Kort om væske i bughulen (ascites)
Ascites er væske i bughulen og kan opstå, hvis der er for stort tryk i leveren. Dette ses ofte ved skrumpelever (levercirrose), hvor leveren bliver hård. Blodet har svært ved at løbe igennem leveren, og derfor presses der væske ud af blodbanen og ud i bughulen.
Det kan være meget generende at have væske i bughulen. Nogle kan ikke passe deres tøj, fordi maven vokser, andre bliver hurtigt forpustede og føler besvær ved at klare det samme i hverdagen som tidligere. Ascites kan også give smerter eller spændinger i maven og nedsat appetit.
Det kan du selv gøre
Spis mindre salt
Er du leverpatient kan du selv gøre meget for at undgå væske i bughulen. Du kan nedsætte saltforbrugt på og i maden og undgå snacks som chips, peanuts og lakrids.
Spis proteinrig mad
Proteinrig mad modvirker også væske i bughulen. Proteiner findes i kød, fjerkræ,
fisk, æg, mælk, ost, korn, gryn, mel, bønner, linser, kikærter, frø, nødder, grønsager og frugter. Se også www.leverforeningen.dk, som har foldere om kostvejledning. Hvis du har svært ved at spise nok proteiner, kan du supplere med ernæringsdrikke med ekstra protein. Disse kan købes på apoteket, men tal med din læge om at få det på recept.
Hold øje med din vægt
Har du væske i bughulen, skal du holde godt øje med din vægt. Det kan du gøre ved at veje dig hver morgen, efter du har tisset, og før du spiser morgenmad. Husk at skrive vægten ned hver dag, så du på den måde ved om du tager på i vægt eller taber dig. Taber du dig mere end et ½ kg i døgnet, bør du kontakte din læge for at høre, om din vanddrivende medicin skal justeres.
Behandling
Vanddrivende medicin
Oftest kan væsken fjernes med vanddrivende medicin, som gør at du tisser mere og dermed kommer af med væsken.
Tapning af væske fra bughulen
I nogle tilfælde er det ikke nok med vanddrivende medicin, og i andre tilfælde kan kroppen ikke tåle den vanddrivende medicin. Her kan det være nødvendigt, at fjerne væsken fra bughulen gennem en tynd slange - et ascitesdræn. Det er en læge, der vurderer dit behov for at få en tapning fra bughulen.
Få mere viden
Du kan få mere viden om væske i bughulen på www.patienthåndbogen.dk. Søg på ’ Væske i bughulen’.