Pårørende til patient i isolation med Covid-19

Information til dig, der har pårørende indlagt med Covid-19

Kort om isolation

Din pårørende er indlagt og isoleret, fordi han/hun enten mistænkes for at være smittet med COVID-19 eller allerede er testet positiv for COVID-19. Isolationen er nødvendig, for ikke at smitte andre.

Patienten er indlagt på:
Akut Sengeafsnit
Opgang B, etage 1 (stueetage)
Telefon: 38 67 14 52. Du kan ringe døgnet rundt

Som regel vil patienten ligge på enestue. Hvis der er flere patienter indlagt med Covid-19, kan de ligge sammen på en flersengsstue.

Praktisk information

Du må ikke komme på besøg

På grund af smitterisiko er der meget begrænset adgang for besøgende til hospitalet. Er du pårørende til en akut kritisk syg patient, kan du besøge patienten efter aftale med afdelingen. Restriktionerne er til for at beskytte vores sårbare patienter og personale bedst muligt mod coronavirus. 

Du kan komme med ting efter aftale

Hvis det er nødvendigt, kan du aftale med personalet, at du kan komme med ting som bøger, telefon eller tøj og aflevere det i hospitalets Reception ved hovedindgangen.

Sæt dig ind i besøgsrestriktionerne, før du kommer.

Før du kommer, beder vi dig om, at du sætter dig ind i vores generelle regler for besøg. De hænger ved alle indgange og kan også findes på vores hjemmeside www.bornholmshospital.dk.. Er du i tvivl, så spørg i hospitalets Reception eller ring til os inden du kommer. 

Du kan ringe til din pårørende

Har patienten sin egen telefon med på hospitalet, er I velkomne til at tale sammen. Husk også at få opladeren til telefonen med. Vi opfordrer til, at I mødes på video. Vi hjælper gerne patienten med at få kontakt til pårørende på patientens egen telefon, Ipad eller lignende udstyr.

Behandling

Vi bruger medicin i behandlingen af Covid-19

I behandlingen af Covid-19 patienter vurderer lægerne om patienterne kan have gavn af behandling med f.eks. Remdesevir® eller binyrebarkhormon. Derudover hjælper vi med at lindre symptomer og aflaste kroppen. Nogle patienter får antibiotika, hvis infektionstallet er højt, eller hvis røntgenbilledet viser fortætninger på lungerne.

Vi hjælper med ilt og vejrtrækning

De fleste patienter har glæde af inhalationsbehandling, som letter vejrtrækningen. Medicinen giver vi i en maske nogle minutter ad gangen flere gange om dagen. Vi giver også forskellige slags ilt-terapi.

Vi kontakter dig, hvis situationen ændrer sig

Du kan altid ringe til os og spørge til patienten. Vi opfordrer dig til at ringe til os efter kl. 12. Vi vil altid kontakte dig, hvis patientens tilstand ændrer sig til det værre.

Få mere viden

Du kan få mere viden om Covid-19 på www.patienthåndbogen.dk. Søg på COVID-19, SARS CoV-2'.

Redaktør