Gå til hovedindhold

Brækket skulder - operation

Information om hvad der skal ske, når man skal opereres for en brækket skulder.

Kort om operationen

Du er blevet opereret i skulderen efter et brud. Vi har sat en skinne af metal fast på knoglen med skruer, så knoglen heler i den bedst mulige stilling.

På hospitalet

Forberedelser inden operationen

Inden operationen har vi gjort dig klar ved at:

  • måle dit blodtryk og din puls
  • tage blodprøver og eventuelt et hjertekardiogram (EKG)
  • give dig bedøvelse og smertestillende medicin
  • lægge et drop i en blodåre til væske
  • tage røntgenbilleder af bruddet
  • give dig blodfortyndende medicin
  • sikre, at du faster.

Operationen

Operationen er foregået i fuld bedøvelse, og armen er også bedøvet af en blokade, der er lagt på siden af halsen. Lægen har lavet et snit i huden på forsiden af din skulder. Knoglen er sat på plads i den bedst mulige stilling, og der er sat skruer eller en skinne af metal fast på den øverste del af overarmsknoglen. Såret er lukket med tråd og plaster, og du har fået en slynge på armen.

Opvågning efter operationen

Hvis du har været i fuld bedøvelse, kører vi dig til opvågningen, hvor du vågner fra bedøvelsen. På opvågningsstuen er du tilsluttet udstyr, som fx måler hjerterytme, blodtryk og temperatur.

En læge fortæller dig om operationen

Efter operationen kommer en læge og fortæller dig, hvordan det er gået. Du får også udleveret en beskrivelse af operationen, hvor der står, hvis der er noget, du skal være særligt opmærksom på. Du får en elektronisk recept, hvis der er medicin, du skal købe på apoteket på vej hjem.

Du taler med en fysioterapeut eller en ergoterapeut

Inden du bliver udskrevet, taler fysioterapeuten eller ergoterapeuten med dig om din genoptræning. Du får nogle øvelser, som du skal starte med at lave, mens du er på hospitalet, og fortsætte med, når du kommer hjem.

Hjemme igen

I det følgende kan du se, hvad du skal være opmærksom på, når du er hjemme igen.

Ubehag eller smerter

Bedøvelsen kan give midlertidige bivirkninger

Blokaden kan påvirke andre nerver på halsen, så du kan få føleforstyrrelser i ansigtet, og dit øjenlåg kan blive slapt og rødt. Du kan også blive hæs eller føle ubehag, når du trækker vejret.

Bivirkningerne forsvinder i løbet af dagen, når bedøvelsen aftager. Det kan hjælpe at holde hovedet og overkroppen højt, når du hviler eller sover, fx ved hjælp af 2-3 puder i ryggen eller ved at sidde i en stol.

Tag smertestillende medicin

Du skal tage smertestillende medicin, selvom du ikke har ondt. Den smertestillende medicin er en del af behandlingen. Du skal følge de anvisninger, du fik, da du blev udskrevet fra hospitalet.

Vær opmærksom på betændelse

Det er normalt at være hævet og have ondt omkring såret. Du skal dog være opmærksom på, at der kan gå betændelse i såret. Hvis du får betændelse i såret, skal det behandles.
Kontakt os eller Akuttelefonen 1813 uden for vores åbningstid, hvis du oplever et eller flere af disse symptomer:

  • Forværring af smerter.
  • Øget rødme.
  • Øget hævelse.
  • Øget varme omkring såret.
  • Gullig væske fra såret.
  • Såret åbner sig.
  • Feber over 38 grader.

Brug is ved smerter og hævelse

Du kan lindre smerter og hævelse i skulderen med is. Tag fx en pose isterninger eller frosne grøntsager, og læg et viskestykke omkring. Læg det på skulderen i 15-20 minutter ad gangen op til 5 gange om dagen.

Din skulder kan være hævet og misfarvet

Efter operationen kan din skulder og arm være meget hævet. Du kan også få blodansamlinger og blå og gule mærker. Det forsvinder som regel efter nogle uger.

Pleje og hygiejne

Beskyt armen, så længe bedøvelsen virker

Din arm er bedøvet og følelsesløs i op til 24 timer efter operationen. Så længe bedøvelsen virker, skal du derfor være opmærksom på, at du:

  • holder armen og albuen i en naturlig stilling
  • ikke holder armen i nærheden af meget varme eller kolde ting
  • ikke hviler armen direkte på et hårdt underlag. Læg fx en pude under armen.

Når bedøvelsen begynder at aftage, vil det prikke og stikke i armen.

Behold slyngen på døgnet rundt

Du skal have slyngen på døgnet rundt. Du må kun tage slyngen af, når du går i bad eller laver øvelser, medmindre du har aftalt noget andet med lægen.

Det er individuelt, hvor længe man skal bruge slyngen. Det afhænger af, hvordan bruddet vokser sammen. Vi fortæller, hvad der gælder for dig, når du kommer til kontrol.

Vent med at gå i bad

Du må ikke gå i bad de første 24 timer efter operationen. Derefter må du tage brusebad med plasteret på, men du skal vente med karbad, svømmehal og badning i havet, indtil såret er helet.

Når du skal i bad, skal du forsigtigt tage slyngen af og lade armen hænge ned langs siden af kroppen. Læn dig lidt til siden, når du skal vaske dig under armene. Du må ikke bevæge den opererede skulder, når du vasker hår. Sørg for at holde armhulen ved den opererede skulder ren og tør hver dag, da der ellers kan opstå svamp.

Fjern plasteret efter et par dage

Du må tage plasteret af efter et par dage. Du skal dog skifte plasteret, hvis det bliver vådt af blod eller væske fra såret.

Hjælp din krop med at komme sig

Når du er blevet opereret, har bevægelse, kost, rygning og alkohol stor betydning for, hvor hurtigt du får kræfterne tilbage, og hvor godt dit sår heler. Læs om, hvordan du kommer dig bedst muligt efter operationen på www.bornholmshospital.dk/patientguiden. Søg på 'Livsstil'.

Bevægelse og hvile

Du bliver tilbudt genoptræning

Vi sender en genoptræningsplan til det sted, hvor du skal træne. De kontakter dig om, hvornår din genoptræning starter. Indtil du starter i genoptræning, skal du fortsat lave de øvelser, som fysioterapeuten har instrueret dig i.

Lav øvelser og hold dig i gang

Du skal hver dag lave de øvelser, som du har fået udleveret af fysioterapeuten. Det er vigtigt, at du finder en balance mellem at hvile dig og bevæge dig, så du lytter til din krop, hvis du føler dig træt, men samtidig undgår svækkede muskler og blodpropper ved at holde dig i gang. Når du hviler dig, skal du følge fysioterapeutens anvisninger omkring hvilestillinger.

Bevæg fingrene

Sørg for at bevæge fingrene mange gange om dagen. Mindst 3 gange dagligt skal du 10-15 gange skiftevis knytte hånden og strække fingrene.

Tag slyngen rigtigt på

Hvis du har taget slyngen af, eller den har løsnet sig, er det vigtigt, at du sætter den rigtigt på igen.

Læg underarmen i posen på slyngen, og læg albuen helt tilbage i hjørnet af posen.
Før den øverste rem bag om ryggen og op over den raske skulder.
Sæt remmen fast på posens øverste ring, og tilpas højden, så din underarm er vandret.

Sæt tommelfingeren ind i stroppen.

Foto af en patient, der sætter tommelfingeren ind i stroppen.

Før den nederste rem om bag ryggen som et bælte, og sæt den fast på den nederste ring på posen.

Foto af en patient, der spænder den nederste rem om bag ryggen.
Foto af en patient, der har en korrekt påsat armslynge.

Vent med at dyrke motion

Du må først dyrke motion, hvor du bruger armen eller risikerer at skulle tage fra med armen, når bruddet er stabilt. Hvis du er i tvivl om, hvad der gælder for dig, kan du spørge os, når du kommer til kontrol.

Praktiske forhold

Vent med at køre bil og cykle

Du må ikke køre bil eller cykle, hvis du tager stærk smertestillende medicin, eller hvis du endnu ikke kan bruge din arm normalt.

Sygemelding

Du kan starte på arbejde igen, når du føler dig parat til det. Hvis du arbejder med tunge løft, kan det være nødvendigt at vente lidt længere end ellers. Hvis du har brug for en sygemelding i en periode, kan du få den hos din egen læge.

Få fjernet tråde

Du skal have fjernet tråde 14 dage efter operationen. Det sker enten ved en opfølgende aftale hos os eller hos din egen læge.

Eventuel kontrol

Hvis vi vurderer, at du har behov for det, tilbyder vi dig at komme til kontrol.

Du skal til kontrol på hospitalet/hos egen læge: _______________________________
Individuel anbefaling: __________________________________________________________

Kontakt dit forsikringsselskab

Hvis din skade skyldes en ulykke, og du har en ulykkesforsikring, bør du anmelde skaden hurtigst muligt til dit forsikringsselskab.

Det er også en god idé at kontakte forsikringsselskabet, hvis du skal ud at rejse de første 2-3 måneder efter operationen, da der kan være særlige retningslinjer, du skal følge.

Værd at vide

Vi giver din læge besked

Vi sender information om dit forløb på hospitalet til din praktiserende læge. Hvis du ikke ønsker, at din læge skal modtage besked fra hospitalet, skal du sige det til os.

Fortæl om din oplevelse

Vi vil gerne høre fra dig med både ris og ros. Hvis du overvejer at klage, kan du kontakte hospitalets patientvejledere, som er uvildige rådgivere. Læs mere om dine rettigheder som patient på www.regionh.dk/patientrettigheder.

Få mere viden

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden