Bristning af endetarmsmusklen

I forbindelse med fødslen kan en rift eller bristning fra skedeåbningen bagtil mod endetarmen medføre, at endetarmsmusklen bliver revet helt eller delvist over (anal sphincterruptur).

Om bristning af endetarmsmusklen

Hvorfor er lukkemusklen gået i stykker?

Når du føder dit barn gennem skeden bliver bækkenbundens muskler og bindevæv udspilet, og der kan opstå bristninger. Mange førstegangsfødende får mindre bristninger, men i sjældne tilfælde går bristningen af mellemkødet ned til endetarmen, så lukkemusklen bliver helt eller delvist revet over. Der er specielt risiko for at få bristninger af lukkemusklen, hvis man føder hurtigt, barnet er stort eller tages med sugekop.

Hvad er lukkemusklen?

Lukkemusklen er en ringmuskel omkring endetarmen. Lukkemusklens funktion er at holde på luft og afføring. Musklen virker ved at være konstant sammentrukket. Hvis lukkemusklen har været bristet og ikke er helet ordentligt op, kan lukkemekanismen være svækket, og man bliver utæt for tarmluft og/eller afføring.

Om behandlingen

Hvordan sys lukkemusklen?

Lukkemusklen sys sammen med opløselig sytråd, så muskelenderne samles. Hvis ophelingen ikke er fuldstædig, kan man få problemer med at holde på tarmluft (prutter) og afføring. Ved bristninger af lukkemusklen er der ofte også en stor bristing af mellemkødet, som også er blevet syet efter fødslen. Du kan derfor opleve noget hævelse og ømhed efter fødslen, og det stammer typisk fra hele syningen af mellemkødet.

Hvor længe gør det ondt efter fødslen?

Det er normalt at det svier, når du tisser de første dage efter fødslen. Indenfor de første par uger kan du opleve at såret klør. Ophelingen af bristningen vil normalt tage tre-fire uger. Du må derfor forvente, at der kan gå op til en måned, før du er helt smertefri og har fået normal følesans omkring skeden igen.

Du kan forvente at have brug for smertestillende medicin 1-2 uger efter fødslen. Vi anbefaler, at du lindrer smerter med håndkøbsmedicin som f.eks. 1 gram paracetamol (Panodil/Pinex etc.) op til fire gange i døgnet. Hvis dette ikke er tilstrækkeligt, kan du supplere med f.eks. Ibuprofen/ Ipren 400 mg op til 3 gange i døgnet. Hvis du får stærke smerter eller feber, bør du kontakte læge eller sygehus. Tiltagende smerter kan være tegn på betændelse eller blodansamlinger i vævet.

Går tråden væk af sig selv?

Den tråd, du er blevet syet med, opløser sig selv indenfor 1-2 måneder efter fødslen. Du skal derfor ikke have fjernet tråden eller stingene med mindre de er meget generende.

Når du er kommet hjem

Kolde isbind kan lindre smerte og hævelse

Et sår heler ved, at vævet hæver en smule og ved at der kommer ekstra blodtilførsel til området. Indenfor de første par døgn efter fødslen kan du bruge en ispakning til at dæmpe smerter og hævelse. Man kan lave et isbind ved at gøre et almindeligt hygiejnebind helt vådt og lægge det i en lille frysepose i fryseren i et døgn. Svøb derefter ispakningen ind i et stykke stof og læg den på mellemkødet i 15 minutter med et par timers mellemrum.

Skyl såret rent

Du skal holde såret rent ved at skylle dig med lunkent vand, hver gang du er på toilettet. De første dage kan det være skånsomt, at duppe dig tør med et stykke stof i stedet for toiletpapir. Du bør ikke skrubbe eller vaske for ihærdigt omkring syningen når du er i bad, som regel er det tilstrækkeligt at håndbruse området rent.

Lig ned når du ammer det nyfødte barn

Du skal undgå at sidde i længere tid den første uge efter fødslen. Derfor er det en god idé, at amme ved at du ligger på siden. Personalet på hospitalet kan vise dig gode stilligner til amning og hjælpe med, at du og dit barn får en god start. Smertestillende medicin skader ikke barnet via modermælken.

Gode råd om afføring den første tid efter fødslen

Det er normalt at maven går i stå i forbindelse med en fødsel, og at afføringen derfor først kommer i gang efter et par dage. Du vil blive tilbudt et afføringsmiddel (2 Magnesia tabletter x 2 daglig), mens du er indlagt. Det er en god idé at fortsætte med dette, efter du er kommet hjem, så afføringen holdes lind. Giv dig god tid, når du skal på toilettet de første dage efter fødslen. Træk vejret dybt og roligt og slap af i maven, så du prøver at komme af med afføringen uden at presse så meget. Du kan evt. holde en vaskeklud op i mod mellemkødet, for at føle at du tør presse en smule.

Du kan forebygge hård mave ved at:

  • Drikke omkring 1½-2 liter vand hver dag.
  • Spise fiberrigt såsom fuldkornsbrød, frugt, rosiner eller svesker.
  • Fortsætte med det afføringsmiddel du fik på hospitalet.

Hvis du får tynd afføring skal du skære ned på afføringsmidlet (2 Magnesiatabletter x 1 daglig) eller helt stoppe med at tage det. Når du har daglig lind afføring uden at presse, kan du som regel ophøre med at tage afføringsmiddel.

Luft fra tarmen

Det er normalt at man ikke kan holde på tarmluft (prutter) de første uger efter en fødsel. Musklerne og nerverne bruger noget tid på at komme til at fungere normalt igen. Hvis du er utæt for luft fra tarmen, kan det hjælpe at genoptræne musklerne i bækkenbunden.

Hvornår skal du kontakte læge eller hospitalet?

I følgende situationer skal du søge professionel hjælp:

  • Hvis du får feber.
  • Hvis såret hæver meget.
  • Hvis smerterne fra såret bliver kraftigere.
  • Hvis du tror, at såret er sprunget op.
  • Hvis du ikke kan holde på afføring.
  • Hvis du efter en måned stadig ikke kan holde på tarmluft.

Gode råd om heling i den første tid

For at opnå den bedst mulige heling er det vigtigt, at området bliver aflastet. Efter den første uges tid må du prøve dig frem med, hvor meget din bækkenbund og lukkemuskel kan tåle. Her er nogle gode råd til, hvordan du skåner bækkenbunden, mens såret heler:

  • Undgå at sidde for længe, da det både belaster såret og gør unødvendigt ondt.
  • Kom ind og ud af sengen ved at rulle om på siden.
  • Lig gerne på siden, når du ammer.
  • Løft maximalt 10 kg de første 4-6 uger.
  • Brug isbind mod hævelse og smerter i de første dage.
  • Brug smertestillende medicin efter behov.
  • Undgå at få hård mave.

Bliver jeg normal igen?

Langt de fleste kvinder, der har fået en fødselsbristning heler fint op efter fødslen. Mange kvinder, der har fået store rifter i mellemkødet under deres fødsel, er nervøse for, om deres underliv bliver normalt igen. Vi anbefaler derfor at:

  • Du kigger på såret sammen med en sygeplejerske eller jordemoder på hospitalet, inden I går hjem. Personalet kan også kontrollere, at du heler normalt.
  • Du spørger din læge, gynækolog, fysioterapeut eller jordemoder om vejledning, hvis du er i tvivl.

Psykisk reaktion efter en fødsel

Midt i glæden over at være blevet mor, bliver en del kvinder både bekymrede og frustrerede over bristningen. Du kan tale med din sundhedsplejerske om både dit barn, dig selv og dine oplevelser af fødslen. Du kan også kontakte fødestedet eller din jordemoder og bede om en samtale om fødslen. Hvis du bliver meget ked at det og synes, at alt er håbløst, kan du have en fødselsdepression, og bør søge hjælp.

Genoptræning

Under indlæggelsen vil du blive instrueret i bækkenbundsøvelser af en fysioterapeut og du vil blive henvist til yderligere træning efter udskrivelsen.

Træning af bækkenbundens muskler

Din krop har været belastet af både graviditeten, af fødslen og af bristningen, som skal hele efter fødslen. Det er derfor vigtigt, at du træner dine bækkenbundsmuskler efter fødslen. Du må gerne gå i gang med at træne dine bækkenbundsmuskler med det samme efter fødslen.

Knibeøvelser i de første uger efter fødslen

Prøv forsigtigt, hvor meget du kan knibe, men undgå at knibe så kraftigt, at det giver smerte. Du må knibe, så ofte du vil, og selvfølgelig hver gang du har brug for at lukke din bækkenbund. Det vil sige, at du skal knibe for eksempel, når du løfter dit barn og når du rejser dig op eller sætter dig ned.

Bækkenbundstræning efter fødslen

Hvis du synes, at det er svært at komme i gang med at knibe, kan du følge det lille program herunder:

  • Lig på ryggen eller på siden med bøjede ben. Knib sammen i bækkenbunden.
  • Mærk at du lukker endetarmsåbningen et kort øjeblik og giv langsomt slip.
  • Slap af i maven, bagdelen og lårene, mens du kniber.
  • Hold en pause på 5-10 sekunder mellem hvert knib, så musklerne når at slappe af igen.
  • Gentag knibene 5-10 gange.
  • Hold efterhånden spændingen i 5-10 sek. Når du kan holde et knib uden smerte, kan du øge antallet og længden af knib
  • Gentag gerne flere gange dagligt.

Knibeøvelser er godt for bækkenbunden hele livet

Du kan begynde at lave kraftigere og længere knib efter en måned.

Undgå dog at knibe så kraftigt, at det medfører smerte. Husk at holde pauser mellem knibene. Du kan spørge din fysioterapeut om at få et træningsprogram, som passer til dig.

Sex efter fødslen

De fleste kvinder har lyst til sex med deres partner nogle måneder efter en fødsel. Hvis man har fået en stor bristning, skal man regne med, at det tager en måned, før bristningen er helet. Ved bristninger i endetarmens lukkemuskel frarådes analt samleje de første to måneder efter fødslen.

Din lyst til sex kan være naturligt nedsat, så længe du ammer. Det skyldes forskydninger i din hormonbalance, og det medfører også ofte, at du føler dig tør i skeden. I kan derfor bruge glidecreme eller mandelolie for at undgå smerter ved samliv. Hvis du har lyst til sex, men oplever ømhed inde i skeden, kan du også købe noget bedøvende gel på apoteket (Xylocain gel 2%). Både glidecreme, mandelolie og smertestillende gel kan købes på apoteket eller i Matas. Manglende søvn og ændrede roller i parforholdet kan også påvirke lysten til sex efter fødslen.

Du bliver undersøgt hos din praktiserende læge otte uger efter fødslen

Din praktiserende læge tilbyder et helbredstjek efter fødslen. Her vil du blandt andet få undersøgt om livmoderen har trukket sig sammen, og om blødningen er stoppet efter fødslen. Du kan tale med din læge, hvis du har langvarige smerter fra området ved syningen. Din læge kan henvise dig til en gynækolog, hvis du oplever problemer med smerter eller oplever problemer med at holde på urin, tarmluft eller afføring.

Kontrol på hospitalet

Du bliver tilbudt en kontrol i vores ambulatorie 3-5 måneder efter fødslen. Du vil blandt andet blive spurgt, om du kan holde på luft og afføring.

Redaktør