Hånd - forbrænding

Efter en forbrænding på hånden er det vigtigt at være opmærksom på, at såret ikke bliver betændt. Det er også vigtigt at bevæge fingrene, så huden ikke bliver stiv.

Kort om besøget

Du har fået forbrændinger på din hånd. Vi har skyllet og renset dit brandsår og fjernet løsnet hud. Du har fået forbinding på med et elastikbind yderst.

Afhængig af skadens omfang, skal du til kontrol inden for 3-10 dage. Vi taler med dig om, hvad der gælder for dig, og hvornår du skal komme igen:

☐ Du skal have udskiftet din forbinding eller en del af den om nogle dage, oftest 3 dage efter ulykken eller ved gennemsivning. Hvis du ikke fik en tid på hospitalet, ringer vi dig op med informationer om tid og sted.

☐ Du skal lade din forbinding sidde i de næste 10 dage, medmindre den er våd, eller du får symptomer på betændelse. Hvis dit sår er helet efter 10 dage, skal du have fjernet forbindingen hos dine egen læge. Hvis dit sår ikke er helet efter 10 dage, skal du kontakte din egen læge for videre behandling.

Når du kommer hjem

Kontakt din egen læge ved tegn på betændelse

Du skal ringe til din egen læge eller Akuttelefonen 1813 uden for din egen læges åbningstid, hvis:

  • du får feber
  • du får dunkende smerter
  • fingrene føles kolde
  • sårene begynder at lugte.

Tag smertestillende medicin, så længe du har ondt

Du skal tage smertestillende medicin, så længe du har ondt. Du kan købe medicinen på apoteket enten i håndkøb eller på en elektronisk recept, hvis vi har givet dig sådan en. Læs på pakken hvor meget, du må tage. Hvis du har brug for ekstra behandling af dine smerter, skal du kontakte din egen læge. 

Forebyg hævelse

For at undgå at hånden hæver, kan du holde den i samme højde som hjertet. Når du sidder ned, kan du fx hvile armen på en pude.

Bevæg dine fingre

Du skal bevæge dine fingre som du plejer, fx når du spiser, drikker og børster tænder. Du skal også flere gange dagligt skiftevis knytte og strække hånd og fingre. Det kan gøre ondt, mens du bruger fingrene, men bevægelserne er vigtige for at bevare hudens smidighed og undgå stive og hævede fingerled.

Undgå nikotin

Vi anbefaler, at du holder dig helt fra nikotin, indtil dine brandsår er helede. Nikotin findes i cigaretter, nikotintyggegummi og nikotinplaster og hæmmer helingen af sår.

Pas på solen

Du skal undgå sol på arrene, så længe de er røde. Arrene kan være røde i 1-2 år. I den tid er huden særligt udsat for solskoldning og kan blive mørk. Den mørke farve vil ikke forsvinde igen. Vi anbefaler, at du bruger en solcreme med høj faktor eller tøj, der dækker arrene.

Værd at vide

Se din journal og prøvesvar

www.minsundhedsplatform.dk og i sundhedsjournalen på www.sundhed.dk kan du se din journal, dine sundhedsdata og dine eventuelle prøvesvar. Du kan hente begge dele som app: MinSP og MinSundhed. Log på med dit NemID.

Vi giver din læge besked

Vi sender information om dit besøg på hospitalet til din praktiserende læge. Hvis du ikke ønsker, at din læge skal modtage besked fra hospitalet, skal du sige det til os.

Fortæl om din oplevelse

Vi vil gerne høre fra dig med både ris og ros. Hvis du overvejer at klage, kan du kontakte hospitalets patientvejledere, som er uvildige rådgivere. Læs mere her: www.regionh.dk/patientrettigheder

Dine personlige data

Region Hovedstaden anvender de personoplysninger, du giver os i forbindelse med din henvendelse.
Du kan læse mere om formålet med anvendelsen samt dine rettigheder på vores hjemmeside: www.regionh.dk/persondatapolitik 

Få mere viden

Du kan få mere viden om forbrænding på www.patienthåndbogen.dk. Søg på ’forbrændinger’ og ’brandskade’.

Redaktør