Gå til hovedindhold

Hjemme igen efter operation for karpaltunnelsyndrom

Information om operation for nerve i klemme i håndled, også kaldet karpaltunnelsyndrom

I det følgende kan du se, hvad du skal være opmærksom på, når du er hjemme igen.

Ubehag eller smerter

Vær opmærksom på blødning

Det er normalt, at det bløder under forbindingen de første timer efter operationen, men du skal kontakte os, hvis blodet siver gennem forbindingen. Hvis det sker uden for vores åbningstid, skal du kontakte din egen læge eller Akuttelefonen 1813.

Vær opmærksom på betændelse

Det er normalt at være hævet og øm omkring såret. Du skal dog være opmærksom på, at der kan gå betændelse i såret. Det er sjældent, men hvis det sker, skal det behandles. Du skal derfor kontakte din egen læge eller Akuttelefonen 1813 udenfor din egen læges åbningstid, hvis du oplever et eller flere af disse symptomer:

  • Forværring af ømhed.
  • Øget hævelse.
  • Øget varme under fornbindingen.
  • Feber over 38 grader, uden at der en anden grund til det.

Tag smertestillende medicin

Vi anbefaler, at du de første døgn efter operationen tager smertestillende medicin. Følg de anvisninger du fik, da du blev udskrevet fra hospitalet.

Hvis du har brug for ekstra behandling af dine smerter, skal du kontakte din egen læge.

Bevægelse og hvile

Hold hånden højt

De første døgn efter operationen skal du holde hånden over hjertehøjde for at mindske hævelse og blødning fra såret.
Når du skal sove, og når du sidder ned i løbet af dagen, skal du holde både hånden og albuen over hjertehøjde, fx ved at lægge puder eller et sammenrullet tæppe under.

Bevæg fingrene

Når bedøvelsen er aftaget, skal du flere gange om dagen sørge for at bøje og strække fingrene, så meget du kan med forbinding på. Det må gerne stramme i fingrene, men det må ikke gøre ondt.
Stræk armen helt i vejret hver anden time, og bøj og stræk fingrene 15 gange. På den måde forebygger og mindsker du hævelse.
Hvis din hånd stadig er hævet efter de første døgn, skal du fortsætte med denne øvelse og med at holde hånden og albuen over hjertehøjde, når du hviler.

Kontakt os, hvis det ikke hjælper, og hvis du har svært ved at bevæge fingrene.

Brug hånden til lette aktiviteter

For at bevare så meget styrke og bevægelighed som muligt og for at undgå hævelse, skal du hurtigst muligt begynde at bruge hånden til lette hverdagsaktiviteter. Du må fx bruge hånden til at tage tøj af og på, spise med bestik og løfte en kop op til munden.
Du kan gradvist begynde at bruge hånden til aktiviteter med mere belastning, men det må ikke gøre ondt eller skade såret. Du må dog ikke løfte tunge ting de første 4 uger.

Du skal lave øvelser

Du skal starte på øvelserne umiddelbart efter operationen. Øvelserne mindsker hævelse og vedligeholder din bevægelighed i hånden og albuen.

Du skal træne 3-4 gange dagligt og lave hver øvelse 10-15 gange. Du skal beholde forbindingen på hele tiden, også når du træner.

Træn i et roligt tempo, og undgå at tvinge en bevægelse igennem, hvis du mærker modstand eller stærke smerter. Hvis du får ondt, mens du træner, skal du holde 30 minutters pause og derefter fortsætte dine øvelser.

Du skal fortsætte med at lave øvelser, indtil du kan bruge din hånd normalt igen.

Øvelse 1

  • Knyt hånden.
  • Stræk og spred fingrene.

Øvelse 2

  • Saml og spred fingrene så meget som muligt.

Øvelse 3

  • Spred fingrene så meget som muligt.
  • Før tommelfingeren til spidsen af hver af de andre fingerspidser én efter én. Du skal lave et stort ’O’ med hver af fingrene. Stræk fingrene mellem hvert ’O’.

Øvelse 4

  • Stræk armen ud til siden. Knyt fingrene og bøj håndleddet ind mod kroppen.
  • Bøj albuen, mens du strækker fingrene og bøjer håndleddet, så håndfladen vender opad.

Øvelse 5

  • Stræk alle fingre.
  • Knyt hånden i en glidende bevægelse ved først at bøje de yderste led af fingrene, derefter de mellemste led og til sidst de nederste led af fingrene.
  • Stræk fingrene igen.

Pleje og hygiejne

Hold forbindingen ren og tør

Sørg for, at forbindingen ikke bliver våd eller snavset. Dæk altid forbindingen til med en plastikpose, når du er i bad, og rør ikke ved rå madvarer, fx råt kød. Lad heller ikke husdyr komme tæt på forbindingen.

Fjern forbindingen efter 2-3 dage

Du må fjerne forbindingen 2-3 dage efter operationen og sætte et plaster på i stedet.

Plej arret

Du kan gøre arret mindre synligt og forebygge, at det bliver hårdt og usmidigt ved at massere området 3-4 gange dagligt.

Når såret har sårskorpe på:

  • Massér forsigtigt huden rundt om såret uden at hive i såret.

Når sårskorpen er faldet af:

  • Brug fingrene til at skubbe arret i alle retninger uden at fingrene glider hen over huden. Du må ikke bruge creme eller olie.
  • Massér herefter selve arret blidt med creme eller olie.

Hjælp din krop med at komme sig

Efter din operation har bevægelse, kost, rygning og alkohol stor betydning for, hvor hurtigt du får kræfterne tilbage. Læs om, hvordan du kommer dig bedst muligt på www.bornholmshospital/patientguiden. Søg på ’livsstil’.

Få fjernet tråde

Du skal have fjernet tråde hos din egen læge 12-15 dage efter operationen. Husk selv at bestille tid.

Praktiske forhold

Vent med at køre bil og cykle

Du må ikke køre bil eller cykle, før du kan bruge din hånd normalt og færdes forsvarligt i trafikken. Du skal kunne holde ordentligt fast om rattet eller cykelstyret med begge hænder. Du må heller ikke køre bil eller cykle i trafikken, hvis du tager stærk smertestillende medicin.

Sygemelding

Du kan starte på arbejde eller i skole igen, når du føler dig parat til det. For de fleste er det efter cirka 2-6 uger, men hvis du arbejder med tunge løft, kan det være nødvendigt at vente længere. Hvis du har brug for en sygemelding i en periode, kan du få den hos din egen læge. Tal med din læge om, hvornår du kan gå i gang med at arbejde.

Kontakt dit forsikringsselskab, hvis du skal ud at rejse

Hvis du skal ud at rejse i løbet af de første 2-3 måneder efter operationen, anbefaler vi, at du i god tid kontakter dit forsikringsselskab. Både forsikringsselskaber og flyselskaber kan have særlige retningslinjer, som du skal følge.

Værd at vide

Vi giver din læge besked

Vi sender information om dit forløb til din praktiserende læge. Hvis du ikke ønsker, at din læge skal modtage besked fra hospitalet, skal du sige det til os.

Fortæl om din oplevelse

Vi vil gerne høre fra dig med både ris og ros. Hvis du overvejer at klage, kan du kontakte hospitalets patientvejledere, som er uvildige rådgivere. Læs mere om dine rettigheder som patient på www.regionh.dk/patientrettigheder.

Få mere viden

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden