Sammenvoksning af arvæv i knæet - øvelser efter behandling (Brisement forcé)

Øvelser for knæet i forbindelse med behandling for arvæv.

Kort om øvelserne

Som en del af behandlingen skal du træne i knæmaskine og lave øvelser for at forhindre, at arvævet i knæet vokser sammen igen. Når du træner, forebygger du blodpropper, bevarer bevægelighed og får styrke i musklerne. Umiddelbart efter du er vågnet af bedøvelsen, skal du starte med at genoptræne. Brug knæmaskinen så meget som muligt, og lav øvelserne som supplement.

Du skal lave øvelserne 3 gange om dagen. 
Vi taler med dig om, hvor mange gange du skal lave de enkelte øvelser.

Det er normalt, at det gør ondt, når du træner. Planlæg din træning, så du er så godt smertedækket som muligt imens. Følg den plan, du har fået udleveret sammen med den smertestillende medicin.

Brug en knæmaskine

Du har fået udleveret en maskine, der kan bevæge dit knæ, når du ligger ned. Du skal bruge maskinen for at gøre arvævet i knæet mere smidigt og få bedre bevægelighed.
Du skal ligge med knæet i maskinen mindst 8 timer om dagen og gerne mere. Hvis du kan, anbefaler vi, at du også bruger maskinen, når du sover. Vi viser dig, hvordan maskinen virker og taler med dig om, hvor længe du skal bruge maskinen.

Bevæg fødderne ofte

Du skal vippe med fødderne så ofte som muligt for at hjælpe blodomløbet i gang.

Træn på motionscykel

Hvis du har mulighed for det, skal du begynde at træne på motionscykel umiddelbart efter operationen. Start med at indstille cyklen til en lav eller ingen modstand. Vi taler med dig om, hvor ofte du skal cykle.

Øvelse 1 

Du skal sidde yderst på en stol med en klud eller plastikpose under foden.  

  • Bøj benet, og træk foden ind under dig så meget som muligt. 
  • Hold stillingen i 20 sekunder.
  • Lad foden glide frem igen.

Øvelse 2 

Du skal sidde yderst på sædet af en stol med begge fødder på gulvet.

  • Stræk benet foran dig. Hold hælen i gulvet, og lad tæerne pege opad.
  • Læn overkroppen langsomt frem over knæet, og pres ned på det med hånden, til du mærker et stræk i knæhasen og baglåret.
  • Træk benet tilbage, og sid med begge fødder på gulvet igen.
  • Gentag med modsatte ben. 

Øvelse 3 

Du skal stå foran et trappetrin eller en lav skammel. Sæt foden op på trinnet eller skamlen, så du bøjer i knæet.

  • Bevæg overkroppen fremad, og bøj yderligere i knæet. Når du bøjer i knæet, skal det pege lige frem og ud over tæerne.
  • Før kroppen tilbage, og stræk knæet på forreste ben.
  • Ret dig op igen, og skift ben. 

Du kan se en film med øvelserne på https://regionh.dk/grq eller ved at holde din smartphones kamera op foran QR-koden:

Redaktør