Gå til hovedindhold

Hammertå - operation

Information om operationen, forberedelse og tiden efter operation for hammertå.

Kort om operationen

Du skal opereres for hammertå. En hammertå er en tå, som er blevet bøjet i det midterste eller yderste led. Bøjningen kan give hård hud, ligtorne, betændelse og smerter.

Størstedelen af de patienter, der bliver opereret, mærker en bedring efter operationen. Du skal dog forvente ømhed og hævelse af foden i 3-8 måneder efter operationen.

Vigtig forberedelse

Forbered din krop på operationen

Når du skal opereres, er det vigtigt, at du spiser sundt, bevæger dig mest muligt og undgår rygning og alkohol. På den måde styrker du dit immunforsvar og mindsker risikoen for komplikationer. De sidste 6 uger før en operation er vigtige, men også få dage uden især rygning har betydning.

Læs om, hvordan du bedst forbereder din krop på operationen på www.bornholmshospital.dk/patientguiden. Søg på ’Livsstil - vigtigt for dit behandlingsresultat’.

Gør klar til, når du kommer hjem

Allerede inden operationen er det en god idé at gøre klar til, når du kommer hjem, da hverdagsaktiviteter kan tage længere tid og være mere besværlige end normalt. Du kan fx:

  • lave aftaler med venner eller familie om hjælp til praktiske ting, fx til at købe ind
  • have nem mad klar
  • indrette dit hjem, så det er nemt at komme rundt og nemt at få fat i dine ting.

Aftal at blive hentet af en pårørende

Allerede inden operationen skal du lave en aftale med en pårørende, der kan følge dig hjem. Du må ikke selv køre bil eller cykle efter operationen. Du skal forvente at komme hjem samme dag, som du bliver opereret.

Undgå visse typer medicin

Der kan være medicin, du skal holde pause med inden operationen. Vi aftaler til forundersøgelsen og samtalen med narkoselægen, hvad der gælder for dig. Du må ikke holde pause med medicin, før du har talt med os. Kontakt os, hvis du er i tvivl.

Undlad at fjerne hår

Du må ikke fjerne hår fra det område, hvor du skal opereres, i et par uger op til operationen, da du risikerer at lave rifter i huden og dermed øge risikoen for betændelse. Får du betændelse, kan operationen blive aflyst.

Kontakt os, hvis du bliver forkølet, får en infektion eller feber

Hvis du i tiden op til operationen bliver forkølet, får en infektion i kroppen eller får feber, kan vi muligvis ikke operere dig. Du skal derfor kontakte os, hvis det sker.

Kontakt os, hvis du har sår eller rifter på huden

Du må ikke have sår, rifter eller hudafskrabninger i det område, hvor du skal opereres, da det øger risikoen for betændelse. Vær særligt opmærksom, hvis du har husdyr eller laver havearbejde. I nogle tilfælde kan vi være nødt til at aflyse operationen.

Du skal ringe til os dagen før din operation

Dagen før din operation, skal du ringe til os mellem kl. 13 og 14 for at få dit præcise mødetidspunkt. Er din operation om mandagen, skal du ringe til os torsdagen før mellem kl. 13 og 14. Ring til os på vores telefon 38 67 12 80.

Gå i bad hjemmefra

Du skal tage et bad, vaske dine fødder, børste tænder og tage rent tøj på, før du møder på hospitalet på dagen for din operation. Du må ikke bruge creme på operationsområdet efter badet, da det øger risikoen for betændelse. Cremen kan mindske virkningen af den desinfektionsvæske, vi bruger på din hud.

Fjern makeup, neglelak og smykker

Under operationen sætter vi et måleapparat på en af dine fingre, som måler iltmætningen i dit blod. Derfor skal du fjerne neglelak og kunstige negle inden din operation. Du må heller ikke have neglelak på tæerne. Du skal desuden fjerne al makeup, ur, smykker og piercinger hjemmefra.

Mød fastende, hvis du skal i fuld bedøvelse

Hvis du har fået at vide, at du skal i fuld bedøvelse, skal du faste inden operationen. Det vil sige:

  • 6 timer før din operation skal du stoppe med at spise.
  • 6 timer før skal du stoppe med at drikke mælkeprodukter og juice med frugtkød. Du må heller ikke drikke mælk i din kaffe eller te.
  • 2 timer før skal du stoppe med at drikke alle former for kold og varm væske. Vi anbefaler, at du som det sidste 2 timer inden operationen drikker et glas saft. Sukkeret i saften modvirker kvalme og utilpashed.

Din mavesæk skal være tom for at undgå, at der løber maveindhold op i lungerne, mens du er bedøvet.

