Ribben - trykkede eller brækkede

Efter Akutmodtagelsen har behandlet et trykket eller brækket ribben, skal der tages smertestillende medicin for at kunne trække vejret dybt. Undgå hård fysisk aktivitet.

Kort om besøget

Vi har undersøgt dig og konstateret, at du har trykket eller brækket et eller flere ribben. Vi har givet dig smertestillende medicin, som du skal tage, så længe du har ondt. Det kan tage flere uger.

Når du kommer hjem

Kontakt din egen læge, hvis du får det værre

Det er normalt at have ondt, når du har trykkede eller brækkede ribben. Smerterne vil ofte tiltage de første 7-10 dage efter skaden, derefter bliver det gradvist bedre. Men får du pludselig tiltagende smerter eller svært ved at trække vejret, skal du ringe til din egen læge eller Akuttelefonen 1813 uden for din egen læges åbningstid. Det samme gælder, hvis du får feber eller vedvarende hoste.

Tag smertestillende medicin for at kunne trække vejret dybt

Du skal tage medicin med paracetamol, der tager de værste smerter. Så kan du bedre trække vejret dybt og hoste slim op, hvilket mindsker risikoen for, at du får lungebetændelse. Vi har eventuelt givet dig recept på en anden type medicin end paracetamol.

Undgå hård fysisk aktivitet

Du skal sørge for at bevæge dig og gradvist genoptage dine hverdagsaktiviteter, men du bør undgå hård fysisk aktivitet som fx træning, støvsugning og tunge løft. Det er individuelt, hvor længe det gælder. Du kan læse i besøgssammendraget i din journal på www.sundhed.dk, hvad der gælder for dig.

Værd at vide

Se din journal og prøvesvar

www.minsundhedsplatform.dk og i sundhedsjournalen på www.sundhed.dk kan du se din journal, dine sundhedsdata og dine eventuelle prøvesvar. Du kan hente begge dele som app: MinSP og MinSundhed. Log på med dit NemID.

Vi giver din læge besked

Vi sender information om dit besøg på hospitalet til din praktiserende læge. Hvis du ikke ønsker, at din læge skal modtage besked fra hospitalet, skal du sige det til os.

Fortæl om din oplevelse

Vi vil gerne høre fra dig med både ris og ros. Hvis du overvejer at klage, kan du kontakte hospitalets patientvejledere, som er uvildige rådgivere. Læs mere her: www.regionh.dk/patientrettigheder

Dine personlige data

Region Hovedstaden anvender de personoplysninger, du giver os i forbindelse med din henvendelse.
Du kan læse mere om formålet med anvendelsen samt dine rettigheder på vores hjemmeside: www.regionh.dk/persondatapolitik 

Få mere viden

Redaktør