Sår - syning

Efter Akutmodtagelsen har syet et sår, må en eventuel forbinding eller plaster fjernes efter 1-2 døgn. Vær opmærksom på at pleje såret rigtigt.

Kort om besøget

Du har fået renset og syet dit sår. Såret heler normalt i løbet af 5-14 dage alt efter, hvor på kroppen såret er.
Du må fjerne en eventuel forbinding eller plaster efter 1-2 døgn, medmindre du har fået en anden besked.

Du er blevet syet med ___ sting, som skal fjernes hos din egen læge om ____ dage.

Når du kommer hjem

Kontakt din egen læge ved tegn på betændelse

Du skal holde øje med tegn på betændelse, indtil såret er helet. Kontakt din egen læge eller Akuttelefonen 1813 udenfor din egen læges åbningstid, hvis du oplever et eller flere af følgende symptomer:

  • Rødme, varme eller hævelse omkring såret.
  • Dunkende eller bankende smerter.
  • Røde striber ud fra såret.
  • Våd eller ildelugtende forbinding.
  • Feber.

Hold forbindingen ren og tør

Hvis du har fået forbinding på, skal du holde den ren og tør. Det første døgn skal du undgå at røre ved forbindingen. Risikoen for betændelse øges, hvis den bliver våd. Bliver forbindingen våd, skal du skifte den.

Undgå snavs i såret

Du skal holde dit sår rent. Der må ikke komme snavs i såret, så længe trådene sidder i, da det kan give betændelse. Du kan eventuelt dække såret med et nyt plaster efter de første døgn.
Børn bør altid have plaster over syningen, indtil stingene er fjernet.

Tag kun brusebade

Du må gerne tage brusebad, men du skal undgå at bade i havet, gå i karbad eller svømmehal indtil du har fået fjernet tråde eller klips, da det øger risikoen for betændelse. Du skal duppe såret forsigtigt med et rent håndklæde eller en ren vaskeklud, når du tørrer dig, og gerne lufttørre lidt, før du tager tøj på.

Bevæg dig forsigtigt

Vi anbefaler, at du bevæger dig forsigtigt de første par dage, så såret ikke springer op.

Krads ikke i såret

Hvis såret klør, skal du undgå at kradse i det. Du mindsker risikoen for betændelse ved at lade sårskorpen sidde, til den selv falder af.

Undgå at håndtere madvarer, hvis såret er på din hånd

Hvis såret sidder på din hånd, skal du vente med at arbejde med madvarer, indtil såret er helet.

Brug ikke creme eller salve på såret

Du skal undgå at bruge creme eller salve direkte på såret, så længe der er sting tilbage.

Tag smertestillende medicin, så længe du har ondt

Du skal tage smertestillende medicin, så længe du har ondt. Du kan købe medicinen på apoteket enten i håndkøb eller på en elektronisk recept, hvis vi har givet dig sådan en. Læs på pakken hvor meget, du må tage. Hvis du har brug for ekstra behandling af dine smerter, skal du kontakte din egen læge. 

Praktiske forholdsregler

Vaccination mod stivkrampe

Hvis vi har givet dig en vaccine mod stivkrampe på hospitalet, er det normalt, at huden er rød, hævet eller øm i området, hvor vaccinen er givet. Det går over efter cirka en uge.

Undgå nikotin

Vi anbefaler, at du holder dig helt fra nikotin, indtil dine sår er helede. Nikotin findes i cigaretter, nikotintyggegummi og nikotinplaster og hæmmer helingen af sår.

Pas på solen

Du skal undgå sol på arret, så længe huden er rød. Huden er ofte rød i ½-1 år. I den tid er huden særligt udsat for solskoldning og kan blive mørk. Den mørke farve vil ikke forsvinde igen. Vi anbefaler, at du bruger en solcreme med høj faktor eller tøj, der dækker dit ar.

Værd at vide

Se din journal og prøvesvar

www.minsundhedsplatform.dk og i sundhedsjournalen på www.sundhed.dk kan du se din journal, dine sundhedsdata og dine eventuelle prøvesvar. Du kan hente begge dele som app: MinSP og MinSundhed. Log på med dit NemID.

Vi giver din læge besked

Vi sender information om dit besøg på hospitalet til din praktiserende læge. Hvis du ikke ønsker, at din læge skal modtage besked fra hospitalet, skal du sige det til os.

Fortæl om din oplevelse

Vi vil gerne høre fra dig med både ris og ros. Hvis du overvejer at klage, kan du kontakte hospitalets patientvejledere, som er uvildige rådgivere. Læs mere her: www.regionh.dk/patientrettigheder

Få mere viden

Redaktør