Gå til hovedindhold

Operation for lyskebrok

Lyskebrok er en udposning af bughulen gennem en svækkelse af bugvæggen i lysken. Brokket ses som en bule, når du står op, hoster eller presser maven ud. Efterhånden kan brokket blive større og give tiltagende gener.

Kort om behandlingen

Du skal opereres for dit brok med en kikkertoperation, som foregår i fuld bedøvelse. 

Ved et lyskebrok trænger bughinden, og ofte en del af tarmen, igennem en svaghed i bugvæggen. Det kan give ubehag og smerter, især ved hoste og fysisk arbejde. Brok forsvinder ikke af sig selv. 

Vigtig forberedelse

Forbered din krop på operationen

Når du skal opereres, er det vigtigt, at du spiser sundt, bevæger dig mest muligt og undgår rygning og alkohol. På den måde styrker du dit immunforsvar og mindsker risikoen for komplikationer. De sidste 6 uger før en operation er vigtige, men også få dage uden især rygning har betydning.

Læs om, hvordan du bedst forbereder din krop på operationen på www.bornholmshospital.dk/patientguiden. Søg på ’Livsstil - vigtigt for dit behandlingsresultat’.

Køb medicin inden operationen

Du får brug for blandt andet smertestillende medicin efter operationen. Derfor anbefaler vi, at du på forhånd køber:

  • Paracetamol
  • Ibuprofen
  • Magnesia.

Kontakt os, hvis du bliver forkølet, får en infektion eller feber

Hvis du de sidste 2 dage inden operationen bliver forkølet, får en infektion i kroppen eller får feber, kan vi muligvis ikke operere. Du skal derfor kontakte os hurtigst muligt, så vi kan vurdere, om du skal have en ny tid.

Du skal ringe til os dagen før operationen

Dagen før operationen, skal du ringe til os mellem kl. 13 og 14 for at få dit præcise mødetidspunkt. Er din undersøgelse om mandagen, skal du ringe til os torsdagen før. Ring til os på vores telefon 38 67 12 80.

Mød fastende

Du skal faste inden operationen. Det vil sige:

  • 6 timer før din operationen skal du stoppe med at spise.
  • 6 timer før skal du stoppe med at drikke mælkeprodukter og juice med frugtkød. Du må heller ikke drikke mælk i din kaffe eller te.
  • 2 timer før skal du stoppe med at drikke alle former for kold og varm væske. Vi anbefaler, at du som det sidste drikker et stort glas saft. Sukkeret i saften modvirker kvalme og utilpashed.

Gå i bad hjemmefra

Du skal tage et bad, vaske dit hår og tage rent tøj på, før du møder på hospitalet på dagen for din operation. Vask hele kroppen og vær meget omhyggelig med at vaske og rense navlen fx med en vatpind. Du må ikke bruge creme efter badet.

Undlad at fjerne hår inden operationen

Du må ikke selv fjerne hår på operationsstedet fra 1 uge før, da det kan efterlade små rifter i huden, som øger risikoen for infektion.
Vi hjælper dig med at fjerne eventuelle hår umiddelbart inden din operation.

Fjern makeup, neglelak og smykker

Du skal fjerne al makeup og neglelak inden din operation. Har du kunstige negle, skal du også fjerne dem hjemmefra. Vi har brug for at kunne se din huds og dine negles naturlige farver under operationen. Ur, smykker og piercinger skal du også tage af hjemmefra og lade blive hjemme.

Lad dine værdigenstande blive hjemme

Lad så vidt muligt smykker, kontanter og andre værdier blive hjemme. Du har selv ansvaret for de ting, du tager med. Hospitalet erstatter som udgangspunkt ikke tabte eller stjålne ting.

Tag løstsiddende tøj på

Det er en god idé at tage behageligt tøj på, der sidder løst på kroppen.

