Bestil et opkald fra 1813 her.
Du kan også bestille et opkald fra Akuttelefonen ved at sende en sms til 1813 med teksten "Opkald". Skriv ikke navn, CPR-nummer eller oplysninger om sygdom eller skade. Du får en SMS-bekræftelse og bliver ringet op, når det er din tur i køen.
Skulderleddet er et kompliceret led med bevægelser i alle retninger. Den holdes sammen og støttes af en ledkapsel, sener og en række ledbånd. Pludseligt opståede skuldersmerter skyldes i tre ud af fire tilfælde en overbelastning af disse ledbånd og sener, fordi skulderen har været belastet i en udsat position (fx ved arbejde over hovedet eller løft af tunge genstande).
Ved fald direkte på skuldrene kan du få mindre forstuvninger med smerte, hævelse og nedsat bevægelighed, men du kan også få brud på overarmsknoglen, kravebenet, eller din skulder kan gå af led. Ved brud, eller hvis skulderen er gået af led, vil du opleve kraftig smerte og nedsat bevægelighed umiddelbart efter skaden. Er symptomerne gradvis tiltagende, så er der ofte tale om en overbelastning.