Bedøvelsen
På operationsafdelingen bliver du modtaget af det personale, der skal bedøve dig. Du får lagt et drop i den ene hånd eller arm til væske og medicin. Vi måler dit blodtryk og sætter elektroder på din brystkasse, så vi kan følge din tilstand under operationen.
Anæstesilægen sprøjter bedøvende medicin ind via droppet, og i løbet af få minutter falder du i søvn. Mens du er bedøvet, sidder specialuddannet personale ved siden af dig og sikrer, at du har det godt, og at bedøvelsen virker, som den skal. Vi sørger for, at din vejrtrækning foregår uhindret og lægger et plastikrør ned i dit luftrør for at hjælpe, hvis der er brug for det. Inden du vågner af bedøvelsen, giver vi dig smertestillende medicin igennem droppet i hånden.