På hospitalet

Du får udleveret hospitalstøj

Vi udleverer hospitalstøj, som du skal have på ved operationen. Du får også udleveret støttestrømper, som du skal have på, mens du er indlagt. De mindsker risikoen for blodpropper i benene efter operationen.

Operationen

Via 3 små huller i bugvæggen føres en kikkert og redskaber ind i bughulen. Åbningen og svagheden i bugvæggen lukkes med et kunstoftnet, som hæftes fast på indersiden af bugvæggen. Nettet bliver siddende for altid, og vil forhindre, at tarmen trænger gennem svagheden.

Efter operationen

Udskrivelse

De fleste kommer hjem samme dag, efter en kort observationsperiode. 

Vent med at køre bil og cykle

Du skal regne med, at du tidligst kan begynde at køre bil og cykle igen 1 døgn efter operationen, og når du føler, at det er forsvarligt.

Hjemme igen

Undgå forstoppelse

For at modvirke forstoppelse skal du drikke rigeligt. Afføringsmidler i form af HUSK, Magnesia, Laktulose eller Movicol kan modvirke forstoppelse. De fås i håndkøb på apoteket.

Tag smertestillende medicin, så længe du har ondt

Du skal tage smertestillende medicin, så længe du har ondt. Den smertestillende medicin er en del af behandlingen. Du skal følge de anvisninger, du fik, da du blev udskrevet fra hospitalet.

Vent med at bade

Du skal vente med at bade, til du har fjernet forbindingerne dagen efter operationen. Derefter må du kun brusebade. Du skal forsigtigt duppe såret tørt med et rent håndklæde.

Undgå svømmehal, karbad og havbad, indtil trådene er fjernet, da det øger risikoen for infektioner.

Skift plastrene efter 3 dage eller hvis de siver igennem

Du skal skifte plastrene med det samme, hvis de blive våde af blod eller væske fra såret eller hvis det løsner sig. Og ellers skal du skifte dem efter 3 dage. Vask altid hænderne grundigt med vand og sæbe, både før og efter du skifter plastre

Fjern plastrene efter cirka 1 uge

Du skal fjerne plastrene cirka 1 uge efter operationen, så sårene kan få luft.

Få fjernet tråde

Du skal have fjernet tråde hos din egen læge 10-14 dage efter operationen. Du skal selv bestille en tid.

Fysisk aktivitet

Det er muligt at genoptage almindelig aktivitet og arbejde indenfor 1-2 dage. Hård fysisk træning frarådes de første 2 uger efter operationen.

Det skal du være opmærksom på

Du kan få smerter i skulderen efter operationen 

Du kan opleve at have smerter omkring den ene skulder efter operationen. Det skyldes den luft, vi har pustet ind i din bughule under operationen. Smerterne forsvinder efter et par dage.

Du kan få misfarvning af huden og kønsdelene

Det er normalt at få misfarvning af huden og kønsdelene, som ligner et blåt mærke. Det forsvinder som regel efter 4-6 uger.

Vær opmærksom på din vandladning

Hvis du efter operationen ikke har kontrol med din vandladning eller hvis du har svært ved at komme af med vandet, skal du kontakte din egen læge eller Akuttelefonen 1813 udenfor din egen læges åbningstid.

Vær opmærksom på infektion

Det er normalt at være hævet og øm omkring sårene. Du skal dog være opmærksom på, at der kan gå infektion i sårene. Hvis det sker, skal det behandles. Du skal kontakte din egen læge eller Akuttelefonen 1813 udenfor din egen læges åbningstid, hvis du oplever et eller flere af disse symptomer:

  • Forværring af ømhed eller sviende fornemmelse.
  • Øget hævelse og rødme
  • Øget varme under forbindingen.
  • Feber over 38 grader, uden at der er en anden grund til det.

Ring 112, hvis du får voldsomme mavesmerter 

I sjældne tilfælde kan du få voldsomme mavesmerter. Hvis det sker, skal du ringe 112.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden