Kikkertundersøgelse af livmoderhulen

Undersøgelsen foretages med en lille kikkert (et hysteroskop), som føres op gennem skeden og livmoderhalsen.

Kort om undersøgelsen

Du er henvist til kikkertundersøgelse af din livmoderhule. Denne undersøgelse kan du få foretaget, hvis du for eksempel har blødningsproblemer, polypper eller som udredning pga. barnløshed.

Vigtig forberedelse

Undersøgelsen kan ikke foretages, hvis du er gravid. Derfor anbefaler vi, at du bruger prævention, så du er sikker på ikke at være gravid, når vi undersøger dig.

Du må ikke have menstruation ved undersøgelsen. Hvis du har menstruation omkring undersøgelsesdagen, beder vi dig ringe til os så tidlig som muligt for at aftale en anden tid. Hvis undersøgelsen skal foretages, fordi du har blødningsproblemer, kan den gennemføres, selv om du bløder – blot det ikke er for kraftigt. Kontakt ambulatoriet, hvis du er i tvivl.

Smertestillende

Ved indgrebet kan din livmoder reagere ved at trække sig sammen, som ved menstruation. Du kan derfor have glæde af at tage smertestillende 30 minutter inden indgrebet. Fx 1 gram Paracethamol og 400 mg Ibuprofen. Du kan eventuelt få den smertestillende medicin, når du møder i ambulatoriet.

Sådan foregår undersøgelsen

Undersøgelsen foregår ved, at lægen fører et lille kikkertinstrument gennem skeden op i livmoderhulen.

For at få et godt billede gennem kikkerten bliver livmoderhulen skyllet med en klar væske. I kikkerten kan man få et billede af livmoderhulens slimhinde.

Undersøgelsen tager 15-30 minutter og foregår enten uden bedøvelse eller i lokalbedøvelse.

Efter undersøgelsen

Du kan få let blødning og lette mavesmerter efter undersøgelsen.

Du får nogle smertestillende tabletter i ambulatoriet. Du kan fx tage max 4 x 1g paracetamol det første døgn, hvis du har behov for det.

Det er bedst, at du sidder og hviler dig lidt i en stol efter undersøgelsen og får noget at drikke. Derefter kan du gå hjem, når du har talt med en sygeplejerske eller læge om den videre plan.

I løbet af 2-4 uger efter undersøgelsen kan du få svar på prøven, hvis du har fået fjernet noget væv. Det kan ske enten hos din egen læge eller i Kirurgisk ambulatorium - alt efter hvad du aftaler med gynækologen.

Det er normalt, at du bløder let, nogle dage efter undersøgelsen afhængigt af, hvad der er foretaget.

Redaktør