Gå til hovedindhold

Operation for analfistel (Lay open)

Denne information er til dig, der har en simpel fistel, der kan gennemskæres

Denne information er til dig, der har en simpel fistel, der kan gennemskæres, fordi den involverer så lidt af lukkemusklen, at der kun er en lille risiko for utæthed for luft og tynd afføring.

Vigtig forberedelse

Du skal ringe til os dagen før operationen

Dagen før operationen, skal du ringe til os mellem kl. 13 og 14 for at få dit præcise mødetidspunkt. Er din undersøgelse om mandagen, skal du ringe til os torsdagen før. Ring til os på vores telefon 38 67 12 80.

Mød fastende

Du skal faste inden operationen. Det vil sige:

  • 6 timer før din operationen skal du stoppe med at spise.
  • 6 timer før skal du stoppe med at drikke mælkeprodukter og juice med frugtkød. Du må heller ikke drikke mælk i din kaffe eller te.
  • 2 timer før skal du stoppe med at drikke alle former for kold og varm væske. Vi anbefaler, at du som det sidste drikker et stort glas saft. Sukkeret i saften modvirker kvalme og utilpashed.

Du skal udrense din tarm

Du må ikke have afføring i endetarmen, når du skal opereres. 1-2 timer inden operationen, skal du udrense din tarm med et klyks. Et klyks er et afføringsmiddel i en tube. Du fører spidsen af tuben ind i endetarmen og tømmer tuben for væske. Du bør være i nærheden af et toilet, når du har taget afføringsmidlet.

På hospitalet

Du bliver bedøvet

Operationen foregår under fuld bedøvelse. Narkoselægen vil fortælle dig nærmere om bedøvelsen.

Operationen

Kirurgen fører en metalsonde ind i fistlen og skærer fistlen igennem, så fisteltunnellen bliver omdannet til et åbent sår, der skal hele fra bunden.

I nogle tilfælde (7%) kan den indre åbning ikke lokaliseres i første forsøg. Da må man i stedet forsøge igen ved en ny operation.

For at gøre såret så lille som muligt syer man nogle gange huden ned til bunden af fistlen, efter den er gennemskåret. Trådene skal ikke fjernes, men forsvinder af sig selv efter nogle uger.

Kvalme

Nogle oplever at have kvalme og opkastning efter operationen. Hvis du selv oplever det, vil du få tilbudt kvalmestillende medicin.

Efter operationen

Du bliver udskrevet samme dags som operationen. Hvis alt er gået som forventet, bliver du udskrevet af sygeplejersken, som vil gennmgå operationen og efterforløbet med dig.

Hjemme igen

Smerter

Det er normalt at være øm og at have smerter i og omkring sårene efter operationen. Du skal tage 1g paracetamol (Pinex®/Pamol®/ Panodil®) kl.__________

Herefter anbefaler vi, at du fortsætter med nedenstående medicin på følgende faste tider i 3 dage efter operationen:

Tidspunkt:Kl. 08Kl. 12Kl. 15Kl. 17Kl. 22
Tablet paracetamol á 500 mg, 2 tabletter 
Tablet ibuprofen á 400 mg, 1 tablet  

Desuden kan der efter behov suppleres med Morfin á 10 mg - 1 tablet efter anvisning. Efter 3 dage er det som regel nok med håndkøbsmedicinen.

Vi forventer, at du før operationen har købt paracetamol (Pinex®/Pamol®/Panodil®) og ibuprofen (Burana®/Ipren®/Ibumetin®).

Det er meget vigtigt, at du tager den anbefalede medicin.

Kost

Der er ingen regler for, hvad du må eller ikke må spise efter operationen - du må spise og drikke, hvad du har lyst til.

Tarmfunktion

Du skal sørge for at have lind og helst daglig afføring. Du skal drikke 2 liter væske dagligt og evt. tage tablet Magnesia 1000 mg (2 tabletter) 1 gang dagligt. Magnesia modvirker forstoppelse og kan købes på apoteket i håndkøb. 

Fysisk aktivitet

Der er ingen særlige restriktioner for din fysiske aktivitet. Afhængig af hvor stort såret er, vil du formentlig ikke kunne cykle den første uge eller to efter operationen. 

Hygiejne og badning

Vi anbefaler, at du bruser området med lunkent vand morgen, aften og efter afføring med en håndbruser. Undgå sæbe i såret. Indtil såret er helet, kan det sive med lidt blod og sårvæske. Brug evt. bomuldstrusser eller et trusseindlæg for sårvæsken.

Du må bade i havvand efter 14 dage, men du skal holde dig fra pool og svømmehal, indtil fistlen er helet.

Det skal du være opmærksom på

Bilkørsel

Du må ikke føre bil, cykle eller betjene maskiner/ værktøj de første 24 timer efter operationen. Dette skyldes, at medicinen fra bedøvelsen først er ude af kroppen på det tidspunkt, og at din evne til hurtig reaktion vil være nedsat.

Sygemelding

Du kan forvente at skulle være sygemeldt fra et par dage op til 1 uge. Hvis det ydre sår er stort, kan det være et problem at sidde på en stol i længere tid. Du kan derfor få udleveret en skumgummipude.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden