Gå til hovedindhold

Operation af blæren gennem urinrøret - ambulant

Ved denne operation fjernes polypper i blæren ved hjælp af en kikkert som føres op i blæren gennem urinrøret

Kort om operationen

Du skal opereres i din blære genne urinrøret. Operationen foregår som regel i fuld bedøvelse. Ved operationen fører vi et kikkertinstrument op gennem urinrøret, hvorved vi kan tage vævsprøver eller fjerne eventuelle polypper

Selve operationen varer cirka 1 time min og du kommer hjem samme dag. Du skal dog regne med at være på hospitalet 3-4 timer. 

Vigtig forberedelse

Hold pause med blodfortyndende medicin

Hvis du tager blodfortyndende medicin, skal du holde pause med den op til operationen, som vi har aftalt med dig i ambulatoriet. Kontakt Ambulatorie 2, hvis du har spørgsmål.

Køb smertestillende medicin på forhånd

Vi anbefaler, at du køber smertestillende medicin inden operationen, så du har det, når du kommer hjem. Det kan fx være paracetamol eller ibuprofen, som du kan få i håndkøb.

Aftal at blive hentet af en pårørende

Allerede inden operationen skal du lave en aftale med en pårørende, der kan følge dig hjem. Du må ikke selv køre bil eller cykle efter operationen. Du skal forvente at komme hjem samme dag, som du bliver opereret.

Kontakt os, hvis du bliver forkølet, får en infektion eller feber

Hvis du de sidste 2 dage inden operationen bliver forkølet, får en infektion i kroppen eller får feber, kan vi muligvis ikke operere. Du skal derfor kontakte os hurtigst muligt, så vi kan vurdere, om du skal have en ny tid.

Mød fastende

Du skal faste inden operationen. Det vil sige:

  • 6 timer før din operationen skal du stoppe med at spise.
  • 6 timer før skal du stoppe med at drikke mælkeprodukter og juice med frugtkød. Du må heller ikke drikke mælk i din kaffe eller te.
  • 2 timer før skal du stoppe med at drikke alle former for kold og varm væske. Vi anbefaler, at du som det sidste 2 timer inden operationen drikker et stort glas saft. Sukkeret i saften modvirker kvalme og utilpashed.

Du skal ringe til os dagen før din operation

Dagen før din operation, skal du ringe til os mellem kl. 13 og 14 for at få dit præcise mødetidspunkt. Er din operation om mandagen, skal du ringe til os torsdagen før mellem kl. 13 og 14. Ring til os på vores telefon 38 67 12 80.

Gå i bad hjemmefra

Du skal tage et bad, vaske dit hår og tage rent tøj på, før du møder på hospitalet på dagen for operationen. Du må ikke bruge creme efter badet, da det øger risikoen for infektioner.

På hospitalet

Lav en urinprøve

Når du ankommer til dagafsnittet, skal du lave en urinprøve, inden du skal ind til din operation.

Du får udleveret hospitalstøj

Vi udleverer hospitalstøj, som du skal have på ved operationen.

Du får lagt et drop

Vi lægger et drop i din hånd eller underarm, så vi kan give dig medicin og væskeunder operationen

Operationen

Lægen fører et kikkertinstrument op gennem urinrøret til blæren. Med kikkertinstrumentet kan lægen tage vævsprøver eller fjerne evt. polypper.

Lægen lægger et kateter gennem urinrøret op i blæren. Blærekateteret er tilkoblet en urinpose. Gennem kateteret kan vi efterfølgende skylle din blære igennem.

Selve operationen varer cirka 1 time.

Efter operationen

Udskrivelse

De fleste kommer hjem samme dag, efter en kort observationsperiode og når du har ladet vandet normalt efter at du har fået fjernet kateret. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt, at du bliver indlagt på vores sengeafsnit.

Lægen fortæller dig om operationen

Efter operationen kommer lægen og fortæller dig, hvordan det er gået. Du får også udleveret en beskrivelse af operationen, hvor der står, hvis der er noget, du skal være særligt opmærksom på.

Du får fjernet kateter

Under bedøvelsen har du fået lagt et kateter i blæren, så din urin kan løbe ned i en pose. Vi fjerner som regel kateteret når urinen er klar. I nogle tilfælde bruger vi også blærekateteret til at skylle blæren igennem.

Du kan have svært ved at holde  på vandet

Den første tid efter operationen, kan du have svært ved at holde på vandet. Det er helt normalt og symptomerne forsvinder som regel efter et par uger. Du kan få bleer med hjem, hvis du har behov for det.

Vent med at køre bil

Du må ikke selv køre bil et døgn efter operationen.

Hold dig i gang

Det er normalt, at du er træt og har mindre overskud. Det er vigtigt, at du alligevel bevæger dig, så meget som din krop kan holde til, for at undgå blodpropper og svækkede muskler. Prøv så vidt muligt kun at ligge i sengen, når du sover eller hviler dig.

Hjemme igen

Tag smertestillende medicin, så længe du har ondt

Du skal tage smertestillende medicin, så længe du har ondt. For de fleste er det cirka et par dage. Hvis du har brug for ekstra behandling af dine smerter, skal du kontakte din egen læge.

Undgå hård fysisk aktivitet

Det er vigtigt, at du bevæger dig og gradvist genoptager dine hverdagsaktiviteter, men du bør undgå hård fysisk aktivitet som fx træning og tunge løft i en uges tid.

Du kan få blod i urinen

Efter et par uger afstødes evt. sårskorper i blæren, og du kan opleve, at du igen får lidt blod i urinen. Det er ufarligt og fortager sig efter få dage.

Drik rigeligt med væske

Vi anbefaler, at du drikker 2-3 væske om dagen. Hvis din urin bliver grumset, uklar eller lugter grimt, kan du drikke cirka 1 liter ekstra. Det kan være en god idé, at drikke tranebærsaft, da det virker forebyggende på urinvejsinfektioner.

Kom til kontrol

Hvis du skal til kontrol ringer vi til dig med information om tid og sted eller indkalder dig med digital eller fysisk post.

På www.minsundhedsplatform.dk kan du blandt andet se en oversigt over dit forløb. Du kan også hente appen MinSP på din smartphone. Du logger på med MitID.

Det skal du være opmærksom på

Kontakt din egen læge eller Akuttelefonen 1813 ved disse symptomer

Du skal kontakte din egen læge eller Akuttelefonen 1813 uden for din egen læges åbningstid hvis du oplever ét eller flere af disse symptomer:

  • Problemer med at lade vandet
  • Blod i urinen, som tiltager i styrke
  • feber over 38 grader

Ring 112, hvis du får voldsomme mavesmerter 

I sjældne tilfælde kan du få voldsomme mavesmerter. Hvis det sker, skal du ringe 112.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden