​​​​​​​​

Udskrivelse med en kommunal akutfunktion

​Når du bliver udskrevet fra hospitalet, kan du fortsat have behov for observation, pleje og behandling. Hvis du har brug for særlig sygepleje, kan du blive tilknyttet et særligt kommunalt akutteam.

​Hvad er en kommunal akutfuktion?

Når du udskrives til din egen bolig med særlige pleje - og behandlingsbehov, kan du modtage observation, sygepleje og behandling døgnet rundt alle ugens dage af et særligt kommunal akutteam. Formålet er at at sikre kvaliteten i din fortsatte pleje og behandling, efter du er blevet udskrevet. Der kan være stor forskel på, hvordan kommunerne har organiseret akutfunktionen. Vær også opmærksom på, at det altid er din kommune, der beslutter, hvilke tilbud du kan få.​

Hvem er personalet?

Personalet i den kommunale akutfunktion består primært af sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter med særlige kompetencer. De kan varetage de behov for observation, sygepleje og behandling, som den kommunale sygepleje ikke kan udeføre.​

I samarbejde med din behandlingsansvarlige læge på hospitalet vil personalet vurdere din tilstand og planlægge din fortsatte sygepleje og behandling. Personalet kan også udføre forskellige undersøgelser eller tage prøver, som lægen ordinerer for at vurdere din tilstand.

Sker der ændringer i din tilstand, vil personalet i samråd med din behandlingsansvarlige læge beslutte, hvis der skal lægges andre planer, eller hvis du skal have ny medicin m.m. 

​Hvem henviser til en kommunal akutfunktion?

Som indlagt er det din hospitalsafdeling, der beskriver dit behov for sygepleje og behandling, efter din udskrivelse fra hospitalet. Men det er altid din kommune, der beslutter hvor, og hvordan opgaven skal løses. Du kan også blive indlagt på en kommunal akutfunktion via din egen læge, hjemmeplejen eller akutberedskabet 1813.

Hvem har ansvaret for behandlingen?

Det fulde behandlingsansvar ligger hos den læge, der har henvist dig til en kommunal akutfunktion.​ Når du har været indlagt på hospital, er det derfor din behandlingsansvarlige læge på den hospitalsafdeling, hvor du har været indlagt, der har behandlingsansvaret. Derfor skal din behandlingsansvarlige læge kontaktes, hvis din tilstand ændrer sig. Husk at få navn og telefonnummer på din behandlingsansvarlige læge. Når behandlingen er afsluttet, overgår behandlingsansvaret til din praktiserende læge. 

Du og dine pårørende medinddrages

I de kommunale akutfunktioner lægges der vægt på din selvbestemmelse, ønsker og behov. Det betyder, at du og dine pårørende bliver inddraget i planlægning og beslutninger om forløbet. Der, hvor det er relevant, kan dine pårørende også blive inddraget i at hjælpe dig. Men kun hvis dine pårørende gerne vil, og hvis du selv giver lov.

Er der udgifter forbundet med pleje og behandling i en kommunal akutfunktion?

Der er gratis at modtage pleje og behandling på en akutplads eller af et kommunalt akutteam. Men du skal stadig betale for den medicin, du køber eller får leveret fra apoteket.

Husk at få det hele med

Du kan downloade Patientguidens huskeliste, som du kan bruge, når du udskrives til en kommunal akutfunktion. Så sikrer du at få spurgt om det, der er vigtigt for dig at vide, når du kommer hjem.​

Hvornår afsluttes et forløb med en kommunal akutfunktion?

Et forløb med en kommunal akutfunktion efter en indlæggelse afsluttes altid på baggrund af en konkret vurdering, som foretages af  akutfunktionen i samarbejde med din behandlingsansvarlige læge. Her vil det også blive besluttet hvem, og hvordan der eventuelt skal følges op på dit videre forløb. 


Redaktør