Gå til hovedindhold

Hjertet - undersøgelse ved cykeltest (Arbejds-EKG)

Vi undersøger, hvor godt dit hjerte arbejder, mens du cykler.

Kort om undersøgelsen

Når du skal have undersøgt, hvor godt dit hjerte arbejder under belastning, laver vi en cykeltest. Vi undersøger, om dit hjerte slår uregelmæssigt, om dit hjerte slår for hurtigt, og om pulsen og blodtrykket stiger som forventet.

Du skal forvente at være på hospitalet i cirka 1 time i forbindelse med undersøgelsen.

Vigtig forberedelse

Tag praktisk tøj på

Vi anbefaler, at du har behageligt, løstsiddende tøj eller træningstøj på til undersøgelsen. Det er også en god idé at medbringe træningssko.

Kontakt os, hvis du bliver forkølet, får en infektion eller feber

Hvis du de sidste 2 uger inden undersøgelsen bliver forkølet, får en infektion i kroppen eller får feber, kan vi muligvis ikke lave undersøgelsen. Du skal derfor kontakte os og få en ny tid, så du ikke risikerer at gå forgæves.

På hospitalet

Undersøgelsen

Vi sætter elektroder fast med klistermærker på din brystkasse og ryg, så vi kan følge din hjerterytme, mens du cykler. Vi måler dit blodtryk før, under og efter cykeltesten. Du skal cykle på en motionscykel i cirka 10-15 minutter, hvor belastningen gradvist øges. Belastningen gør, at det føles som at cykle op ad bakke. Vi fortæller dig, hvor hurtigt du skal cykle. Det er vigtigt, at du cykler så længe, du kan. Hvis du undervejs oplever, at du ikke kan cykle mere på grund af åndenød, brystsmerter eller udmattelse, skal du sige til. Testen er færdig, når du har nået maksimal belastning.

Undersøgelsen varer 30 minutter.

Svar på undersøgelsen

Du kan forvente at få svar på undersøgelsen enten per telefon, per brev, via Digital Post eller ved en opfølgende samtale.

Få mere viden

Hjerteforeningen tilbyder fællesskab, råd og støtte til patienter og pårørende.
Du finder foreningen på www.hjerteforeningen.dk.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden