Falsk strubehoste - information til forældre

Efter falsk strubehoste er blevet konstateret på Akutmodtagelsen, kan hosten lindres med damp eller frisk luft. Vær opmærksom på, om barnet får blå læber eller ikke får en bedre vejrtrækning.

Kort om besøget

Vi har undersøgt dit barn og konstateret, at det har falsk strubehoste. Vi har eventuelt givet dit barn medicin, hvis lægen har vurderet, at det er nødvendigt. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at indlægge barnet. Det har vi talt nærmere med jer om.

Når I kommer hjem

Du kan lindre barnets hoste med damp eller frisk luft

Hvis dit barn er meget genereret af sin hoste, skal du først og fremmest berolige barnet og få det til at sidde op frem for at ligge ned.

Kold luft lindrer og får slimhinderne til at være mindre hævede. Du kan derfor sørge for, at barnet får frisk, kold luft. Gå fx en tur udenfor eller sid foran et åbent vindue. Klæd barnet godt på, så det ikke bliver koldt.
Giv gerne barnet is at spise for at mindske hævelsen af slimhinderne.

Barnets hoste kan også lindres ved at indånde damp, fx ved at være i et badeværelse, hvor vandhanen eller bruseren løber med varmt vand.

Kontakt Akuttelefonen 1813, hvis barnets vejrtrækning ikke bliver bedre

Kontakt Akuttelefonen 1813, hvis barnets vejrtrækning fortsætter med at være påvirket. Er du i øvrigt utryg ved dit barns tilstand, kan du også kontakte Akuttelefonen 1813.

Ring 112, hvis barnet får meget svært ved at trække vejret eller får blå læber

Du skal straks ringe til 112, hvis barnet har voldsomme vejrtrækningsproblemer eller får blå læber.

Værd at vide

Se barnets journal

www.minsundhedsplatform.dk og www.sundhed.dk har du adgang til dit barns journal og sundhedsdata. Du kan hente begge dele som app: MinSP og MinSundhed. Du skal udfylde en fuldmagt på hospitalet, før du kan få adgang. Kontakt os, hvis du ikke fik udfyldt en fuldmagt, inden I gik hjem.

Vi giver barnets læge besked

Vi sender information om jeres barns besøg på hospitalet til barnets praktiserende læge. Hvis I ikke ønsker, at barnets læge skal modtage besked fra hospitalet, skal I sige det til os.

Fortæl om jeres oplevelse

Vi vil gerne høre fra jer med både ris og ros angående barnets ophold på hospitalet. Hvis I overvejer at klage, kan I kontakte hospitalets patientvejledere, som er uvildige rådgivere. Læs mere her: www.regionh.dk/patientrettigheder

Barnets personlige data

Region Hovedstaden anvender de personoplysninger, du giver os i forbindelse med henvendelsen om barnet.
Læs mere om formålet med anvendelsen samt barnets rettigheder på www.regionh.dk/persondatapolitik

Få mere viden

Redaktør