Gå til hovedindhold

Brækket lårben - operation

Information om operation for brækket lårben og hvad man skal være opmærksom på, på når man er hjemme igen.

Kort om operationen

Du er blevet opereret for et brud på lårbenet. Vi har åbnet ind til knoglen og sat den på plads.

På hospitalet

Forberedelser inden operationen

Inden operationen har vi gjort dig klar ved at:

  • måle dit blodtryk og din puls
  • tage blodprøver og eventuelt et hjertekardiogram (EKG)
  • give dig bedøvelse
  • lægge et drop i en blodåre til væske
  • tage røntgenbilleder af bruddet
  • give dig blodfortyndende medicin
  • sikre, at du faster.

Operationen

Operationen er foregået i fuld bedøvelse. Lægen har lavet et snit i huden ved lårbenet og åbnet ind til bruddet. Den brækkede knogle er sat på plads i den bedst mulige stilling, og der er sat søm, skruer eller en skinne af metal fast på knoglen afhængigt af bruddets placering. Såret er lukket med tråd eller klips.

Opvågning efter operationen

Når operationen er færdig kører vi dig til opvågningen, hvor du vågner fra bedøvelsen. De fleste er trætte og har brug for hvile, men du må gerne få korte besøg.

En læge fortæller dig om operationen

Efter operationen kommer en læge og fortæller dig, hvordan det er gået. Du får også udleveret en beskrivelse af operationen, hvor der står, hvis der er noget, du skal være særligt opmærksom på. Du får en elektronisk recept, hvis der er medicin, du skal købe på apoteket på vej hjem.

Du må gerne have dit eget tøj på

Du må gerne have dit eget tøj på, mens du er på hospitalet, hvis du foretrækker det. Vi anbefaler løstsiddende tøj og sko, som sidder godt fast på foden. Vi har dog ikke mulighed for at vaske dit eget tøj, men vi kan tilbyde dig rent hospitalstøj.

Sig til, hvis du har ondt

De fleste har ondt efter operationen. Fortæl os, hvis du har ondt eller er utilpas, så vi kan hjælpe dig. Det er vigtigt, at du er behandlet for smerter, så du kan trække vejret dybt, hoste og komme ud af sengen. Det er vigtigt for din genoptræning, at du får den rette mængde smertestillende medicin.

Brug krykker eller andet gangredskab, når du går

Når du går, skal du bruge de krykker eller det gangredskab, du har fået udleveret. Vi viser dig, hvordan du skal bruge det. I beskrivelsen af operationen, som du har fået udleveret af lægen, kan du læse, om du må støtte på benet, når du går.

Du får taget et røntgenbillede

Vi tager et røntgenbillede for at se, om alt er, som det skal være.

Du taler med en fysioterapeut eller en ergoterapeut

Inden du bliver udskrevet, taler fysioterapeuten eller ergoterapeuten med dig om din genoptræning. Du får nogle øvelser, som du skal starte med at lave, mens du er på hospitalet, og fortsætte med, når du kommer hjem.

Vi taler med dig om eventuel kontrol

Ved udskrivelsen aftaler vi, om du skal komme til kontrol. Det er ikke altid nødvendigt.

Vi vurderer dit behov for genoptræning

Hvis vi vurderer, at du har behov for genoptræning, sender vi en genoptræningsplan til det sted, hvor du skal træne. De kontakter dig om, hvornår din genoptræning starter.

Hjemme igen

I det følgende kan du se, hvad du skal være opmærksom på, når du er hjemme igen.

Ubehag eller smerter

Vær opmærksom på betændelse

Det er normalt at være hævet og øm omkring såret. Du skal dog være opmærksom på, at der kan gå betændelse i såret. Det er sjældent, at det sker, men hvis det sker, skal det behandles. Du skal kontakte din egen læge eller Akttelefonen 1813 uden for din egen læges åbningstid, hvis du oplever et eller flere af disse symptomer:

  • Forværring af ømhed.
  • Øget rødme.
  • Øget hævelse.
  • Øget varme omkring såret.
  • Gullig væske fra såret.
  • Såret åbner sig.
  • Feber over 38 grader eller fornemmelse af generel utilpashed.

