Operation af blæren gennem urinrøret

Ved denne operation fjernes polypper i blæren ved hjælp af en kikkert som føres op i blæren gennem urinrøret

Kort om behandlingen

Formålet med en kikkertundersøgelse af blæren i bedøvelse er med henblik på fjernelse af polypper og/eller vævsprøver. 

Vigtig forberedelse

Hvis du tager blodfortyndende medicin

Er i behandling med Magnyl eller Kodimagnyl, skal du pausere med disse 1 uge før operationen. Er du i behandling med Maravan eller Marcoumar, skal du pausere 3-5 dage før operationen. Dette aftales ved dit besøg i ambulatoriet.

Du skal møde fastende

Du skal møde fastende på operationsdagen. Det vil sige, at du må drikke vand indtil 2 timer før mødetid og du må ikke spise fast føde og mælkeprodukter senere end 6 timer før mødetid.

På operationsdagen

Du skal have taget bad hjemmefra. Du skal møde kl.7.00 på Sengeafsnit 1, hvor du modtages af en sygeplejerske. 

Du får evt. taget mål til støttestrømper, som fremmer blodomløbet og forebygger blodpropper. Inden du køres i seng til operation, skal du:

  • tage hospitalstøj og støttestrømper på
  • tage ur og smykker af
  • have identifikationsbånd på

Cirka en time før operationen bliver du kørt til operationsafsnittet, hvor en sygeplejerske lægger et tyndt kateter gennem urinrøret og sprøjter 50 ml Hexvixopløsning ind i din blære. Kateteret fjernes igen. Opløsningen skal blive i blæren i en time.

På operationsafsnittet bliver du modtaget af en anæstesi- og operationssygeplejerske: Du får lagt en kanyle i en blodåre, hvor der gives væske og bedøvende medicin. Ved rygbedøvelse gives den bedøvende medicin i ryggen. Du bliver vasket forneden med desinficerende væske og dækket med sterilt klæde.

Sådan foregår behandlingen

Gennem et kikkertinstrument, som føres gennem urinrøret, fjernes polypper og/eller tages vævsprøver.

Efterfølgende  skylles blæren med eventuelt med Mitomycin, for at reducere risikoen for tilbagefald. Mitomycin er en cellegift, også kendt som et cytostatika.  Operationen varer ca.1 time. Lægen lægger et skyllekateter gennem urinrøret op i blæren. Blærekateteret er tilkoblet en urinpose.

Efter behandlingen

  • Du bliver kørt på opvågningsafsnit et par timer og herefter tilbage på Sengeafsnit 1.
  • Du bliver tilbudt smertestillende medicin efter behov.
  • Det er vigtigt at drikke rigeligt, for at skylle urinvejene igennem (2-3 liter i døgnet).
  • Det er normalt at skyllevand og urin er farvet af blod de første døgn.
  • Når urinen kun er let rosafarvet fjernes kateteret.

Når kateteret er fjernet, kan der være svie ved vandladning. Det kan være svært at kontrollere og holde på vandet. Du kan få bleer med hjem, hvis du har behov for dette. Disse symptomer aftager sædvanligvis de første uger.

Er der ved undersøgelsen fjernet mange polypper kan lægen eventuelt ordinere Mitomycin – en behandling, som skal effektueres så snart urinen er klar eller svagt rose-farvet. Behandlingen skal gives inden for 24 timer. 

For at mindske urinproduktionen, bør du undgå at drikke væske et par timer inden behandlingen. Såfremt skylningen med Mitomycin gennemføres, varer behandlingen 2 timer.  Blærekateteret fjernes på sengeafsnittet. Det foregår således:

  • Blæren skylles først med saltvand og tømmes derefter
  • Der påsættes et lukket og sikkert infusionssystem på kateteret, hvorefter Mitomycinopløsningen kommes i blæren. Selve opløsningen har en stærk lilla farve
  • To timer efter tømmes blæren for mitomycinopløsningen via blærekateteret, som efterfølgende fjernes

I visse tilfælde er det ikke muligt at holde Mitomycinopløsningen i blæren i 2 timer, men effekt af behandlingen ses også ved kortere behandling.

Ubehag under behandlingen:

Du kan få stærk vandladningstrang, som kan afhjælpes med smertestillende medicin. Når kateteret er fjernet og du har ladt vandet normalt, vil du blive udskrevet.

Hjemme igen

De første uger efter operationen bør du undgå hård fysisk aktivitet, da det kan medføre blødning fra sårene i blæren. Blødning er dog sjældent alvorlig eller behandlingskrævende. Ca. 2 uger efter operationen afstødes sårskorperne og der vil kunne opstå blod i urinen igen. Det er vigtigt igen at drikke 2-3 liter i denne periode, der kan vare i 1-2 uger. 

Eventuelle komplikationer

De hyppigste bivirkninger er smertefuld eller hyppig vandladning, blærekramper (10 %) eller hududslæt (1-3 %). Derudover kan der forekomme blåfarvning af urinen det første døgn efter skylning.

Kontrol

Lægen vurderer, hvornår du skal til kontrol i Ambulatorie 2. Du vil modtage en indkaldelse fra hospitalet. Ved kontrollen skal din blære kontrolleres ved en kikkertundersøgelse (cystoskopi).

Redaktør