Sondemad til nyfødte

Sondemad er et supplement til amning. Barnet får et ekstra tilskud mad gennem sonden, mens I er i gang med at lære at amme.

Om sondemad til nyfødte

Vi har lagt en sonde på dit/jeres barn. En sonde er en plastikslange, der føres gennem barnets næse og svælg og ned i mavesækken. Gennem sonden får barnet et ekstra tilskud mad, mens I er i gang med at lære at amme. Når barnet får mad gennem sonden, kan barnet spare energi og i stedet fokusere på at lære at spise hele måltidet selv.
Sondemaden er et supplement til amning. Nogle kvinder malker mælk ud, som barnet kan få gennem sonden, og nogle supplerer med modermælkserstatning.

Du/I har mulighed for selv at lære at give barnet mad i sonden. Vi vejleder og viser dig/jer, hvordan du/I skal gøre, indtil du/I er trygge ved selv at give barnet mad.
Når barnet er klar til at spise hele måltidet selv, trappes det ud af sondemaden.

Årsager til at give sondemad

Der kan være forskellige årsager til, at barnet har brug for at få mad gennem sonde, fx hvis barnet:

  • er født for tidligt og ikke er parat til at spise hele måltidet selv
  • er født med lav fødselsvægt
  • har gulsot og er for træt til at spise selv
  • har lavt blodsukker
  • er påvirket efter en kompliceret fødsel
  • har tabt sig for meget.

Inden sondemåltidet

Gør mælken klar

Barnet skal have mad i sonden hver 2.-4. time. Vi beregner barnets behov for mælk ud fra barnets vægt. Hvis du vælger at give udmalket modermælk, skal udmalkningen ske lige efter barnets måltid, så mælken er klar til sonden ved næste måltid. Hvis mælken skal bruges til næste måltid, behøver den ikke komme på køl, men kan opbevares ved stuetemperatur. Vi udleverer mælken.

Modermælk skal opvarmes langsomt. Læg beholderen med mælk i en skål med varmt vand. Modermælk må ikke opvarmes i mikroovn.
Modermælkserstatning opvarmes langsomt på samme måde som modermælk.
Du kan sikre, at mælken har den rette temperatur ved at dryppe lidt mælk ud på håndleddet. Hvis du ikke kan mærke mælken, er temperaturen rigtig.

Kontrollér, at sonden ligger rigtigt udvendigt

Før hvert måltid skal du kontrollere, at sonden ligger rigtigt. Du skal vaske og spritte hænder, før du rører ved sonden.
Sonden har et tal på slangen, der angiver længden på slangen. Vi fortæller dig hvilket tal, der passer til dit barn. Sonden ligger rigtigt, når tallet kan aflæses ved næseboret.

Illustration af en baby med en sonde

Hvis plasteret eller sonden har løsnet sig lidt fra næseboret, kan du forsigtigt skubbe sonden lidt på plads eller sætte plasteret fast igen.
Kontakt os, hvis sonden er ved at falde ud, så vi eventuelt kan lægge en ny.

Kontrollér, at sonden ligger rigtigt i mavesækken

For at tjekke om slangens nederste ende ligger rigtigt i mavesækken, skal du bruge en engangssprøjte. Sprøjten bruges også til at give mad i sonden og skal smides ud efter brug.

  • Træk ½-1 ml luft i sprøjten, sæt engangssprøjten på sonden, og skub luften ind. På den måde sørger du for, at slangen ligger fri og ikke suger mod siderne i mavesækken.
  • Træk stemplet i sprøjten tilbage for at tjekke, at sonden ligger rigtigt i mavesækken.

Hvis du kan trække luft op, skal du blive ved med at trække, indtil du ikke kan mere, da det er godt at få luften ud af mavesækken.
Hvis du kan trække mælkerester op fra et tidligere måltid, ligger sonden rigtigt.
Kontakt os, så vi eventuelt kan tjekke, om sonden ligger rigtigt, hvis:

  • du kan trække mere end 20 ml luft op
  • du er i tvivl om, om sonden ligger rigtigt
  • mælkeresten ikke er gennemsigtig eller ikke har en mælkehvid farve
  • du kan blive ved med at trække uden at mærke modstand eller få mælk op.

Sondemåltidet

Sådan giver du barnet mad i sonden

Find et roligt sted at sidde eller ligge med barnet. Det kan være en god idé at ligge hud mod hud, mens barnet får sonde, da det blandt andet styrker tilknytningen mellem jer. Hvis du ammer, skal du gøre det først, og give sonde som afslutning på måltidet.
Hvis barnet ikke kan die, kan du komme lidt mælk i munden på barnet imens, da det fremmer dannelsen af spyt, som hjælper med fordøjelsen.

Når du har kontrolleret, at sonden ligger rigtigt, skal du tage sprøjten af sonden igen og tage stemplet ud af sprøjten.

  • Sæt sprøjten uden stemplet fast på sonden igen.
  • Hold sprøjten højere end barnets hoved, og hæld mælken ned i sprøjten.
  • Sæt stemplet på sprøjten, og tryk lidt ned for at få mælken til at løbe ved hjælp af tyngdekraften.
  • Fjern stemplet igen.

Når sprøjten holdes højt, løber mælken hurtigt, og når den sænkes, løber mælken langsommere.
Hold øje med barnet under måltidet. Hvis barnet gylper eller får en hurtig vejrtrækning, skal du få mælken til at løbe langsommere eller holde en pause ved at lave et knæk på slangen. Hvis barnet gylper, skal du kontakte os, så vi kan vurdere hvor meget mælk, der er kommet op, og om barnet skal have mere mad.

Sondemåltidet skal vare 15-20 minutter.

Efter sondemåltidet

Rens sonden

Efter måltidet skal sonden renses for mælk:

  • Brug stemplet i sprøjten til at sprøjte max 1-2 ml luft igennem sonden, indtil du ikke længere kan se mælk i sondeslangen.
  • Klem slangen sammen for at forhindre, at mælken løber tilbage.
  • Fjern sprøjten, luk til sidst sonden, og sæt sondeslangen fast til barnets hue.
Redaktør