Fjernelse af muskelknude i livmoderen

(hysteroskopi).

Kort om behandlingen

Operationen foregår ved, at lægen fører et lille kikkertinstrument gennem skeden op i livmoderhulen. Her skraber man muskelknuden væk.

For at få et godt billede gennem kikkerten vil man under operationen skylle livmoderhulen med en klar væske.

Indgrebet tager 15-30 minutter.

Efter operationen

Du kan have menstruationslignende blødning, lette mavesmerter og evt. let kvalme efter indgrebet. For dette får du smertestillende tabletter og kvalmestillende medicin. Det er bedst at hvile lidt efter indgrebet og få lidt at drikke og evt. spise.

Derefter kan du gå hjem, når du har talt med en sygeplejerske eller læge om den videre plan.

Svar på undersøgelsen

Efter ca. 2-4 uger får du brev fra gynækologen, svar på prøven af det væv, der er fjernet.

Sygemelding efter operationen er individuelt. Mange har ikke brug for sygemelding – andre har behov for 1-2 dage.

Der vil afhængig af indgrebet være blødning af menstruationsstyrke i 1-2 uger efter undersøgelsen. Der kan være udflåd i 3-4 uger efter undersøgelsen.

Kontrol

Hvis kontrol er nødvendig aftales dette individuelt.

For at forebygge infektion skal du, så længe du bløder undgå:

  • at have samleje uden kondom
  • at tage karbad, gå i svømmehal eller i havbad
  • at bruge tampon, (brug hygiejnebind i stedet)

Kontakt din egen læge:

  • hvis du bløder kraftigere end ved normal menstruation
  • hvis du får underlivssmerter, der er kraftigere end menstruationssmerter
  • hvis du får feber og underlivssmerter
  • hvis du får ildelugtende udflåd

Prævention

Hvis du ikke vil være gravid, skal du bruge prævention.

Hvilke virkninger kan du forvente på lang sigt?

For de fleste vil menstruationen blive af normal styrke igen.

Hos nogle få vil der ikke være effekt på blødningen. Dette kan skyldes, at vi ikke har kunnet få hele muskelknuden med ud i første omgang. Her vil man i mange tilfælde få god virkning af et nyt indgreb, dette aftales inden du går hjem.

Redaktør