstedet, når drænet fjernes. Hvis det siver meget, kan der påsættes en pose.

Vær opmærksom på betændelse

Det er normalt at være hævet og øm omkring såret. Du skal dog være opmærksom på, at der kan gå betændelse i såret. Hvis det sker, skal det behandles. Du skal kontakte din egen læge eller Akuttelefonen 1813 uden for lægens åbningstid, hvis du oplever et eller flere af disse symptomer:

  • Forværring af ømhedsviende fornemmelse
  • Øget hævelse og rødme
  • Øget varme under plasteret.
  • Feber over 38 grader, uden at der er en anden grund til det.

Få mere viden

Du kan få mere viden om væske i bughulen på www.patienthåndbogen.dk. Søg på ’ Væske i bughulen’.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden