Information til forældre - slået hoved eller hjernerystelse

Efter hovedet er blevet slået, er der risiko for en hjernerystelse. Vær opmærksom på symptomer, og undgå at barnet er alene de første 24 timer.

Kort om besøget

Dit barn har slået hovedet og har fået en hjernerystelse, eller vi har mistanke herom. Vi har talt med jer om, hvilke forholdsre­gler der gælder de kommende dage.

Når I kommer hjem

Vær ekstra opmærksom på dit barn de første 24 timer

En hjernerystelse vil typisk vise sig i løbet af det første døgn. Derfor er det vigtigt, at du holder godt øje med dit barn de første 24 timer.

Den første nat skal du vække dit barn 2-3 gange. Dit barn skal vågne og reagere som normalt.

Forvent hovedpine og andre lette symptomer

Efter dit barn har slået hovedet, kan det få disse symptomer:

  • hovedpine
  • kvalme
  • opkastninger
  • svimmelhed
  • koncentrationsbesvær
  • træthed
  • hukommelsestab
  • forvirring.

Ring 112, hvis dit barn får disse symptomer

I skal ringe 112, hvis dit barn får ét eller flere af disse symptomer:

  • er sløvt eller sværere at vække end normalt
  • har tiltagende kvalme og kaster meget op
  • har svært ved at se klart
  • har svært ved at styre arme og ben
  • ikke har ens pupiller
  • får kramper.

Kontakt Akuttelefonen 1813, hvis dit barn får det værre

I meget sjældne tilfælde kan dit barn få det værre, efter I er kommet hjem. Ring straks til Akuttelefonen 1813, hvis du er utryg ved barnets tilstand, eller hvis dit barn:

  • har tiltagende hovedpine
  • svarer forkert og vrøvler.

Giv eventuelt dit barn smertestillende medicin

Du kan give dit barn smertestillende medicin, så længe det har ondt. Du kan købe smertestillende medicin til børn i håndkøb. Læs på pakken, hvor meget medicin dit barn må få.

Forsøg at holde dit barn i ro

Børn er som regel gode til selv at sætte grænser for, hvad de kan klare. Vi anbefaler dog, at dit barn kan hvile sig og ligge i sengen ved behov, fx når det er træt eller selv vil sove.

Undgå, at dit barn anstrenger sin hjerne

For at nedsætte risikoen for at dit barn får følger af en hjernerystelse, er det vigtigt at begrænse:

  • fysisk aktivitet, som fx sport og leg på legepladser
  • TV, computer og lignende
  • læsning
  • høj musik.

Hvis dit barn er teenager, skal du sørge for, at det undgår alkohol og euforiserende stoffer.

Aktiviteterne kan genoptages gradvist i takt med, at dit barn får det bedre. Samtidig kan dit barn også stille og roligt begynde at komme i skole eller daginstitution igen.

Giv skolen eller daginstitutionen besked

Enkelte børn kan få svært ved at huske, lære nyt og koncentrere sig efter at have slået hovedet og muligvis fået hjernerystelse. Det er derfor en god idé at informere skolen eller daginstitutionen om, hvad der er sket.

Kontakt dit barns egen læge, hvis symptomerne fortsætter

Nogle få børn kan være længere tid om at komme sig. Det gælder særligt dem, der blev bevidstløse, da de slog hovedet. Hvis dit barn efter 2 uger fortsat har symptomer på hjernerystelse, fx hovedpine, hukommelsesbesvær eller er irritabelt, skal I kontakte jeres egen læge eller Akuttelefonen 1813 uden for egen læges åbningstid.

Værd at vide

Se barnets journal

www.minsundhedsplatform.dk og www.sundhed.dk har du adgang til dit barns journal og sundhedsdata. Du kan hente begge dele som app: MinSP og MinSundhed. Du skal udfylde en fuldmagt på hospitalet, før du kan få adgang. Kontakt os, hvis du ikke fik udfyldt en fuldmagt, inden I gik hjem.

Vi giver barnets læge besked

Vi sender information om dit barns besøg på hospitalet til barnets praktiserende læge. Hvis du ikke ønsker, at barnets læge skal modtage besked fra hospitalet, skal du sige det til os.

Fortæl om jeres oplevelse

Vi vil gerne høre fra dig med både ris og ros angående barnets ophold på hospitalet. Hvis du overvejer at klage, kan du kontakte hospitalets patientvejledere, som er uvildige rådgivere. Læs mere her: www.regionh.dk/patientrettigheder

Barnets personlige data

Region Hovedstaden anvender de personoplysninger, du giver os i forbindelse med henvendelsen om barnet.
Læs mere om formålet med anvendelsen samt barnets rettigheder på www.regionh.dk/persondatapolitik

Få mere viden

Du kan få mere viden om skader på hovedet og hjernerystelse på www.patienthåndbogen.dk. Søg på ’commotio cerebri’, ’hovedskade’ og ’hjernerystelse’.

Redaktør