Tapning af blod [venesectio]

Tapning af blod - også kaldet venesectio - er en procedure, hvor man kontrolleret tapper blod fra en blodåre (vene).

Kort om behandlingen

Det kan være nødvendigt, at tappe en lille del af dit blod, hvis du fx. har for meget jern i dit blod (hæmokromatose), hvis du har for mange blodlegemer (polycytæmia vera) eller hvis du har en diagnose, som på en eller anden måde ændrer blodets tykkelse og sammensætning.

Under behandlingen tapper vi 500 ml. liter blod fra en blodåre i din arm.

Vigtig forberedelse

Du skal drikke og spise inden behandlingen

Du kan blive en smule utilpas af at få tappet dit blod. Derfor anbefaler vi, at du har spist og drukket godt, inden du møder op i ambulatoriet.

Sådan foregår behandlingen

Du kan sidde eller ligge ned

Du kan selv vælge, om du vil sidde i en stol eller om du vil ligge ned, mens du får tappet dit blod.

Du får en nål med en slange i armen

Vi sætter en nål i en vene i din albuebøjning, og blodet løber derfter gennem en slange og ned i en pose. Vi tapper i alt 500 ml. 

Det er forskelligt fra person til person, hvor lang tid det tager at tappe 500 ml. blod, men det tager oftest fra ½ til 1 time.

Du skal drikke umiddelbart efter behandlingen

Efter behandlingen får du tilbudt noget at drikke. Det gør du for at kompensere for væsketabet. Vi anbefaler, at du drikker mindst et par glas saft eller vand.

Du får mulighed for at hvile dig

Du har mulighed for at sidde eller ligge og hvile efter behandlingen, hvis du har brug for det.

Vi aftaler en ny tid med dig

Efter behandlingen aftaler vi evt. en ny tid til tapning eller evt. blodprøver med dig.

Det skal du være opmærksom på

Du kan blive svimmel og lidt utilpas under og efter tapningen. Det kan du forebygge ved at have spist og drukket godt. Desuden skal du drikke rigeligt efter behandlingen.

Få mere viden

Du kan få mere viden om sygdom og behandling på www.patienthåndbogen.dk

Redaktør