Dupuytrens kontraktur, nålemetode

Information om behandling af dupuytrens kontraktur ved hjælp af nålemetode.

Hvad er det?

Dupuytrens kontraktur er en fortykkelse af bindevævspladen i håndfladen. Den begynder ofte med knudedannelse under huden i håndfladen, herefter dannes der en eller flere strenge ud på fingrene, som efterhånden trækker fingeren ind mod håndfladen, så fingeren ikke kan strækkes ud. Senerne ligger nedenunder forandringerne og er ikke angrebet.

Det er en smertefri, harmløs lidelse, men den kan ikke standses og ikke kureres.

Hvad skyldes det?

Lidelsen er arveligt betinget. Den er udbredt i Nordeuropa og hos mennesker med nordeuropæiske forfædre. Den er hyppigst hos mænd. Der er ingen ydre påvirkning, der er skyld i lidelsen. Hvis man får den før 40 års alderen vil den ofte have et mere aggressivt forløb end ellers.

Symptomer

Lidelsen rammer oftest lillefingeren og ringfingeren, men alle fingre kan involveres, og lidelsen er ofte dobbeltsidig. Lidelsen bemærkes, når man får en lidt øm knudedannelse i håndfladen. Lidelsen er imidlertid først rigtig generende, når man ikke længere kan lægge håndfladen fladt på bordet, fordi fingeren ikke kan strækkes ud. Udviklingen sker som regel over år. Det kan ende med, at fingrene er trukket helt ind mod håndfladen og det kan blive svært at renholde hånden.

Behandling

Der er nu flere behandlingsmuligheder for Dupuytrens kontraktur:

Operation, nålemetode eller indsprøjtning (Xiapex).

Efter samråd med håndkirurg er I blevet enige om at nålemetoden er bedst for dig. Operation standser ikke selve sygdommen, men genopretter for en kortere eller længere periode en brugbar strækkeevne af fingeren. Operation skal først foretages, når der er en generende strækkemangel. Man risikerer, at få sygdommen til at ”blusse”, hvis man opererer på knudedannelsestidspunktet eller når der endnu er rødme og ømhed af strengen. Man skal dog heller ikke vente for længe, da leddene kan stivne.

Operation af Dupuytrens kontraktur ved hjælp af nålemetode:

I lokal bedøvelse og ved hjælp af en kanyle, brydes den kraftige bindevævsstreng, der holder fingeren krummet, flere steder. Efter operationen anlægges en lille forbinding.

Dagen efter operationen tages forbindingen af og erstattes med plaster over indstiksstederne. Allerede dagen efter operationen er det vigtigt at bevæge og træne fingrene, således at fingrene forbliver udstrakte. I nogle tilfælde vil du få en skinne for at holde fingeren strakt, evt. kun til brug om natten.

Den hyppigste komplikation er bristning af huden i forbindelse med udretning af fingeren. Såret skal hele op fra bunden og det kan tage et par uger.

Komplikationer

  • Manglende udretning. Det kan være umuligt, at rette fingeren helt ud, det gælder oftest mellemleddene og især ved gentagne operationer.
  • Dårlig, forsinket sårheling Der kan opstå problemer med sårheling, men det heler altid op. Det skyldes næsten aldrig infektion, men at huden er tynd og dårlig. Rygning giver dårlig sårheling.
  • Allergisk reaktion (meget sjældne tilfælde).Allergi viser sig ved omfattende rødme, udslæt, hævelse, tæthed i halsen eller vejrtrækningsbesvær. Opstår kort efter indsprøjtningen. Af den grund skal man vente i ambulatoriet til der er gået 15 minutter efter indsprøjtningen med Xiapex.
  • Seneskade (meget sjældne tilfælde) Fingerens bøjesene kan blive beskadiget af indsprøjtningen.
  •  Fornyet krumning af fingeren Sygdommen er langsomt fremadskridende og der vil ofte komme nye strenge. Som regel går der dog adskillige år.

 

Redaktør