Dupuytrens kontraktur operation

Information om operation for dupuytrens kontraktur.

Hvad er det?

Dupuytrens kontraktur er en fortykkelse af bindevævspladen i håndfladen. Den begynder ofte med knudedannelse under huden i håndfladen, herefter dannes der en eller flere strenge ud på fingrene, som efterhånden trækker fingeren ind mod håndfladen, så fingeren ikke kan strækkes ud. Senerne ligger nedenunder forandringerne og er ikke angrebet.

Det er en smertefri, harmløs lidelse, men den kan ikke standses og ikke kureres.

Hvad skyldes det?

Lidelsen er arveligt betinget. Den er udbredt i Nordeuropa og hos mennesker med nordeuropæiske forfædre. Den er hyppigst hos mænd. Der er ingen ydre påvirkning, der er skyld i lidelsen. Hvis man får den før 40 års alderen vil den ofte have et mere aggressivt forløb end ellers.

Symptomer

Lidelsen rammer oftest lillefingeren og ringfingeren, men alle fingre kan involveres, og lidelsen er ofte dobbeltsidig. Lidelsen bemærkes, når man får en lidt øm knudedannelse i håndfladen. Lidelsen er imidlertid først rigtig generende, når man ikke længere kan lægge håndfladen fladt på bordet, fordi fingeren ikke kan strækkes ud.. Udviklingen sker som regel over år. Det kan ende med, at fingrene er trukket helt ind mod håndfladen og det kan blive svært at renholde hånden.

Behandling

Der er nu flere behandlingsmuligheder for Dupuytrens kontraktur:

Operation, nålemetode eller indsprøjtning (Xiapex).

Efter samråd med håndkirurg er I blevet enige om at operation er bedst for dig.

Operation standser ikke selve sygdommen, men genopretter for en kortere eller længere periode en brugbar strækkeevne af fingeren. Operation skal først foretages, når der er en generende strækkemangel. Man risikerer, at få sygdommen til at ”blusse”, hvis man opererer på knudedannelsestidspunktet eller når der endnu er rødme og ømhed af strengen. Man skal dog heller ikke vente for længe, da leddene kan stivne.

Selve indgrebet foregår i blodtomhed. Kirurgen åbner med et langt zig-zag-snit henover strengdannelsen, frilægger og fjerner så meget af det syge bindevæv, som muligt. Man er undervejs nødt til at frilægge fingernerverne for ikke at beskadige dem. I sjældne tilfælde svære tilfælde, må man lave hudtransplantation fra underarm eller hånd til fingeren.

Operationen foregår enten under indlæggelse eller ambulant. Indgrebet varer fra 1 til 2 timer.

Bedøvelsen er, afhængig af omstændigheder, enten blokade af armen eller fuld bedøvelse. Det aftales på forhånd.

Efterfølgende bandageres med en stor blød bandage.

I løbet af de næste dage skal du komme til skiftning til en mindre bandage i ambulatoriet, og til sidst, så lille en bandage som muligt. Det er vigtigt at strække fingrene så meget som muligt allerede fra 2. dagen.

Trådene fjernes som regel ca. 14. dag. Hvis kirurgen skønner det er nødvendigt vil du blive henvist til ergoterapi. I visse tilfælde vil du få en skinne til strækbehandling i en periode efter operationen.

Du vil kunne genoptage cykel- og bilkørsel når trådene er taget.

Komplikationer

  • Manglende udretning. Det kan være umuligt, at rette fingeren helt ud, det gælder oftest mellemleddene og især ved gentagne operationer.
  • Dårlig, forsinket sårheling. Der kan opstå problemer med sårheling, men det heler altid op. Det skyldes næsten aldrig infektion, men at huden er tynd og dårlig. Rygning giver dårlig sårheling.
  • Allergisk reaktion (meget sjældne tilfælde). Allergi viser sig ved omfattende rødme, udslæt, hævelse, tæthed i halsen eller vejrtrækningsbesvær. Opstår kort efter indsprøjtningen. Af den grund skal man vente i ambulatoriet til der er gået 15 minutter efter indsprøjtningen med Xiapex.
  • Seneskade (meget sjældne tilfælde) Fingerens bøjesene kan blive beskadiget af indsprøjtningen.
  • Fornyet krumning af fingeren Sygdommen er langsomt fremadskridende og der vil ofte komme nye strenge. Som regel går der dog adskillige år.
Redaktør