Kort om behandlingen
Efter cirka 4 uger, kan du gradvist gå i gang med en mere aktiv genoptræning af din akillessene. Du skal stadig have støvlen på næsten hele tiden, men kan også i korte perioder tage den af for at lave øvelser.
Forløbet
Kom til kontrol i Fysioterapien
Du bliver efter cirka 4 uger indkaldt til rådgivning hos vores fysioterapeut, som også vurderer, hvornår du er klar til at få fjernet en kile i støvlen. Normalt arbejder vi hen imod, at du kan få fjernet alle kiler og støvlen, når der er gået 8 uger.
4-8 uger
Efter 4 uger kan du i kortere perioder tage støvlen af og lave nedenstående øvelse:
Øvelse efter 4 uger
Lig eller sid med strakt knæ
- Bøj foden op - og stop, når det strammer i akillessenen og maximalt til vinkelret.
- Lad passivt din fod bevæge sig nedad ved hjælp af tyngden
- Lav øvelsen 3 gange á 10 gentagelser med 30 sekunders pause mellem hver gang.
Du får fjernet støvlen efter 8-10 uger
Efter 8-10 uger fjerner vi støvlen helt, men du skal stadig gå med hælindlæg eller bruge sko med hælforhøjelse i et par måneder.
Nu må du nogle gange om dagen lave nedenstående øvelse:
Øvelse efter 8 uger
Sid med strakt knæ og foden i vinkelret stiling. Sæt elastikken om forfoden og træk let i elastikken som vist på billedet.
- Pres foden nedad så meget som du kan og vend tilbage til vinkelret stilling.
- Lav øvelsen 3 gange á 10 gentagelser med 30 sekunders pause mellem hver gang.
Kom til kontrol i Ambulatorie 2
Du bliver efter cirka 10 uger indkaldt til en afsluttende kontrol i Ambulatorie 2.
Det skal du være opmærksom på
Brug støttestrømper
Vi anbefaler, at du bruger støttestrømper de første 6 måneder for at mindske hævelsen omkring akillessenen. Hævelsen i benet er med til at bremse helingen, og du kan derfor hjælpe helingen på vej ved at benytte støttestrømper i dine vågne timer (hvor benet bliver påvirket af tyngdekraften).
Støttestrømperne kan du købe på apoteket. Du kan også benytte dig af diverse sports-støttestrømper, som du kan købe i de fleste sportstøjsbutikker og webshops. En støttestrømpe, der går op til knæet er tilstrækkeligt.
Massér dit arvæv
Du kan med daglig massage af din akillessene modvirke, at der dannes uhensigtsmæssigt arvæv. Det gælder både når du er blevet opereret og når du ikke er blevet opereret.
Tryk forsigtigt på hver side af akillessenen med pege- og tommelfinger og kør henover det fortykkede sted på senen 5-10 minutter dagligt.
Vent med at køre bil
Du skal regne med, at du tidligst kan begynde at køre bil igen når du kan bremse forsvarligt. Er du skadet i højre fod, skal du derfor regne med minimum 12 uger før du kan køre bil. Er du skadet i venstre fod, skal du som udgangspunkt regne med 10 uger, med mindre du har automatgear.
Vent med kontaktsport med hurtige afsæt og hop
Du skal forvente, at der går mindst 1 år, efter du har fået støvlen af, før foden er klar til kontaktsport og motion, hvor du kan komme til at hoppe og sætte hurtigt af (fx fodbold). Musklerne i det syge ben skal være trænet lige så store som i det raske ben. Det mindsker risikoen for, at akillessenen bliver revet over igen.
Pas på, når du går på trapper
Efter du har fået støvlen af, skal du være forsigtig, når du går på trapper. Læg vægten på den bagerste del af foden. Så mindsker du risikoen for, at akillessenen bliver revet over igen.
Brug sko med indlæg, når du er færdig med støvlen
Når du er færdig med at gå med støvlen, skal du de næste 1-2 måneder bruge sko, der sidder godt fast på foden og som løfter din hæl højere end din forfod. Læg fx et korkindlæg i begge sko. Gode sko med den rigtige hælhøjde mindsker risikoen for, at akillessenen bliver revet over igen.
Brug støvlen, hvis du skal gå på ujævnt underlag
Selvom du har taget støvlen af, anbefaler vi, at du fortsat bruger den de næste 4-8 uger, hvis du skal gå på ujævnt underlag, hvor der kan komme stræk på senen.
Aflevér krykkerne efter brug
Når du ikke længere har brug for krykkerne, skal du returnere dem til os.
Smid bandagen ud, når du er færdig med at bruge den
Bandagen kan ikke genbruges. Når du er færdig med at bruge den, skal du smide den ud.