Tag smertestillende medicin, så længe du har ondt

Du skal tage smertestillende medicin, så længe du har ondt. Den smertestillende medicin er en del af behandlingen. Du skal følge de anvisninger, du fik, da du blev udskrevet fra hospitalet.

Pleje og hygiejne

Vent med at gå i bad

Du må ikke gå i bad de første 48 timer efter operationen. Derefter må du tage brusebad med plasteret på, da plasteret er vandafvisende. Du skal vente med karbad, svømmehal og badning i havet, indtil såret er helet, og der ikke er sårskorper tilbage.

Skift plasteret efter 14 dage

Du må gerne lade plasteret sidde i 14 dage, før du skifter det, medmindre det bliver vådt. Du skal skifte det med det samme, hvis der er gennemsivning med blod eller væske fra såret, eller hvis kanten på plasteret løsner sig.
Hvis det bløder, så læg noget tungt på såret i cirka 30 minutter, hvis muligt. Kontakt os, hvis der fortsat er gennemsivning eller tegn på betændelse.

Hjælp din krop med at komme sig

Efter din operation har bevægelse, kost, rygning og alkohol stor betydning for, hvor hurtigt du får kræfterne tilbage, og hvor godt dit sår heler. Læs om, hvordan du kommer dig bedst muligt på www.bornholmshospital.dk/ patientguiden. Søg på ’livsstil’.

Bevægelse og hvile

Lav øvelser og hold dig i gang

Du skal hver dag lave de øvelser, som du har fået udleveret af fysioterapeuten. Det er vigtigt, at du finder en balance mellem at hvile dig og bevæge dig, så du lytter til din krop, hvis du føler dig træt, men samtidig undgår svækkede muskler og blodpropper ved at holde dig i gang. Når du hviler dig, skal du følge fysioterapeutens anvisninger omkring hvilestillinger.

Brug sko, som sidder godt fast på foden

Vi anbefaler, at du bruger sko, som sidder godt fast på foden.

Brug krykker eller andet gangredskab, når du går

Når du går, skal du bruge de krykker eller det gangredskab, du har fået udleveret.

Praktiske forhold

Vent med at køre bil og cykle

Du kan begynde at køre bil og cykle igen, når det er forsvarligt, at du færdes i trafikken. Du må ikke køre bil eller cykle, hvis du tager stærk smertestillende medicin, eller hvis du endnu ikke kan gå normalt.

Sygemelding

Du kan starte på arbejde eller i skole igen, når du føler dig parat til det. For de fleste er det efter cirka 2-6 uger, men hvis du arbejder med tunge løft, kan det være nødvendigt at vente længere. Hvis du har brug for en sygemelding i en længere periode, kan du få den hos din egen læge.

Få fjernet tråde

Du skal have fjernet tråde 10-14 dage efter operationen. Det sker enten ved en opfølgende aftale hos os eller hos din egen læge.

Aflevér hjælpemidler efter brug

Når du ikke længere har brug for de midlertidige hjælpemidler, som du har lånt, skal du returnere dem til hospitalet.

Kontakt dit forsikringsselskab

Hvis din skade skyldes en ulykke, og du har en ulykkesforsikring, bør du anmelde skaden hurtigst muligt til dit forsikringsselskab.

Det er også en god idé at kontakte forsikringsselskabet, hvis du skal ud at rejse de første 2-3 måneder efter operationen, da der kan være særlige retningslinjer, du skal følge.

Værd at vide

Vi giver din læge besked

Vi sender information om dit forløb på hospitalet til din praktiserende læge. Hvis du ikke ønsker, at din læge skal modtage besked fra hospitalet, skal du sige det til os.

Fortæl om din oplevelse

Vi vil gerne høre fra dig med både ris og ros. Hvis du overvejer at klage, kan du kontakte hospitalets patientvejledere, som er uvildige rådgivere. Læs mere om dine rettigheder som patient på www.regionh.dk/patientrettigheder.

Få mere viden

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden