Lungefunktionen - undersøgelse (Spirometri med reversibilitet)

Ved en undersøgelse af lungefunktionen måles det, hvor hurtigt lungerne kan tømmes for luft og hvor meget luft, der kan være i lungerne.

Kort om undersøgelsen

Når du skal have undersøgt, hvor godt dine lunger fungerer, måler vi, hvor hurtigt du kan tømme lungerne for luft, og hvor meget luft, der kan være i dine lunger.

Du skal forvente at være på hospitalet i 30-60 minutter i forbindelse med undersøgelsen. Der kan dog opstå ventetid, som kan forlænge dit ophold.

Vigtig forberedelse

Kontakt os inden undersøgelsen

I enkelte tilfælde kan vi ikke gennemføre undersøgelsen. Derfor skal du kontakte os på forhånd, hvis du:

  • har haft et hjerteanfald inden for den seneste måned
  • er opereret i øjnene inden for de seneste 6 måneder
  • er opereret i hjernen eller har fået en hjerneskade inden for de seneste 6 uger
  • har haft en sammenklappet lunge inden for de seneste 2 uger.

Undgå disse former for medicin

Nogle slags medicin kan påvirke resultatet af undersøgelsen. Derfor skal du undgå følgende medicin i tiden op til undersøgelsen:

6 uger før:

  • Langtidsvirkende, fast inhalator med stofferne Formoterol eller Salmeterol (fx Serevent, Foradil, Oxis, Symbicort, Innovair, Seretide, Bufomix, Flutiform) 

24 timer før:

  • Ultralangtidsvirkende inhalator med stofferne Vilanterol, Umeclidinium, Glycopyrronium, Tiotropium, Indacaterol, Olodaterol eller Aclidinium (fx Relvar, Ellipta, Anoro, Trelegy, Spiriva, Spiolto, Striverdi, Trimbow, Bretaris Genuair, Eklira Genuair, Ultibro, Seebri, Incruse, Bevespi, Robinul)

6 timer før:

  • Akut inhalator med stofferne Salbutamol, Terbutalin, eller Ipratropium (fx Buventol, Ventoline, Bricanyl, Airomir, Atrovent)

Kontakt os inden undersøgelsen, hvis du har spørgsmål til din medicin.

Medbring en liste over din medicin

Hvis du tager medicin, skal du medbringe en liste over, hvilken medicin du tager og hvor meget. Det er vigtigt for din undersøgelse, at vi kender medicinens navn, styrke, dosis og årsagen til, at du tager den. Hvis du ikke har en liste, så tag din medicin med i stedet.

Medbring din inhalationsmedicin

Tager du inhalationsmedicin, skal du tage den med, da den indgår i undersøgelsen.

Undgå rygning

Undgå at ryge 1 time inden undersøgelsen, da det påvirker undersøgelsens resultat. 

Undgå fysisk anstrengelse

Du må ikke anstrenge dig fysisk 1 time inden undersøgelsen, da det kan gå ud over resultatet.

Du må spise et let måltid

Du må gerne spise et let måltid 1 time før undersøgelsen, fx en skive brød eller lidt yoghurt.

På hospitalet

Undersøgelsen

Til undersøgelsen starter vi med at måle og veje dig. Herefter skal du lave forskellige øvelser, mens du trækker vejret på flere forskellige måder gennem et mundstykke, som er forbundet med et måleapparat. Vi vejleder dig undervejs.

I nogle tilfælde kan du blive bedt om at indånde medicin mod astma og vente 15-30 minutter, før du fortsætter øvelserne. Det gør vi for at se, om medicinen har en positiv effekt på dine lunger.

Undersøgelsen varer 30-60 minutter.

Ubehag ved undersøgelsen

Hvis du skal indånde medicin til undersøgelsen, vil du muligvis kunne opleve lidt hjertebanken, indre uro og rysten på hænderne. Det er ganske ufarligt og går over af sig selv.

Hjemme igen

Svar på undersøgelsen

Du får svar ved en samtale op til 5 dage efter undersøgelsen. Hvis du ikke allerede har en tid, indkalder vi dig til en ny aftale.

Det kan være en god idé at skrive dine spørgsmål ned hjemmefra, så du husker at stille dem. Du er meget velkommen til at tage en pårørende med til samtalen.

Få mere viden

Redaktør