Tag løstsiddende og praktisk tøj på

Du får normalt en stor forbinding på foden og en støvle på efter operationen. Det er derfor en god idé at tage løstsiddende bukser på.

Medbring høreapparat og briller

Bruger du høreapparat eller briller, skal du tage dem med på hospitalet.

Medbring adspredelse

Det er en god idé at tage en bog, et blad eller anden underholdning med, som du kan få tiden til at gå med, da der kan være ventetid. Du er også velkommen til at tage musik med, som du kan høre under operationen. Der er wifi på afdelingen.

Lad dine værdigenstande blive hjemme

Lad så vidt muligt smykker, kontanter og andre værdier blive hjemme. Du har selv ansvaret for de ting, du tager med. Hospitalet erstatter som udgangspunkt ikke tabte eller stjålne ting.

På hospitalet

Vi gennemgår dit forløb

Inden operationen taler vi med dig om, hvad der skal foregå før, under og efter operationen.

Du får udleveret hospitalstøj

Vi udleverer hospitalstøj, som du skal have på ved operationen.

Bedøvelse

Du er vågen, mens vi opererer dig, men din fod bliver bedøvet med en blokade. Du føler derfor ikke smerte, men du kan mærke berøring og tryk. Foden kan være bedøvet i 8-24 timer. Du kan derfor ikke støtte på foden efter operationen.

I enkelte tilfælde kan operationen foregå i fuld bedøvelse. Ved fuld bedøvelse får du medicin, så du sover og ikke mærker noget. Vi taler med dig om, hvad det betyder for dine forberedelser.

Operationen

Når bedøvelsen virker, laver lægen et snit på din tå. Hvis tåen er stiv, strækker vi leddet ud, sætter en metalpind gennem knoglen og gør leddet stift i strakt stilling. Hvis din tå stadig er bevægelig, skærer vi senen i tåen over, så tåen falder ned i naturlig stilling. Såret lukkes med tråd, og du får plaster og forbinding på. Operationen varer cirka 1 time.

Støtte på foden

Afhængigt af, hvilken operation du har fået, vurderer vi, om du kan støtte på foden efter operationen. Første gang du skal ud af sengen, hjælper vi dig.

Brug af hælsko

Hvis du har fået en hælsko på efter operationen, får du vejledning i, hvordan du bruger den. Vi aftaler med dig, hvor lang tid du skal have den på, og om du må tage den af, når du skal sove eller i bad. Du kan også få en vejledning i, hvordan du går med krykker.

Lægen fortæller dig om operationen

Efter operationen kommer lægen og fortæller dig, hvordan det er gået. Du får også udleveret en beskrivelse af operationen, hvor der står, hvis der er noget, du skal være særligt opmærksom på.

Risiko ved operationen

Ved alle operationer er der risiko for ubehag og komplikationer undervejs og bagefter. Hvis der er forhold, der gør, at du er udsat for en særlig risiko, taler vi med dig om det.

  • Skade på nerverne (Hyppighed: almindeligt): Nerverne i det opererede område kan tage skade og give smerter eller føleforstyrrelser i form af øget eller nedsat følelse. I få tilfælde kan skaden være permanent.
  • Betændelse i såret (Hyppighed: ikke almindeligt): Der kan gå betændelse i såret. Hvis det sker, behandler vi det med antibiotika. I nogle tilfælde kan det kræve en ny operation.
  • Blodprop (Hyppighed: ikke almindeligt): Der kan dannes en blodprop i forbindelse med operationen. Hvis det sker, behandler vi dig.
  • Manglende heling af knoglevæv (Hyppighed: ikke almindeligt)): Det kan ske, at knoglevævet ikke heler. Det kræver en ny operation.
  • Heling af tåen i skæv stilling (Hyppighed: ikke almindeligt): Din tå kan vokse skævt sammen efter operationen. Sker det, kan det kræve en ny operation.

Hjemme igen

Vigtige forholdsregler de første 24 timer

Hvis du har været i fuld bedøvelse, skal du følge nogle forholdsregler de første 24 timer. Vær opmærksom på, at du:

  • helst skal følges hjem af en pårørende
  • ikke må køre bil eller andre køretøjer
  • ikke bør drikke alkohol.

Hvis der ikke er nogen, der kan være hos dig, anbefaler vi, at du har en, du kan ringe til, hvis du har brug for hjælp.

Sygemelding

Det er individuelt, hvor længe man har behov for at være sygemeldt efter en operation. Du taler med lægen om, hvor lang tid du har brug for sygemelding, hvis du har behov for det.

Du får mere information med hjem

Vi giver dig information om, hvad du skal være opmærksom på, når du er hjemme igen. I informationen kan du læse om praktiske forholdsregler og se, hvad du skal gøre i forhold til fx hygiejne eller smerter.

Få mere viden

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden