Rygestop
Du kan forebygge komplikationer efter din operation, hvis du stopper med at ryge. Komplikationer kan forlænge den tid, det tager dig at blive helt rask igen. I værste tilfælde skal du opereres igen.
Rygning gør det også sværere at hele sår
Tobak indeholder kulilte, der gør det sværere for blodet at transportere ilt ud i de små blodkar i huden. Det betyder, at rygning gør det sværere for sår at hele efter en operation. Når et sår heler langsomt, er der risiko for brede og mere synlige ar. Der er også øget risiko for infektion, eller at såret springer op.
Når du stopper med at ryge, bliver din risiko for kræft samt hjerte- og lungesygdomme mindre på langt sigt.
Få hjælp til at stoppe med at ryge
Se guide til rygestop og rygestoptilbud på Stoplinjen.dk
E-kvit.dk er et program til alle, der ønsker at blive nikotinfri, røgfri eller blot vil vide mere om rygning.
Læs mere på E-kvits hjemmeside
Få tips og hjælp på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside til at blive røgfri
Rygestoptelefon 80 31 31 31 tilbyder gratis rådgivning på telefonen til rygere, som overvejer at holde op med at ryge, eller som ønsker at vedligeholde et rygestop. Åbent dagligt fra 10-20, fredag 10-16.
Alkohol
Alkohol kan påvirke dit immunforsvar, så det får sværere ved at bekæmpe sygdomme efter en operation. Hvis dit immunforsvar er sårbart, kan det forlænge den tid, det tager før, du er helt rask. I værste fald kan det betyde, at du skal opereres igen.
Alkohol gør det sværere for blodet at størkne i dine operationssår. Det betyder, at dine sår både udvendigt og indvendigt kan have svært ved at hele. En længere helingsperiode kan give brede og mere synlige ar. Det øger risikoen for, at der kan gå betændelse i såret, eller at sårene kan springe op.
Hold dig til Sundhedsstyrelsens anbefalinger:
- hvis du drikker mere end 4 genstande om dagen, har du øget risiko for komplikationer i forbindelse med en operation
Du kan få gratis hjælp
Hvis du vil nedsætte dit forbrug eller stoppe helt med at drikke alkohol, kan du få gratis hjælp. Tal med din kommune, egen læge eller med hospitalet om gratis alkoholrådgivning eller alkoholbehandling.
Få hjælp til at drikke mindre
Gå på Alkolinjen.dk og læs om rådgivning, brevkasse og oplysning om alkoholbehandling
Aplan – app, hvor du kan teste dig selv og få overblik over, hvor meget du drikker.
Kost
Sørg for at spise sundt efter din operation. Når din krop får nok energi, får du hurtigere dine kræfter tilbage, sår heler bedre, og dit immunforsvar styrkes.
Vi anbefaler, at du følger Sundhedsstyrelsens kostråd:
- spis varieret, ikke for meget
- spis frugt og mange grønsager
- spis mere fisk
- vælg fuldkorn
- vælg magert kød og kødpålæg
- vælg magre mejeriprodukter
- spis mindre mættet fedt
- spis mad med mindre salt
- spis mindre sukker
- drik vand
Læs mere om hvordan du konkret følger kostrådene på www.altomkost.dk
Vær opmærksom på, om noget særligt gælder for dig i forhold til kosten.
Spørg den afdeling, du er tilknyttet, hvis du er i tvivl, om der gælder noget særligt for dig omkring kosten i forbindelse med din operation.
Motion
Det er almindeligt, at du er træt efter en operation og har brug for at hvile dig. Men det er vigtigt, at du alligevel bevæger dig så meget, som det er muligt. Når du bevæger dig, styrker du dine muskler, knogler, led og balanceevne, og du vil få kræfterne hurtigere tilbage. Lidt bevægelse er bedre end ingen bevægelse, så du kan begynde med korte gåture.
Regelmæssig motion styrker også dit immunforsvar og blodomløb. Jo bedre fysisk form du er i, jo mindre er risikoen for komplikationer både under og efter operationen, fx årebetændelse og blodpropper.
Spørg den afdeling, som du er tilknyttet, om noget særligt gælder for dig i forhold til motion og bevægelse i forbindelse med din operation.