Kikkertundersøgelse af tyktarmen [Plenvu]

Information til patienter der skal have en kikkertundersøgelse af tarmen og udrense med præparatet Plenvu.

Kort om kikkertundersøgelsen

Du skal have foretaget en kikkertundersøgelse af din tyktarm. Det er vigtigt, at tarmen er helt ren. Derfor skal du læse nedenstående vejlending grundigt. Vær opmærksom på, at din forberedelse starter 5 dage før undersøgelsen

Vigtig forberedelse

Vi ringer til dig første hverdag før operationen

Operationsplanen og dermed dit mødetidspunktet  bliver endelig fastlagt eftermiddagen før undersøgelsen. Du bliver derfor ringet op første hverdag inden operationen fra efter kl 14, hvor du får dit endelige mødetidspunkt. Vær opmærksom på, at ringer fra skjult nummer. Vi har lukket om fredagen, så skal du undersøges en mandag, ringer vi til dig om torsdagen i ugen før. Du kan også selv kontakte os fra kl.14 til 15.30 på tlf. 38 67 12 80.

Kostvejledning

Fem døgn før undersøgelsen skal du begynde at spise en ”kernefri kost”. Det vil sige, at du ikke må spise brød eller frugt og grønt med kerner, eller frø fx hørfrø.

Det er bedst, hvis du spiser en let kost og dagligt drikker 2 til 3 liter væske. Du bør dog undgå mælkeprodukter.

Du må ikke spise jerntabletter.

Dagen før undersøgelsen må du få morgenmad, frokost og et let aftensmåltid. Du skal undgå mælkeprodukter (laktose) og fiberholdig kost.

Du kan f.eks spise: Lyst brød, toast, honning, gele, kogte æg, banan og avokado, kogt kød uden skind (kalkun, gris, kylling, fisk), kogte/bagte kartofler uden skræl, hvide ris, hvid pasta, gennemkogte grøntsager, olie-eddikedressing, klar suppe evt. med gennemkogte grøntsager eller kogt pasta.

Du skal drikke 3 glas væske til hvert måltid. Du må f.eks drikke: Vand, bouillon/klar suppe uden fyld, saft, juice uden frugtkød, sodavand, iste, mælkefri proteindrik, kaffe eller te.

Dagen før undersøgelsen senest kl 19 skal du have spist sidste måltid. Herefter må du kun drikke væske.

Vejledning i udtømning med Plenvu dosis 1

Plenvu dosis 1 blandes som følger: Tag en kande med ½ liter vand og hæld dosis 1 Plenvu i vandet. Rør blandingen godt sammen. Vær opmærksom på, at det kan tage op til 8 minutter, før pulveret er opløst.

Dagen før undersøgelsen senest kl. 20 skal du tage dosis 1 af Plenvu-blandingen. Drik blandingen indenfor en ½ time og drik herefter mindst ½ liter almindelig væske.

Dagen før undersøgelsen senest kl. 21 skal du være færdig med at drikke Dosis 1 Plenvu og den halve liter væske.

Sørg for at være i nærheden af et toilet. Du kan forvente hyppig afføring/diarré.

På undersøgelsesdagen må du Du fortsat intet spise. Det gælder også tyggegummi, pastiller og bolsjer. Dog må du drikke vand og saft.

Hvis du tager medicin

Plejer du at få medicin om morgenen, må du gerne tage den.

Hvis du tager insulin mod sukkersyge, skal du måle dit blodsukker hyppigere de sidste 2 døgn før undersøgelsen og eventuelt tage lidt mindre insulin.  Hvis du er i tvivl, kontakt da din egen læge. Hvis du tager tabletter for sukkersyge, skal du blot holde pause på undersøgelsesdagen, indtil undersøgelsen er overstået.

Kontakt os, hvis du tager blodfortyndende medicin

Tager du blodfortyndende medicin, skal du kontakte os med det samme. Du finder telefonnummeret nederst.

Vejledning i udtømning med Plenvu dosis 2

Plenvu dosis 2 blandes som følger: Tag en kande med ½ liter vand og hæld brav A og brev B i vandet. Rør blandingen godt sammen. Vær opmærksom på, at det kan tage op til 8 minutter, før pulveret er opløst.

På undersøgelsesdagen 4-6 timer før undersøgelsen skal du drikke Plenvu dosis 2. Drik blandingen indenfor en ½ time og drik herefter mindst ½ liter almindelig væske.

Sørg for at være i nærheden af et toilet. Du kan forvente hyppig afføring/diarré.

Sådan foregår undersøgelsen

Inden undersøgelsen lægger vi en kanyle i en vene i din underarm eller hånd. Gennem den kan du få beroligende og smertestillende medicin, hvis du ønsker det. Den smertestillende medicin kan tage eventuelt ubehag og den beroligende medicin får dig til at blive lidt døsig og mere afslappet.

Til undersøgelsen bruger vi en bøjelig kikkert, som er ca. 1 cm i diameter. Kikkerten føres fra endetarmsåbningen, op og rundt i tyktarmen. Det er nødvendigt at puste lidt luft ind, for at lægen kan se tarmen. Dette kan give en forbigående trykken i maven. Gennem kikkerten kan lægen efterse slimhinden, tage vævsprøver og fjerne eventuelle polypper.

Undersøgelsen varer fra 20 minutter til 1 time.

Efter undersøgelsen

Efter undersøgelsen har du mulighed for at hvile lidt.

Du kan få lidt at drikke og spise i afdelingen. I timerne efter undersøgelsen er det normalt med øget luftafgang. Det hjælper at motionere eller gå på toilettet. Du kan også få lidt tynd afføring.

Inden du forlader afsnittet, vil du få det foreløbige resultat af undersøgelsen. Hvis der er taget vævsprøver eller polypper, bliver de sendt til nærmere undersøgelse og vi vil aftale med dig, hvordan du får svar på disse. Hvis der aftales svar per brev, vil du modtage dette i din digitale postkasse.

Det skal du være opmærksom på

Du må ikke køre bil lige efter undersøgelsen

Du må ikke køre bil, motorcykel, cykel eller betjene maskiner, før dagen efter din undersøgelse, hvis du har fået beroligende eller smertestillende medicin. Hvis du kan få nogen til at hente dig, vil det være at foretrække, frem for offentlige transportmidler. Hvis du er omfattet af reglerne om kørsel og kørselsgodtgørelse, kan du få tilskud til egen kørsel.

Bivirkninger med beroligende medicin

Der kan forekomme lette bivirkninger af den beroligende medicin, i form af sløvhed, træthed, forbigående hukommelsesbesvær og kvalme. Alvorlige bivirkninger i form af nedsat vejrtrækning og lavt blodtryk forekommer yderst sjældent.

Kontakt 1813 ved smerter, feber eller blødning

Hvis du oplever kraftige mavesmerter, feber eller kraftig blødning fra endetarmen, skal du kontakte Alkuttelefonen 1813.

Redaktør